Linux provides an intriguing case of study in collective action for a number of reasons: 1) To this day, the Linux community consists almost entirely of volunteer programmers, none of whom are financially compensated or under binding obligations; 2) despite its burgeoning size, the Linux community has no formal organization to coordinate efforts or central authority vested with decision-making power; and finally, 3) Linux is a public good in the truest sense. On the one hand, its production is dependent on the efforts of a large community of contributors. On the other hand, Linux is available to anyone at no cost and, as a digital good, it can be reproduced practically infinitely. It is in respect to these qualities that economic science has called Linux an "impossible public good."

This thesis uses the "Linux Development Model" to investigate why the rational actor chooses to participate in the development of Linux. Primarely two questions are asked: 1) Why do actors participate, and 2) are they motivated by rational arguments at all?

The case is interpreted by the use of a model which is constructed on the basis of rational choice theory. The main assumptions in the theory are methodological individualism and the notion of the individual as a rational, goal-maximizing actor. The term rational choice institutionalism or RCI has come into common usage to denote efforts to extend rational choice theory beyond solely individual choice to encompass the entire range of interactions and rules between the individuals.

In this paper, the Ostrom method of institutional analysis will be used. Ostrom's model involves three separate analytical elements:

1) A behavioural component - a model detailing the logic of action of the agents.

2) A situational component - a model describing the structural logic of the situation

3) An aggregative component - a model describing how the actions of individuals in particular situations generate particular outcomes.

In the analysis, three main actor groups are selected, 1) the large 'normal group' constituted by users only moderately commited to the developing process, 2) the 'hacker group' being very enthusiastic - putting a lot of effort into the collective action, and 3) the 'commercial group' of actors having a financial interest in participation.

The analysis of the actor groups can be said to explain the complex interests of the individuals and the logic of their action, but some important questions remain. Why doesn't the open source institution fall apart because of forking- (individuals claiming ownership of the good and thereby neglecting the owner), complexity- and coordination-problems?

And how is conflict avoided?

The last part of the paper shows that collective efforts to maintain a set of working rules, norms and the special communication model used in the open source institution are necessary ingredients for the actors to maximize their benefit from participation.Further, the value of the theoretical foundation is discussed with the purpose of finding out on what conditions the conclusions can be generalized to apply to other, similar cases.

Dette speciale er udsprunget af en dobbelt besættelse. På den ene side en stor interesse for rational choice teori, og på den anden side en lige så stor interesse for open source-kulturen.

Som open source-evangelist og aktiv i det danske open source-samfund har jeg fulgt open source-udbredelsen i Danmark fra et decideret nørdefænomen til et forslag til Folketingsbeslutning
til en strategi for udbredelse af open source-programmel i Danmark.

Først og fremmest skylder jeg min vejleder Karl Löfgren en stor tak for et fagligt overblik samt en præcis vejledning.

En stor tak skylder jeg også til Flemming Bjerke, Peter Makholm, Ole Tange, Peter Toft og andre danske open source-skribenter, som jeg har haft rig mulighed for at diskutere dette speciales problemstilling med.

Endelig skal en særlig tak gå til medlemmerne af sslugs IT-politik diskussionsliste, som til stadighed har givet mig ny inspiration og alternative synsvinkler på open source-debatten.

--

1 Indledning og motivation *

1.1 Problemformulering *

2. Opbygning og forløb *

2.1 Fokus og afgrænsning *

2.2 Teori *

2.3 Metode *

2.3.1 Det strategiske case-valg. Linux som kritisk case *

2.3.2 Specialets brug af digitale kilder *

3 Teori *

3.1 Rational choice teoriens grundantagelser *

3.1.1 Metodologisk individualisme *

3.1.2 Individuel rationalitet *

3.1.3 Sammenfatning af rational choice teoriens grundantagelser *

3.2 Diskussion af rational choice *

3.2.1 Kritikkens udgangspunkt - Nyinstitutionalismen *

3.2.2 Diskussion af metodologisk individualisme *

3.2.3 Diskussion af individuel rationalitet *

3.2.4 Sammenfatning af diskussionen af rational choice *

3.3 Styrker og svagheder ved rational choice *

3.3.1 Hvorfor rational choice? *

3.4 Udledning af teoretisk model *

4. En kort introduktion til open source *

4.1 Historien om open source *

4.2 The Free Software Foundation (FSF) *

4.3 The Open Source Initiative (OSI) *

4.3.1 Om GPL-licensen *

5 The Linux Development Model *

5.1 Linux i internettets basar *

5.2 Linux-projektet begynder *

5.3 Linux udbredelse *

5.4 Linux udviklerne *

5.4.1 Omfang *

5.4.2 Geografisk spredning *

5.4.3 Aktivitet *

5.4.4 Delkonklusion *

6 OS-Software - et gode der udviser særlige karakteristika. *

6.1 Open source-software - et offentligt gode *

6.2 Internettets betydning for open source *

6.3 Endelig sammenfatning *

7 Identifikation af Linux-casens aktørmodeller *

7.1 Antagelser om aktørerne *

7.1.1 Om udvælgelsen af de tre aktørmodeller *

7.2 De tre aktørmodeller *

7.3 De normale brugere i Linux-projektet *

7.3.1 Informationssamfundets økonomiske logik *

7.4 Hackergruppen i Linux-projektet *

7.5 De professionelle agenter i Linux-projektet *

7.5.1 Motiver for in-house brug *

7.5.2 Forretningsmodeller for OSS, og motiverne bag dem *

7.6 Sammenfatning af de tre aktørmodeller *

7.7 Vigtige forudsætninger for et vellykket OS-projekt *

7.8 Endelig sammenfatning på afsnit 7 *

8 Handlingsarenaen *

8.1 Ostrom og reglerne i handlingsarenaen. *

8.2 Regler til at løse organisatoriske problemer *

8.2.1 Forking (forgrening) *

8.2.2 Ejerskab - en regelbundet overenskomst med udviklerne *

8.3 Regler til at løse kompleksitets- og koordinationsproblemer *

8.3.1 Kompleksitet afhjælpes ved modularitet *

9 Den endelige model, besvarelse af problemformulering og konklusion *

9.1 Den teoretiske models betydning for konklusionen: kritik af teori og analysemetode *

9.2 Har casen en relevans, der rækker ud over specialet? *

Ordliste *

Litteraturliste *

Specialets omfang *

Bilag 1 *

En indledende modsigelse.

Man møder ofte den holdning, at tilstedeværelsen af open source (OS) -projekter skal tilskrives hidtil ukendte altruistiske motiver. Ganske ulønnet bruger flittige deltagere store ressourcer på at forædle kollektive software-goder, som kvit og frit kan hentes på internettet. Læser man tilmed de licenser, som open source-samfundet henholder sig til, burde det stå klart for enhver: Aktørerne bag open source-projekterne må være besat af tanken om at hjælpe andre, idet de helt (fanatisk) fralægger sig eneretten til det udviklede produkt.

Det der især gør open source modellen så politologisk interessant, må især tilskrives to forhold: 1) dens evne til at mobilisere den fornødne (frivillige) arbejdskraft, og 2) dens metode.

For det første har open source-modellen på rekordtid opnået uhørt store resultater med kvalitetsprodukter som Linux*, Apache*, Sendmail*, o.s.v. (De med * markerede ord er beskrevet i ordlisten)

Man siger nogen gange, at meget godt ofte kommer ud af de værste intentioner. Forfatteren til dette speciale har altid interesseret sig for rational choice teori, navnlig i de sager hvor teorien skal anvendes i analyser, der fordrer gruppepræstationer og samarbejde. Det er på den baggrund, at dette speciales emne og teorivalg skal ses.

Open source-projekter er pr. definition gruppeprojekter og stiller store krav til de deltagendes ressourcer. Derfor kan opbakningen bag projekterne synes paradoksal og uforklarlig for mange. Hvordan går det til, at en god idé på internettet kan mobilisere så mange frivillige medudviklere, som bruger tid og kræfter på at udvikle til et kollektivt gode, selv om de ikke kompenseres direkte med økonomiske goder?

De samfundsmæssige mikroforudsætninger for open source baserer sig på den individuelles incitament til at udvikle til et fælles projekt. Ifølge gængs økonomisk teori vil det automatisk animere til free-riding og dermed lavere eller slet ingen produktivitet. En økonomisk agent vil ikke være tilskyndet til at offentliggøre sin idé, med mindre den kan beskyttes, så andre ikke kan bruge den.

For det andet repræsenterer open source en ny udviklingsmodel, som står helt i modsætning til tidligere kendte udviklingsmetoder. Mange taler ligefrem om, at open source repræsenterer et paradigmeskift og har potentiale til at ændre samfundet fra "industrisamfundet" til "servicesamfundet".

Det lyder forjættende, at en pludselig opstået metode i IT-verdenen potentielt kan determinere fremtidens samfundsform.

Dette speciale vil ikke fokusere så meget på rækkevidden og konsekvenserne af open source-metoden, men snarere prøve at forklare "open source-paradokset", altså hvorfor individer vælger at tilslutte sig open source-projekter, når de ikke kompenseres økonomisk derved.

Som den senere analyse vil vise, er software et helt specielt produkt, for hvilket der gælder særlige forhold med betydning for dets produktionsforhold. Men uanset open source-udviklingskulturens særlige karakteristika, og uanset de mange alternative forklaringstyper, der fremføres til forståelse af dens fremkomst og overlevelsesevne, vil dette speciale vise, om open source-miljøet som sådan lader sig forklare vha. rationelle nytteantagelser.

Problemstillingen kan konkretiseres yderligere: Specialet vil med udgangspunkt i ‘Linux- udviklingsmodellen' analysere open source-metoden, særligt med henblik på at forklare de enkelte deltageres rationelle bevæggrunde for at etablere et virtuelt arbejdsfællesskab i bestræbelserne på at udvikle et kollektivt gode (open source-software).

Det basale spørgsmål som dette speciale implicit stiller er derfor også, om de deltagende aktører overhovedet handler "rationelt"?

Parallelt med denne analyse tjener specialet også til at kaste lys på den særlige open source-fremstillingsmetode og øge kendskabet til dens karakteristika.

2.1 Fokus og afgrænsning

Fokus i analysen er at se på, hvorvidt de enkelte deltagende agenters rationelt begrundede præferencer er tilstrækkelige til at forklare deres deltagelse, og om mikroforudsætningerne i det hele taget kan forklare dannelsen af et open source-samarbejdsprojekt.

På baggrund af den stadigt stigende opmærksomhed om besparelserne ved open source, og regeringens nylige redegørelse vedr. softwarepatenter, ville det være interessant at undersøge om den traditionelle softwarepatent-teori og den eksisterende udviklingsmetode overhovedet sikrer maksimal innovation og dermed indtjening for det danske samfund. Specialet vil dog ikke forholde sig til disse mere direkte økonomiske konsekvenser, som fremkomsten af open source (muligvis) har for samfundet. Det ligger ligeledes uden for dette speciales fokusområde at se på de mere eller mindre afledte kommercielle goder, som OS-software har afstedkommet, ligesom diskussionen af de forskellige open source-forretningsmodellers succes kun flygtigt bliver berørt.

Specialets brug af betegnelsen "open source" forudsætter, at programmel bygger på de hovedprincipper, der uddybes i afsnit 4. Med udgangspunkt i metodologisk individualisme vil hhv. agenter, personer, deltagere og individer dække over den samme betydning i specialet, med mindre andet nævnes.

"Open source-modellen" har to betydninger i dette speciale, idet der refereres til den som en metode (processuelt) og en term for ikke bare Linux-projektet, men også andre open source-projekter generelt (begrebsligt).

Specialet tager afsæt i rational choice teori med særlig fokus på rational choice institutionalism (RCI). Teoriafsnittets forklaring og positionering af retningerne indenfor samlebetegnelsen rational choice forklarer, hvorfor RCI begrebet anvendes i dette speciale.

Den teoretiske tilgang er mikroorienteret med fokus på de identificerede aktørers incitamentsstruktur, som genererer participation i open source-modellen. Analysen vil endvidere med udgangspunkt i rational choice institutionalismen integrere den "virtuelle" open source-institutions (eventuelle) betydning for aktørerne. Analysen vil derimod afholde sig fra at specificere aggregeringsmekanismerne fra de individuelle incitamentsstrukturer til det overordnede, makroorienterede udfald.

Med udgangspunkt i Ostroms metode for institutionel analyse vil analysens anden del forholde sig til de mere sociologiske, organisatoriske og strukturelle rationaler, der eventuelt kan identificeres i open source-processer og som medvirker til at kanalisere de individuelle bidrag ud til det offentlige marked.

Formålet med teorikapitlet er at konstruere en teoretisk forståelsesramme, som kan anvendes i analysen af open source modellen. For at kunne udlede en sådan model er det nødvendigt at fokusere på rational choice teoriens grundantagelser og derigennem forstå teoriens karakteristika samt dens styrker og svagheder. Teorigennemgangen vil udlede en rational choice model, der fokuserer på den behaviorale opfattelse af de deltagende individer. Modellen er helt generel og kan principielt anvendes på alle beslutningsområder.

For at tilpasse den behaviorale rational choice model til dette speciales problemstilling, tages der som bekendt udgangspunkt i Ostroms institutionelle analysemetode. Denne model vurderes til at være velegnet, da den er formuleret meget generelt og ikke stiller krav om, at alting skal udtrykkes ved hjælp af formler og stokastiske spil. Open source-deltagelse er nemlig kun i mindre grad påvirket af andres beslutninger. Den "virtuelle institution", eller den handlingsarena aktørerne befinder sig i, er derimod afgørende for det endelige outcome.

Ostroms model indeholder netop en sådan handlingsarena, der beskriver den handlings-situation, de individuelle aktører tager del i.

Modellen identificerer først en eller flere aktørmodeller, der specificerer, hvordan individerne tilordner sig værdier, og hvordan deres handlinger skal forklares. Aktørmodellen og den handlingssituation som aktørerne står i udgør det, som Ostrom kalder handlingsarenaen. Her fokuseres der særligt på de arbejdsregler, de deltagende benytter til at strukturere arbejdet efter. Det er overordentligt relevant for specialets case, da netop kompleksitet- og koordinationsproblemer kan forventes at give aktørerne så store omkostninger ved deltagelse, at det ikke står mål med det forventede udbytte.

Endelig har også det omgivende samfund betydning for modellen, idet faktorer som f.eks. overordnet lovgivning og fysiske muligheder og begrænsninger i et vist omfang vil have betydning for det endelige outcome.

Terminologisk dækker begrebet "casestudium" ifølge Ib Andersen "en undersøgelsesmetode, der belyser fænomener indenfor det virkelige livs rammer".

I tråd hermed begrebsliggøres open source-modellen i dette speciale ved at inddrage "Linux udviklingsmodellen". Generalisérbarheden af case-studier kan øges ved strategisk udvælgelse af en kritisk case, altså en særlig informationsholdig og repræsentativ case.

Linux-projektet fungerer som en kritisk case, da det repræsenterer alt det, et open source-forløb potentielt kan rumme, hvad angår idéfasen, udviklingsforløbet, "udviklingsorganisationen" og de deltagende agenter. Linux-projektet tæller mange medvirkende, kun få andre open source-projekter har haft så mange deltagere, det har eksisteret i omkring 10 år, og det organiseres af en global, virtuel og netbaseret "institution".

Specialets genstandsfelt er selve analysen af aktørernes nyttefunktioner ved deltagelse i et open source-projekt. Det forhold at Linux-projektet repræsenterer en kritisk case har dermed to implikationer. For det første bør casen have strategisk betydning i forhold til den overordnede problemstilling og dermed en stor generalisérbarhed til ethvert open source-projekt. Som konsekvens af det, og for det andet betyder det at såfremt den udvalgte case ikke kan siges at have strategisk betydning for problemstillingen, så bør det have konsekvenser for øvrige open source-projekter generelt.

Den kritiske case stiller store krav til den metodiske præcision, da resultaterne af den anvendte målemetode ikke må påvirkes af tilfældigheder. Til at belyse den anvendte case gør specialet brug af relativt mange webpublikationer. Det skyldes naturligvis det faglige undersøgelsesområde, IT, og ikke mindst de involverede aktørers holdning til informationsgoder. Repræsentanter fra open source-miljøet arbejder ikke blot for åbne kildekoder i software, men mere generelt for gratis adgang til alle informationsgoder på det verdensomspændende internet. I stil med universitetsverdenens forskertraditionen ser OS-aktørerne det som den vigtigste opgave at udbrede deres frembringelser fremfor at sælge dem. I de fleste tilfælde er det dog muligt at rekvirere en fysisk udgave af de benyttede webpublikationer. De benyttede webpublikationer er af tekniske årsager ikke anført med sidetal.

Da internettet også byder på mange mindre troværdige og tendentiøse informationer, har forfatteren til dette speciale kun inddraget materiale, der overholder følgende karakteristika:

Aktualitet. De citerede kilder skal have en datoanmærkning, der angiver publikationstidspunktet. Påfaldende mange webpublikationer mangler denne feature, hvilket svækker materialets gyldighed.

Oprindelse. Det benyttede materiale skal tilsvarende angive en afsender. Det skal således klart fremgå hvem der står bag det publicerede materiale.

Troværdighed. I forlængelse hermed benytter specialet kun anerkendte og respekterede on-line referencer. Open source-miljøet har mange modstandere og tilhængere, og enkelte repræsenterer endog meget tendentiøse udsagn, hvis sandhedsværdi kan betvivles.

Endelig er der ikke medtaget on-line-materiale fra reklamefinancierede gratis-domæner, d.v.s. hjemmesider, som enhver kan benytte i fraværet af en ansvarlig person til at sikre afsenderens identitet og ærinde.

Efter at have gennemgået specialets metode vil nu følge en præsentation af specialets teoretiske grundlag.

Inden selve beskrivelsen og diskussionen af det teoretiske grundlag, der anvendes i analysen - rationel teori -, er en terminologisk afklaring hensigtsmæssig. Rationel teori har indenfor bare statskundskaben mange forskellige delretninger og mange navne. Constitutional political economy, public choice theory, new political economy, social choice theory o.s.v. er blandt de betegnelser, man i den internationale litteratur kan støde på, og som alle er varianter indenfor rationel teori. Den teoretiske retning, der anvendes i dette speciale vil blive refereret til som rational choice teori. Den følgende forklaring og positionering af retningerne indenfor samlebetegnelsen rationel teori forklarer, hvorfor rational choice begrebet anvendes i dette speciale.

Den rationelle teoris genstandsområde defineres som aspekter af kollektive og individuelle valg, der ikke træffes i et marked. Med denne definition sikres blandt andet, at den i opgaven anvendte rationelle teori adskilles fra økonomiens udgave, hvor inspirationen - og en række af antagelserne - er hentet fra.

Indenfor denne definition kan der sondres mellem to hovedretninger i den rationelle litteratur. Den ene er social choice litteraturen, der især fokuserer på spørgsmålet om, hvordan individuelle præferencer aggregeres til en kollektiv velfærds- eller nyttefunktion, som bedst muligt afspejler de individuelle præferencer. Et helt centralt område indenfor social choice teori er studiet af forskellige afstemningsmetoders egenskaber og konsekvenser. Et eksempel på en kendt diskussion af ovenstående kunne være Kenneth Arrows Generelle Umulighedsteorem, hvor Arrow matematisk beviser, at intet demokratisk beslutningssystem vil kunne producere en retfærdig rangordning af alternativer i en given situation, hvis blot en række minimale kriterier for en fair beslutningsproces skulle være opfyldt samtidig. Dermed hævder Arrow, at retfærdige demokratiske beslutninger ikke er en realistisk mulighed.

Den anden retning inden for rationel teori er public choice teori. Som navnet indikerer, angiver public choice den del af den rationelle teori, der hovedsageligt beskæftiger sig med studiet af offentlige og politiske beslutninger. Eksempler på naturlige genstandsområder indenfor public choice litteraturen kunne være analysen af bureaukraters adfærd, sociale interaktions-beslutninger samt en regerings adfærd m.m.

Endelig er der en tredje variant af den rationelle litteratur, nemlig den rationelle institutionalisme, der forsøger at integrere institutioner i forklaringen af politiske fænomener. Der er ingen tvivl om, at den rationelle institutionalisme er tydeligt inspireret af, og deler ontologisk platform med, den rationelle teori. Der synes dog at være en vis uenighed om, hvorvidt den rationelle institutionalisme er en variant af den rationelle teori eller en del af en institutionalistisk bølge - med to varianter i henholdsvis den rationelle og sociologiske institutionalisme - som skal betragtes selvstændigt. Det ligger uden for dette speciales formål at beskæftige sig teoretisk med, hvor den rationelle institutionalisme bør placeres. I dette speciale betragtes den rationelle institutionalisme som en del af rational choice teori. Når rational choice teori i det følgende gennemgås, er det således også en gennemgang af de grundlæggende antagelser inden for den rationelle institutionalisme. Læseren skal dermed ikke skelne mellem rational choice teori og den rationelle institutionalisme.

Formålet med teorikapitlet er som nævnt at forklare den beslutnings- og incitamentsstruktur, der findes bag open source-udviklingen. Dertil er det nødvendigt at fokusere på rational choice teoriens grundantagelser og derigennem forstå teoriens karakteristika samt dens styrker og svagheder.

Teorikapitlets struktur vil være som følger: Først gennemgås og diskuteres en række antagelser i rational choice litteraturen. Dette gøres for at give læseren et overblik over, hvilke grundantagelser teorien bygger på. Dernæst gennemgås og diskuteres den kritik rational choice teorierne har mødt med det formål at udlede en operationalisering af teorien. På baggrund af den teoretiske operationalisering præsenteres afslutningsvis den teoretiske model, der vil blive anvendt som analytisk værktøj i den efterfølgende analyse af udviklingen af det offentlige gode Linux.

Grundantagelserne i rational choice teori betragtes i dette speciale som en metodeforskrift i form af den metodologiske individualisme og en adfærdsantagelse (aksiom) i form af den individuelle rationalitet.

Den første grundantagelse indenfor rational choice drejer sig om, hvilket objekt forskerne skal betragte som analyseenheden. Det foreskrives indenfor rational choice, at beslutninger skal forstås ved at analysere individet. Den metodiske forskrift indenfor rational choice er således den metodiske individualisme.

Alle politiske handlinger, strategier og output kan ifølge rational choice teoretikeren Peter Katzenstein principielt forklares med udgangspunkt i individers egeninteresse. Katzenstein hævder, at:

Det antages indenfor rational choice, at en aktør altid vil handle med udgangspunkt i vedkommendes egne interesser og præferencer, og at den politiske proces, som aktøren er en del af, derfor i sidste ende skal forklares ud fra aktørens egeninteresse. Eftersom enhver handling altid tager udgangspunkt i et individs valg af strategi, kan alt ifølge rational choice fortolkes ved at studere individets handlinger.

I praksis medfører denne antagelse, at rational choice forskerne ikke vil acceptere, at en beslutning eller begivenhed bliver forklaret ud fra en strukturel determinisme. Rational choice forskeren må belyse den individuelle aktør frem for at henvise til overordnede strukturer - som eksempelvis den historiske udvikling eller kulturelle sammenhænge - når han eller hun skal forklare politiske sammenhænge. Normer, forventninger og regler kan indenfor rational choice godt have en indflydelse på den enkelte aktørs interesser, men en social begivenhed vil alligevel altid være resultat af et konkret politisk valg, der i sidste ende er truffet af et individ. Institutioner og strukturer alene kan derfor ikke være forklaringen på sociale begivenheder. Eller som Peter Abell formulerer det:

Dette medfører også, at enhver makroteori må tage udgangspunkt i en mikroteori, da den metodologiske individualisme ifølge rational choice er grundlaget for alle forklaringer på social interaktion.

Indenfor rational choice litteraturen opfattes institutioner aldrig som værende determinerende, og forskerne accepterer heller ikke funktionalistiske forklaringer som værende kausale for beslutninger. Individers adfærd og motivation kan ifølge rational choice derfor ikke forklares ved, at individerne agerer som et resultat af deres funktionelle placering i omgivelserne. Et eksempel på en funktionel forklaringstype, som rational choice forskerne vil afvise, findes i Webers model for idealbureaukratiet, hvor de enkelte bureaukrater (individer) i et hierarki har en adfærd, der præcis afspejler bureaukratens funktion i hierarkiet. Denne forklaring på aktørens adfærd tager indenfor denne teoretiske ramme sit udgangspunkt i den funktion eller de omgivelser, som aktøren indgår i. Ifølge rational choice forskerne kan en sådan forklaring på social interaktion ikke anvendes, fordi den ikke tager højde for individet som selvstændig aktør.

Forklaringer af politiske beslutninger, der på lignende vis tager deres metaforiske udgangspunkt i en organisme og således værdisætter det enkelte individ efter individets funktionelle bidrag til det samlede system er ifølge Buchanan og Tullock:

Med dette udsagn mener Buchanan og Tullock, at en funktionalistisk individopfattelse grundlæggende strider imod den opfattelse af det menneskelige sind, som i dag kendes i den vestlige filosofi. Erkendelsens fundering starter ifølge nyere tids filosofi i subjektet. Dette var udgangspunktet for Descartes, der som den første hævdede, at individets tænkende erkendelse er udgangspunktet for forståelse af virkeligheden (Cogito ergo sum). Dette er også udgangspunktet for eksempelvis Kants lære om det transcendentale subjekt. Med dette filosofiske afsæt kritiserer Buchanan og Tullock, at de funktionalistiske teorier ikke har subjektet som den primære betingelse for al erkendelse.

Det afgørende i rational choice litteraturen er, at individet altid har muligheden for at vælge mellem flere potentielle handlinger, og at forskeren derfor må analysere individets interesser, når beslutninger eller processer skal forklares.

Den metodologiske individualisme giver umiddelbart det problem, at rational choice forskeren vil få svært ved at analysere den aggregerede interesse fra flere individer i eksempelvis en organisation. Da det ofte er nødvendigt at analysere en hel organisation af individer - eksempelvis en virksomhed eller et parti - opererer rational choice med begrebet kollektive aktører. En kollektiv aktør er flere individer, der tilsammen udgør en enkelt analyseenhed.

Når alle aktører i et fællesskab opnår personlig nytte ved, at den samlede organisation når et fælles mål, hævder rational choice forskerne, at der er tale om en enhedsaktør - en kollektiv aktør. Ved at betragte en hel samarbejdende organisation som en samlet aktør, kan rational choice forskerne analysere en hel organisation af individer ud fra deres fælles interesse i at fremme organisationens mål.

Det skal imidlertid understreges, at der ifølge rational choice skolen ikke kan udledes en decideret autonom enhed bestående af kollektive interesser mellem et antal individer, da "fælles interesser" som sådan ikke findes. Aktører kan nemt have sammenfaldende præferencer og dermed sammenfaldende adfærd, men det ændrer ikke ved, at analyseniveauet er mikroorienteret.

Fællesskaber omkring et open source-projekt er ofte eksempler på dette og kan således godt analytisk betragtes som en enhedsaktør, idet alle medlemmer har interesse i at maksimere gruppens indflydelse eller samlede succes. På denne måde mener rational choice teoretikerne stadig, at medlemmerne af gruppen er selvstændige aktører, der blot alle handler ud fra (omtrentligt) enslydende præferencer. (Se afsnit 7)

Den anden grundantagelse inden for rational choice er antagelsen om individuel rationalitet. Diskussionen af denne antagelse vil i det følgende blive delt op i to afsnit. Først et afsnit om rationalitetsantagelsen og dernæst et afsnit om det egennyttemaksimerende individ og endogene præferencer.

Dybest set handler rationalitet om, at når et individ befinder sig i en situation, hvor han eller hun kan vælge mere eller mindre, så vil vedkommende altid vælge mere frem for mindre.

De valg individer står overfor er dog sjældent så simple, som ovenstående eksempel antyder. Enhver handling har konsekvenser, og disse kan være enten gevinster eller omkostninger. Hvis omkostningerne og gevinsterne er kendte, træffer individet det valg, som han eller hun foretrækker.

Når konsekvenserne derimod ikke er kendte, vil individet vælge mellem handlingsalternativer ved at kalkulere den sandsynlige nytteværdi ved de alternative handlingsmuligheder. Således er rationalitet et spørgsmål om midler og ikke mål, hvor midler er den måde, individet når sit mål. Denne distinktion mellem mål og midler er væsentlig. Rationalitet siger således ikke per se noget om individets konkrete præferencer og ønsker - d.v.s. dets mål - men er derimod et udtryk for en konsistent relation mellem præferencer, information og handling.

Således kan det rationelle valg defineres som:

Den type rationalitet, der er beskrevet ovenfor, kaldes ofte for instrumentel rationalitet. Instrumentel rationalitet defineres som det valg af handling(er), der bedst tilfredsstiller en aktørs mål. Instrumentel rationalitet forudsætter, at et individ med en række mål er i stand til at sammenligne den relative tilfredsstillelse, han får af hvert af disse mål. Individet har en række præferencer, og integrationen af disse præferencer indgår i en såkaldt præferenceorden. At en person kan ordne sine præferencer betyder i praksis, at han eller hun altid kan bestemme, om han eller hun foretrækker ét alternativ frem for et andet eller er indifferent overfor dem.

Den instrumentelle rationalitet er i sin tekniske form et lovende teoretisk udgangspunkt. Betingelserne er logiske og ikke særligt restriktive, eftersom de alene kræver, at individet kan sammenligne forskellige alternativer, og at sammenligningen er internt konsistent. Udgangspunktet for den instrumentelle rationalitet er dog en valgsituation uden usikkerhed om konsekvenserne af de forskellige alternativer, og det er sjældent tilfældet i praksis. I næsten alle beslutninger er enten omkostninger eller gevinster - eller begge dele samtidig - behæftet med en vis usikkerhed. Derfor handler det instrumentelt rationelle menneske for at maksimere sin forventede nytte.

Den instrumentielle rationalitet handler altså ikke kun om den usikkerhed, som mangelfuld information afstedkommer men også om selve anvendelsen af den informationsmatrice, agenten handler efter.

At individets rangordning af alternativer sker med udgangspunkt i den forventede nytte modificerer ikke rationalitetsantagelsen. Individet handler stadig rationelt i den forstand, at han eller hun vælger det alternativ, der giver størst mulig - forventet - værdi/nytte. Ikke desto mindre har netop spørgsmålet om usikkerhed i forbindelse med individets valg af alternativer givet anledning til en del diskussion og kritik fra såvel kritikerne af rational choice samt internt blandt de forskellige rational choice teoretikerne selv. Diskussionen har drejet sig om, hvorvidt individet er fuldt eller begrænset rationelt. Disse diskussioner behandles senere i specialet, hvor kritikken af rational choice litteraturen diskuteres.

Omkring dette skal det dog slås fast, at selvom opfattelsen af fuld og begrænset rationalitet varierer fra teoretiker til teoretiker, så synes der at være en grundlæggende enighed om at betragte individet som begrænset rationelt. Det vil sige, at individet, i modsætning til den klassiske opfattelse af individet som værende fuldt rationelt (f.eks. i neoklassisk økonomi), i dag indenfor rational choice er beskrevet som underlagt kognitive begrænsninger. Desuden anføres det, at fordi individet ikke kender alle informationer, vil han eller hun stoppe søgningen efter alternativer, når et tilfredsstillende er fundet. Individet kan altså betragtes som satisficing i stedet for maximizing.

Hvor diskussionen af rationalitetsbegrebet hidtil alene har beskæftiget sig med den instrumentelle rationalitets indre logik - d.v.s. relationen mellem præferencer, information og handling - er det afgørende, hvilken karakter aktørers præferencer har. Om motivationen bag aktørers adfærd er egoistiske, altruistiske, etiske, onde, gode o.s.v. I det næste afsnit vil der derfor blive fokuseret på rational choice teoriens antagelser om individets præferencer og adfærd.

Rational choice teoriens aksiom om individuel rationalitet indebærer, at alle aktører betragtes som rationelt nyttemaksimerende individer. Denne opfattelse er i høj grad analog med den fra økonomien kendte homo economicus. I økonomisk teori er homo economicus den figur, der optræder som instrumentel rationel, kalkulerende og egennyttemaksimerende.

Ofte er det dog uklart, hvad der præcist ligger i begrebet rationel nyttemaksimering. Det er uklart om det rationelt nyttemaksimerende individ alene handler egoistisk, eller om også eksempelvis altruistisk adfærd kan betegnes som nyttemaksimerende. I forhold til karakteristikken af det nyttemaksimerende individ vælges i denne opgave John Harsanyis opfattelse som et udgangspunkt for indholdet af begrebet:

Social accept kan dog siges at være inspireret af den sociologiske begrebsverden, hvor individet vælger sine handlinger ud fra, hvad der er forventet og acceptabel adfærd i en given situation. Derfor udskiftes i definitionen af egennytte ønsket om social accept med ønsket om øget magt, da dette i højere grad er en central analyseenhed i rational choice inspirerede teorier. Individer stræber efter øget magt, fordi det er et middel til at bestemme over andre, at få autoritet bag sine ord, o.s.v. Dermed øges sandsynligheden for, at aktørens foretrukne alternativ altid vælges, og at aktørens nytte dermed maksimeres. Selve magtdefinitionen i dette speciale kommer fra Jack Knight:

Denne definition lægger sig i øvrigt tæt op ad Robert A. Dahls klassiske definition, der ofte benævnes magtens første ansigt. Individet opfattes altså i rational choice som maksimerende af sin egennytte, og egennytte operationaliseres i dette speciale som værende økonomisk vinding og øget magt.

Individets præferencer behandles således i rational choice teori som eksogent fastlagte. At præferencer er eksogene betyder, at de er givne og uafhængige af den konkrete kontekst. Som udgangspunkt arbejder rational choice teorien derfor med antagelsen om et individ, der, indenfor de til enhver tid givne rammer for handlefrihed, rationelt kalkulerende forsøger at maksimere sin egennytte.

Rekapitulerende kan det slås fast, at rational choice teorien kan reduceres til to grundantagelser: en metodeforskrift som er den metodologiske individualisme, og et aksiom som er den individuelle rationalitet.

Metodeforskriften om den metodologiske individualisme medfører, at individet er den grundlæggende analyseenhed i rational choice. Enhver forklaring må således tage sit udgangspunkt i individet og i sidste ende forklares ud fra dette. Den individuelle rationalitet er i rational choice litteraturen ensbetydende med opfattelsen af individet som værende rationelt og kalkulerende i sit forsøg på at maksimere sin egennytte. Og den operationalisering af egennyttemaksimering, der er valgt i dette speciale, er ikke kun givet ved økonomisk vinding men også øget magt.

Til disse antagelser og begreber knytter sig en række diskussioner og naturligvis et væld af uenigheder. Indtil dette punkt er der blot redegjort for antagelserne, men der vil nu blive fokuseret på en række af de diskussioner og den kritik, rational choice teorierne har været udsat for i den videnskabelige sfære.

I dette afsnit vil en række af de kritikpunkter de forskellige rational choice teorier er blevet udsat for blive diskuteret. Udgangspunktet for diskussionen er de antagelser, der i afsnit 3.1. blev defineret som værende grundantagelserne i rational choice teori.

At diskutere og forholde sig til kritikken af det teoretiske udgangspunkt for analysen er vigtigt af flere årsager. Først og fremmest giver en diskussion af kritikken af rational choice teori mulighed for at vurdere og forholde sig til, hvilke styrker og ikke mindst begrænsninger teorien har. Denne viden er vigtig at have in mente i selve analysen, hvor teorien skal anvendes som værktøj i forståelsen af konkrete problemstillinger. Med udgangspunkt i en diskussion af den kritik, der er rettet imod rational choice, er det således formålet at vælge en operationalisering af teorien, der kan anvendes i den efterfølgende analyse.

Teoretisk kritik kan have to former: Én inden for paradigmet, hvor teoriens hårde kerne accepteres, men hvor den konkrete teoretiske udfoldelse kritiseres, og én uden for paradigmet, hvor teoriens hårde kerne er udgangspunktet for kritik. Disse to typer af teoretisk kritik er inspireret af Imre Lakatos' forskningsprogram-metodologi.

Lakatos mener, at videnskab bør studeres i et historisk og dynamisk perspektiv som sekvenser af teorier eller modeller: T1, T2, T3, snarere end at være studiet af individuelle teoriers relation til virkeligheden. Disse sekvenser af teorier udgør og skal analyseres som strukturelle helheder eller forskningsprogrammer, som Lakatos vælger at kalde dem. Ifølge Lakatos betegnes et forskningsprogram af en successiv række af teorier, der har den lighed, at de har en fælles kerne af antagelser men dog kan betragtes som modifikationer af hinanden. Et forskningsprogram er karakteriseret ved, at dets tilhængere accepterer kernen af fundamentale forudsætninger, fra hvilken deduktioner udledes og testes. Desuden indeholder ethvert forskningsprogram ifølge Lakatos en regel om, at årsagen til en falsifikation eller manglende forklaring aldrig lægges på den hårde kerne af antagelser, men i stedet på forskningsprogrammets beskyttelsesbælte af hjælpehypoteser og udskiftelige situationsforudsætninger (initialbetingelser).

De indledningsvist gennemgåede antagelser repræsenterer den kerne, der binder rational choice sammen som et forskningsprogram. Antagelserne indenfor rational choice er blevet kritiseret af forskere fra et andet forskningsprogram - institutionalismen (eller den sociologiske skole), hvis antagelser adskiller sig diametralt fra rational choice teorien. For at kunne forstå kritikken af rational choice vil det næste afsnit indeholde en kortfattet gennemgang af institutionalismen, der anses som kilden til denne kritik.

Ligesom det i dette speciale er valgt at lade betegnelsen rational choice være benævnelsen for det samlede rationalistiske forskningsprogram, vil nyinstitutionalismen som den er præsenteret ved March og Olsen, i dette speciale referere til det forskningsprogram, der deler grundantagelser med den sociologiske skole, institutionalismen og strukturalismen.

Nyinstitutionalismen er en del af den klassiske og samfundsvidenskabelige mest vedholdende konfliktlinie mellem økonomi og sociologi - eller mellem Adam Smiths og Emile Durkheims skabninger homo economicus og homo sociologicus.

Den grundlæggende antagelse indenfor nyinstitutionalismen er, at institutioner optræder som en uafhængig variabel, når sociale og politiske fænomener skal forklares. Antagelsen om institutioner som en uafhængig variabel, er af March og Olsen beskrevet ved, at "institutions matter". Det afgørende i denne devise er, at institutioner har en selvstændig og dermed uafhængig indflydelse på udfaldet af sociale handlinger og social interaktion. Det er derfor ifølge nyinstitutionalismen nødvendigt at fokusere på institutioner i forståelsen og fortolkningen af social interaktion.

Indenfor nyinstitutionalismen forklares sociale fænomener ved, at institutioner er afgørende for menneskelige handlinger. Institutionerne har denne væsentlige rolle i sociale forklaringer, fordi interaktion mellem mennesker altid finder sted indenfor en social sammenhæng, der har afgørende betydning for det kollektive outcome. Den sociale kontekst er derfor ifølge nyinstitutionalismen bestemmende for den adfærd, individet foretager.

Institutioner bliver opfattet meget bredt af de nyinstitutionelle forskere, idet de operationaliseres som alt fra aftalte regler og procedurer til kulturer, opfattelser, normer og kommunikative måder at beskrive omverdenen på. Således skriver John L. Cambell:

Med nyinstitutionalismens brede definition af institutioner smeltes institutioner og kulturer sammen til en eneste omfattende forklaringsfaktor, der blot tager udgangspunkt i den sociale kontekst i fortolkningen af individers handlinger og kollektive beslutninger.

Når en aktør befinder sig i en bestemt social kontekst, vil aktøren ifølge nyinstitutionalismen blive påvirket af den måde, hvorpå andre aktører i omgivelserne opfatter verden. Den sociologiske kontekst aktøren befinder sig i, vil således bibringe ham eller hende bestemte parametre og kategoriseringer at beskrive verden på. Sådanne kategoriseringer af omgivelserne er nødvendige for at mennesker kan interagere og kommunikere. Den måde som aktøren kommer til at se verden på vil således have indflydelse på aktørens adfærd. Institutioner udgør med andre ord det sæt briller, som aktøren opfatter og beskriver verden igennem. På denne måde formes dels aktørens adfærd, men også den interesse aktøren opfatter som sin egen af normer og regler for passende adfærd i en given sammenhæng. Aktøren er i denne forklaring i højere grad et individ, der bliver påvirket af den sociale kontekst.

I denne forklaring på institutioners indflydelse på individet handler en aktør efter en "logic of appropriateness". Aktøren vil, uanset om det er en rolle han eller hun indtager, eller om det er hans eller hendes egen socialiserede opfattelse, have en adfærd, der svarer til, hvad der anses for passende indenfor den institutionelle ramme. Institutioner får via deres overordnede indflydelse på både handlinger og interesser således en styrende funktion, der er uafhængig at den enkelte aktør.

Det kan ses, at March og Olsen i deres argumentation for institutionernes påvirkning af individet har hentet inspiration fra den konstruktivistiske tænkning inden for den moderne sociologi. Fordi individet opfatter omverdenen ud fra de sproglige termer, som den defineres i, vil de symboler, der benyttes i en social kontekst til at beskrive problemer og sammenhænge være skabende for individets fortolkning af verden. Denne tankegang har en klar parallel til den sene Wittgenstein, der som den første hævdede, at sproget i sig selv er meningsdannende og dermed grundlæggende for erkendelse. Også nyere filosofi kan siges at have påvirket den nyinstitutionelle tænkning. Foucaults lære om, at sprogets mening skal ses i relation til den diskurs sproget indgår i, har sandsynligvis påvirket March og Olsen, når de anfører, at sproget er en del af den institutionelle påvirkning af individet. Med inddragelse af sproget som en del af den sociale konteksts institutionelle struktur, gør nyinstitutionalismen den institutionelle påvirkning af individet meget omfattende.

Afslutningsvis skal det nævnes, at dele af den sociologiske institutionalisme har udviklet sig til et forsøg på at forklare organisationers strukturer ud fra spredning af kultur. Denne forklaring tager afstand fra opfattelsen af, at organisationers opbygning og struktur er et resultat af funktionalistiske overvejelser i organisationens ledelse. Dermed er argumentet inden for denne retning af nyinstitutionalismen et opgør med rationalisternes forklaringer på organisationers opbygning. Weber forklarede organisationers opbygning og struktur som et resultat af en rationel stræben efter at løse opgaverne tilknyttet til det moderne samfund. I modsætning hertil hævder den omtalte delretning af nyinstitutionalismen, at organisationsstrukturer ikke udelukkende er dannet som et forsøg på at løse opgaver mest effektivt. I den nyinstitutionelle litteratur fremhæves det derimod, at en organisations struktur og procedurer skal ses som kulturel praksis, der er assimileret til organisationen fra trends i det omgivende samfund og fra andre organisationer. En organisations struktur er ifølge nyinstitutionalismen således ikke nødvendigvis skabt, fordi det er den mest effektive struktur i løsning af organisationens opgave, men i stedet fordi strukturen har været på mode i andre organisationer. Denne del af nyinstitutionalismen hævder, at selv den mest bureaukratiske adfærd skal forklares ud fra en kulturel forståelse.

Efter at have præsenteret nyinstitutionalismen vil den sociologisk inspirerede kritik af rational choice antagelserne i det følgende blive diskuteret.

Nyinstitutionalismens kritik af antagelserne indenfor rational choice er dels en kritik af denne teoris metodeforskrift og dels en kritik af dens adfærdsantagelser. I dette afsnit diskuteres nyinstitutionalismens kritik af den metodologiske individualisme. Nyinstitutionalismen tager afsæt i et andet ontologisk udgangspunkt end rational choice. Fordi forskerne indenfor nyinstitutionalismen ser opdelingen mellem viden og erkendelse anderledes, end det er tilfældet indenfor rational choice, varierer metodologien mellem de to teorier.

Nyinstitutionalismens kritik af den metodiske individualisme har rødder i den sociologiske institutionalisme. Som udgangspunkt er den sociologiske institutionalisme en reaktion på behavioralistisk forskning, hvor grundantagelsen er, at alle begivenheder kan forklares ud fra enkeltaktørers adfærd. I rational choice antages det, at individet handler bevidst efter et sæt præferencer, der er eksogent givne. I modsætning hertil hævder nyinstitutionalistiske forskere, at individets præferencer er skabt som et resultat af de omgivende institutioner. Asbjørn Sonne Nørgaard skriver således, at nyinstitutionalismen er et opgør med rationalitet som en eksogen variabel.

Denne uenighed mellem nyinstitutionalismen og rational choice er afspejlet i de to teoriers beskrivelse af individet som henholdsvis homo economicus og homo sociologicus. Nyinstitutionalismen benytter terminologien homo sociologicus som beskrivelse af det individ, hvis adfærd er bestemt af den sociale kontekst. Overfor denne opfattelse af individet beskriver rational choice homo economicus som det individ, der er rationelt og egennyttemaksimerende. Diskussionen om årsagsforklaringen bag menneskelig adfærd afspejler overordnet diskussionen om, hvorvidt struktur eller aktør er den kausale forklaring bag sociale hændelser.

Grundlæggende er nyinstitutionalismens kritik af rational choice altså et opgør med den metodologiske individualisme. Overfor denne metodologi hævder nyinstitutionalismen, at sociale og politiske fænomener kun kan fortolkes, hvis forskeren tager højde for institutioner som den forklarende uafhængige variabel.

Rational choice forskere har svaret igen på kritikken ved at vise, hvordan institutionelle forhold kan forstås ud fra rational choice teoriernes antagelser. James Buchanan skriver i artiklen The Domain of Constitutional Economics om aktørers bevidste valg mellem institutioner. Teksten adskiller sig fra traditionel økonomisk inspireret rational choice litteratur ved at have fokus på aktørens valg mellem forskellige begrænsninger.

Ifølge Buchanan drejer al økonomisk teori sig om at vælge og om forskellige former for begrænsninger for det ønskede valg. Afgørende for Buchanans forskning er, at en aktør i en vis forstand selv vælger imellem flere forskellige begrænsninger. En aktør vælger at begrænse sin adfærd i bytte for, at andre aktører ligeledes begrænser deres adfærdsalternativer. Begrænsningen af andre aktørers adfærd skal forstås som et gode, som den enkelte aktør er villig til at opgive for at opnå en vis del frihed. Buchanan hævder, at denne byttehandel mellem aktører skal opfattes fuldstændigt på linie med en hvilken som helst anden byttehandel, hvor en aktør giver noget fra sig (eksempelvis penge) for at opnå noget andet og mere ønsket (eksempelvis mad). På denne måde opfatter Buchanan aktørers handel med frihedsgrader (forstået som de institutionelle adfærdsbegrænsninger) som grundlaget for institutionelle anordninger. Buchanan fremfører, at individet altid vil være den uafhængige variabel i forståelsen af social interaktion, men at institutioner godt kan ses som mellemkommende variable.

Buchanan er således eksponent for en udgave af rational choice, der bygger på antagelserne om den metodologiske individualisme og på aksiomet om rationelle aktører, men som samtidigt formår at integrere institutioners indflydelse på aktørers frie valg uden at gøre op med sit teoretiske udgangspunkt.

Som det senere vil fremgå, accepterer den rationelle aktør inden for et open source-miljø frivilligt en række begrænsninger ud fra en kalkule om herved at opnå mest muligt.

På grundlag af denne forståelse af institutioner, kritiserer Buchanan forskere i mere klassisk økonomisk teori (Williamson 1981, Moe 1984 og Olson 1965) for at misforstå, benægte eller underspille forekomsten af institutioner frem for at forklare, hvorfor det er formålstjenligt for rationelle aktører at indgå kollektive aftaler og reciprokke begrænsninger.

Ikke mindst Mancur Olsons hovedværk: "The Logic of Collective Action" møder denne kritik. Med udgangspunkt i studiet af den enkelte aktørs frivillige deltagelse i interesseorganisationer finder Olson, at der eksisterer et potentielt "free-rider problem". Årsagen er, at interessegrupper - alt andet lige - producerer kollektive goder for deres medlemmer. Olson konkluderer herpå, at rationelle egennyttemaksimerende individer ikke vil handle kollektivt for at optimere deres egen interesse. Hovedpointen i hans kollektive handlingslogik er den kontraintuitive indsigt, at der egentlig slet ikke burde være nogen større frivillige interessegrupper, da hver agent har et aftagende kollektivt udbytte.

Desto større og bredere en given interessegruppe er, desto mindre incitament vil den enkelte have til at bidrage frivilligt til gruppens aktiviteter, da vedkommendes bidrag bliver stadig mindre synligt. Store grupper vil slet ikke handle kollektivt, mens mindre grupper muligvis vil, men i så fald sker det under suboptimale forhold.

Det leder igen til en anden kontraintuitiv indsigt, nemlig den, at det vil være lettere at mobilisere relativt små interesser med "snævre" interesser end store og mere almene interesser, og at der skal noget særligt til for at mobilisere brede interessegrupper. Dette "særlige" er ifølge Olson såkaldt selektive incitamenter, d.v.s. individuelle belønninger, ud over selve det producerede gode som sådan. De selektive incitamenters betydning for forståelsen af kollektiv handling har haft meget stor betydning for modeller indenfor public choice skolen, og de er også relevante i forbindelse med dette speciales problemstilling.

På trods af titlen "The Logic of Collective Action" rummer Olsons model imidlertid kun det isolerede individ.

Udslagsgivende for, hvorvidt den enkelte vælger at bidrage er de private fordele og private omkostninger heraf. Olson inddrager ikke koordineret og fælles handling og individskabte regler i sin analyse, idet han ikke mener disse forhold har betydning for den enkeltes nytte.

Selv om Olsons model har været et meget vigtigt bidrag til forståelsen af kollektiv handling, møder hans konklusioner i dag både teoretisk og empirisk kritik. Elinor Ostrom har sagt det på denne måde:

Også andre forskere indenfor rational choice arbejder med udgangspunkt i den metodologiske individualisme, men har alligevel institutioner med som en del af deres forklaring på social interaktion. Disse forskere har gjort sig til fortalere for den rationalistiske institutionalisme - rational choice institutionalism (RCI) - der er et forsøg på at integrere institutioner indenfor de rationelle antagelser i rational choice. Et fremtrædende eksempel herpå er Ostrom, hvis institutionelle model specialet vil basere sin analyse på.

Indenfor RCI bliver institutioner og rationelle aktører integreret i forklaringen af individers handlinger og kollektive beslutninger. Aktørerne bliver indenfor RCI opfattet som egennyttemaksimerende individer, der optræder inden for forskellige former for formelle og uformelle regelsæt. Det er disse regelsæt, der udgør institutionerne, der på denne måde optræder som mellemkommende variable i forskernes forklaring på social interaktion.

Ifølge RCI kan institutionerne indenfor en handlingsarena på længere sigt være med til at bestemme og forme aktørernes handlingsstrategier. Selv om institutioner på den måde kan være med til at forme den enkelte aktørs valg i et kollektivt spil, afviser forskere indenfor RCI dog, at institutioner ligefrem påvirker den enkelte aktørs identitet og præferencer. Det er aktørerne selv, der gennem reciprokke aftaler med andre aktører skaber institutioner for at øge deres egen gevinst ved at overholde reglerne. Dette forklarer, hvorfor institutioner indenfor RCI opfattes som mellemkommende variable frem for som uafhængige variabler.

Indenfor RCI forklares institutionernes oprindelse ofte med afsæt i klassisk økonomisk teori. Ostrom forklarer således, at individer indgår indbyrdes aftaler - og dermed institutioner - så transaktionsomkostningerne ved menneskelige interaktioner kan nedbringes eller helt undgås. Ved eksempelvis at indgå en aftale om at udveksle informationer i social interaktion undgår aktørerne i handlingsarenaen store uforudsete hændelser og dermed omkostninger i forbindelse med udviklingen af det fælles gode. Aktørerne indgår ifølge RCI i et institutionaliseret samarbejde for at opnå et mere sikkert billede af, hvorledes andre aktører handler. Dermed øges informationsniveauet, og usikkerheden ved en handling mindskes.

Hvor nyinstitutionalismen har en meget bred forståelse af institutioner, definerer forskere indenfor RCI institutioner mindre bredt. Jack Knight hævder således :

Som det fremgår af Knights definition på institutioner, er aktørerne altid bevidste om institutionernes eksistens. På denne måde undgår Knight at fjerne sig fra det metodologiske udgangspunkt indenfor rational choice, da det stadig er aktørerne selv, der er grundlaget for den politologiske forskning.

Videre skriver Ostrom om forståelsen af institutioner konstitueret af regler, at:

"A primary focus is placed on working rules in use by participants in action arenas."

Eftersom RCI er en del af rational choice, ses institutioner hos forskere som Ostrom og Knight ikke som overordnede strukturer. I stedet ser Knight og Ostrom institutioner som individskabte regler, som aktøren har kendskab til og bevist agerer i forhold til. Social interaktion drejer sig ifølge den rationalistiske institutionalisme om en række kollektive handlingsdilemmaer, hvor den enkelte rationelle aktør forsøger at opnå mest muligt i forhold til sine egne præferencer. Institutionerne er indenfor RCI aktørers måde at strukturere handlinger på, så interaktionen mellem aktører ikke ender i situationer, hvor resultatet er suboptimalt (operationaliseret som, at et andet outcome, der ville stille mindst en aktør bedre, er muligt, uden at andre aktører bliver stillet dårligere).

Buchanans syn på institutioner stammer fra collective choice skolen og er præget af en tro på indbyrdes konsensus mellem aktørerne. Derimod hævder Knight og Ostrom, at institutioner er præget af konflikt. Knight hævder eksempelvis, at institutioner godt nok er med til at koordinere handlingsdilemmaer mellem aktører, men at institutionerne samtidigt afspejler den relative magtfordeling i det øjeblik institutionen blev dannet. Institutioner ses inden for denne udgave af RCI som udtryk for den evige konflikt mellem rationelle aktører.

Trods denne uenighed er RCI forskerne indenfor rational choice enige om, at institutioner bør opfattes som mellemkommende variable i forklaringen af sociale og politiske fænomener.

En meget gennemtænkt forklaring på institutioners indflydelse på konsekvenserne af rationelle aktørers valg kan læses i Ostroms A Method of Institutional Analysis. Ostrom udvikler en teoretisk model med navnet aktionsarena, der fungerer som en medierende konceptuel enhed, hvori det er muligt at kombinere dels forklaringen på rationelle aktørers valg, dels den konkrete situation, hvori individet træffer sit valg samt baggrunden for den konkrete valgsituation.

I forhold til kritikken af rational choice formår Ostrom at fastholde antagelserne indenfor rational choice og samtidigt beskrive institutioners indflydelse på sociale spil. Ostroms aktionsarena er således et velegnet udgangspunkt for konstruktionen af dette speciales teoretiske model, der vil blive udledt senere i kapitlet.

Selv om ren rational choice overfor RCI i princippet er uenige om, hvor stor vægt institutioner bør have i forklaringen af social interaktion, har forskerne det samme ontologiske og metodologiske udgangspunkt, og det er denne metodologi, der vil være udgangspunktet i dette speciales analytiske værktøj.

Kritikken af rational choice har ikke kun været rettet imod individet som analyseenhed. Også rational choice teoriens antagelse om individets rationelle maksimering af egennytte har været udsat for kritik fra det nyinstitutionalistiske forskningsprogram. Dels er selve rationalitetsbegrebet og antagelsen om eksogene præferencer et mål for diskussion, og dels er antagelsen om individet som værende egennyttemaksimerende udgangspunkt for kritik.

I den klassiske udgave af den instrumentelle rationalitet træffer individet sin beslutning på baggrund af en proces, hvor:

1) samtlige relevante mål opstilles,

2) samtlige relevante alternativer opstilles,

3) samtlige relevante konsekvenser af hvert alternativ opregnes,

4) alternativerne sammenlignes med hensyn til konsekvenser, og

5) det optimale alternativ vælges.

At kunne handle fuldt rationelt forudsætter således, at det enkelte individ har fuld information. Aktøren skal således have overblik over samtlige potentielle alternativer og kunne vurdere disse i forhold til hinanden.

Denne klassiske rationalitetsopfattelse har været udsat for massiv kritik fra sociologisk inspirerede teorier, og i dag er det også kun de færreste rational choice teoretikere, der arbejder med en antagelse om aktører som værende fuldt rationelle. I stedet henholder de fleste teoretikere sig til en antagelse om individet som værende begrænset rationelt.

Herbert A. Simon var blandt de første til at kritisere antagelsen om en rationel aktør med fuld information. Simon fremførte, at individet simpelthen ikke har alle de nødvendige oplysninger og information om eksempelvis andre aktørers præferencer, der skal til for at kunne træffe en rationel beslutning. Aktører siges derfor at træffe beslutninger med begrænset information. Da det enkelte individ har klare kognitive begrænsninger må det, for at økonomisere med en knap ressource, udvikle en række redskaber - fingerregler eller procedurer - til at bistå sit valg af alternativer.

Denne type rationalitet bliver ofte kaldt procedural rationality (herefter direkte oversat til procedural rationalitet, men bemærk også, at denne type rationalitet til tider også benævnes processuel rationalitet). Substansen indenfor den procedurale rationalitet er, ligesom hos Simon, at individer bruger fingerregler, tidligere erfaringer og forventninger o.s.v. til at begrænse sin søgen efter alternativer. For Simon er den procedurale rationalitet en modificering af den instrumentelle rationalitet. Individet er stadig rationelt i den forstand, at dets motivation for handling er ønsket om at maksimere (nu blot tilfredsstille) dets egennytte. Rationaliteten er dog blevet en begrænset rationalitet - bounded rationality - eftersom individet ikke længere besidder fuld information. Individet forsøger altså i enhver given situation at gøre sit bedste, men det er ikke altid, at det er det fuldt ud optimale.

En af hovedpointerne i den rationelle institutionalisme er som beskrevet, at institutioner er medvirkende til at begrænse problemet med manglende information. De enkelte aktører er stadig rationelle i forfølgelsen af deres mål, og institutioner er et middel, der potentielt kan hæve den enkelte aktørs informationsniveau.

Hvor rational choice teoretikere oftest integrerer den begrænsede rationalitet i deres teoriapparat, og dermed ser den procedurale rationalitet som en modificering af den instrumentelle rationalitet, argumenterer teoretikere fra den sociologiske skole for, at implikationerne er langt mere vidtrækkende. Når aktører først begynder at bruge procedurer, regler og institutioner bliver de regel- og normstyrede. Dermed er det ikke længere nok at se på samfundet som summen af instrumentelt rationelle individer. Individer er stærkt påvirket - måske ligefrem styret - af den kontekst de befinder sig i. Individet betragtes som værende underlagt en række normer og en kultur, som det ikke kan sætte sig ud over. Det enkelte individ får en rolle eller en identitet og dets adfærd og interesse er i høj grad styret af, hvad der betragtes som passende i forhold til rollen.

Sociologiens kritik af rational choice antagelsen om rationalitet går således ud på, at individet ikke er instrumentelt rationel i sin adfærd. Alle sociale interaktioner foregår derimod i et væv af fælles opfattelser afledt af regler og normer. Individet er ifølge denne kritik hverken maximizing eller satisficing, men er i stedet nærmest socialiseret til en bestemt adfærd.

Bemærk her sammenhængen til rational choice teoriens antagelse om præferencer som eksogent givne. Også på spørgsmålet om præferencer kritiserer sociologisk inspirerede teoretikere rational choice teoriens antagelser. De hævder, at præferencer ikke er eksogene men derimod endogent skabt af de fællesskaber, de indgår i. Præferencer er således strukturelt skabte og afspejler eksempelvis den position en person har i et givent fællesskab, på arbejdspladsen, i familien o.s.v.

Den sociologisk inspirerede kritik af antagelsen om eksogene præferencer er en relevant kritik af rational choice teori. Eksempelvis har rational choice teorier ofte vanskeligt ved at forklare, hvorfor aktørers præferencer i visse tilfælde ændrer sig over tid. Forholdet mellem eksogene og endogene skabte præferencer og spørgsmålet om, hvorvidt en vis endogenisering af præferencerne er muligt indenfor rational choice teoriens rammer, vil blive diskuteret yderligere i forbindelse med udledningen af den teoretiske model i afsnit 3.3.

Opsummerende kan det siges, at kritikken af rational choice teoriens antagelser om rationalitet og fuld information har medført en modifikation af disse antagelser. I dag er udgangspunktet for de fleste rational choice teoretikere, at individet er begrænset rationelt, eftersom det ikke har fuld information og bruger visse redskaber til at hjælpe sig i søgningen efter det bedste alternativ. Men individet er stadig rationelt i den forstand, at det til enhver tid vælger det alternativ, der giver størst mulig nytte.

Nært beslægtet med diskussionen om eksogene præferencer er kritikken af rational choice teoriernes antagelser om individer som værende egennyttemaksimerende og opportunistiske. Tidligere i kapitlet blev egennytte defineret som værende økonomisk vinding og øget magt, og eftersom individets præferencer er eksogent givne, blev det yderligere antaget, at dette var motivationen bag al adfærd.

Denne antagelse indenfor rational choice teori kritiseres ofte for at være en alt for kynisk opfattelse af motivationen bag menneskelig adfærd. Sociologer fremfører den kritik, at menneskelig adfærd er styret af et væld af motiver rangerende fra altruisme til forventet adfærd (logic of appropriateness) og ligefrem til adfærd, hvor aktører ubevist handler, fordi de alene er socialiseret til denne type handling og dermed ikke reflekterer over deres adfærd.

Selv inden for rational choice skolen er der en vis forvirring om, hvad egennytte teoretisk og praktisk dækker over. Selvom de fleste forskere synes at vide, hvad begrebet indeholder, så er det nøjagtige indhold, forskellige teoretikere lægger i egennyttemaksimering, ofte sjældent specificeret. Ofte er det eksempelvis uklart, hvorvidt rationel nyttemaksimering nødvendigvis må være egoistisk adfærd. Er det kun aktørens egen nytte, aktøren forsøger at maksimere, eller kan altruistiske motiver også forekomme? Der er delte meninger herom blandt rational choice teoretikerne. Der er en vis enighed om, at egennytte også inkluderer nytten af aktørens nærmeste - eksempelvis børn, hustru, forældre o. lign., men det er også her uklart, hvor grænsen går. Problemet med altruistisk adfærd er søgt løst ved at hævde, at altruisme til syvende og sidst også er baseret på egoisme i den forstand, at individet ved at handle altruistisk også maksimerer sin egen velfærd. Det er således også egennyttemaksimerende for individet at handle altruistisk.

Der findes mange forsøg indenfor rational choice skolen på at udvide egennytte- og rationalitetsbegrebet. Ved at tillade altruistisk adfærd i individets nyttefunktion - og dermed tillade at altruistisk adfærd ligeledes er en rationel maksimering af egennytten - udtømmes begrebet rationel egennyttemaksimering i væsentlig grad. Er ‘Pandoras æske' først åbnet er det svært at forestille sig adfærd, der ikke på analog vis kan klassificeres som værende rationel. Dermed mister begrebet analytisk værdi.

Indenfor diskussionen af individets rationalitet præsenterer Ostrom en teoretisk model, der fastholder rational choice teoriens antagelser og samtidig giver en mere pragmatisk forklaring på individets rationelle valg. Ved at opstille aktørmodeller viser Ostrom, hvordan en eller flere aktører i en konkret situation vælger adfærd. Ostrom viser med modellen, at aktørens rationelle valg ideelt set kan forklares af følgende fire variable:

1. Hvordan aktøren fastsætter sine værdier i forhold til den givne situation, de mulige handlinger og deres outcome,
2. Hvordan aktøren erhverver, anvender og beholder information.
3. Hvilke ressourcer, der er tilgængelige for aktøren i den konkrete situation.
4. Hvordan aktøren vælger mellem de forskellige alternativer.

Disse fire variable kan ifølge Ostrom ideelt set beskrive en aktørs rationelle overvejelser i alle situationer. Ved at opstille forskellige klassiske handlingssituationer kan det ud fra disse variable forudsiges, hvilken adfærd en aktør vil vælge.

Ud fra modellen kan der desuden opstilles en række forskellige aktørmodeller. Selv om det indenfor rational choice teorien antages at aktørens præferencer er eksogene, er det en vigtig pointe, at de fire variabler godt kan variere mellem forskellige aktørgrupper. Ifølge Ostrom kan der være en såkaldt præference-asymmetri mellem alle aktørerne. Ikke blot er der forskel på den mængde information de enkelte aktører har til rådighed, men aktører kan også have forskellige økonomiske, politiske og sociale præferencer.

Således kan forskellige typer af aktører træffe forskellige valg i det samme spil, fordi aktørerne har forskellige mål med deres participation, forskellig adgang til information eller fordi aktørerne simpelt hen vurderer valgsituationen forskelligt.

Med udgangspunkt i primært den nyinstitutionalistiske skole er en række af de kritikpunkter, rational choice teoriens grundantagelser har mødt i den politologiske debat, blevet diskuteret.

Det er blevet vist, at fortalere for den metodologiske individualisme blandt andet er blevet kritiseret for ikke at fokusere på, at strukturer og sociale kontekster har indflydelse på aktørers adfærd. Strukturer m.m. bør - ifølge kritikerne - indgå som uafhængige variable i analysen af individers valg og kollektivt output. Denne kritik fra sociologiske teoretikere er blevet afvist af rational choice teoretikerne, der fastholder, at strukturer og institutioner ikke bør optræde som en uafhængig variabel i forståelsen af social interaktion. Rational choice teoretikerne argumenterer i stedet for, at den uafhængige variabel er egeninteressen, og institutioner og strukturer bør betragtes som mellemkommende variabler.

Desuden er antagelsen om individuel rationalitet blevet mødt med kritik fra sociologiske teoretikere. For det første har kritikken været, at aktører ikke er fuldt rationelle i deres valg af adfærd. Denne kritik er blevet imødegået af de fleste rational choice teoretikere, som i dag arbejder med individet som værende begrænset rationelt.

Endelig blev det vist, at der ikke blot mellem rational choice teoretikere og sociologiske teoretikere, men også internt mellem rational choice teoretikere, er uenighed om, hvad der motiverer menneskelig adfærd. Diskussionen går på, hvorvidt egennytte også inkluderer eksempelvis altruisme og ikke kun egoistisk adfærd. Der blev argumenteret for, at en udvidelse af egennyttebegrebet til også at indeholde altruistiske motiver ville udtømme dets analytiske værdi.

Rational choice teori kan betragtes som en tilgang bestående af et metodeforskrift: Den metodologiske individualisme og et aksiom: Den individuelle rationalitet. Den metodologiske individualisme indebærer blandt andet, at det er individet, der er analyseenheden i studiet af social interaktion. Adfærdsantagelsen om den individuelle rationalitet indebærer, at individet anskues som værende rationelt i forfølgelsen af sine egeninteresser. Egeninteresse, eller egennytte som det hidtil i opgaven er blevet kaldt, er operationaliseret som værende økonomisk vinding og øget magt. Individets præferencer antages således i rational choice teori som værende eksogene.

Rational choice teoriens antagelser kritiseres af teoretikere fra især de sociologiske skoler for at have en række svagheder. Kritikken går blandt andet på, at rational choice med sin insisteren på individet som eneste analyseenhed overser det faktum, at en række institutioner i form af normer, roller, kultur og lignende påvirker og styrer individets adfærd - og at individets præferencer dermed er endogene. Rational choice kritiseres således for ikke at have fokus på institutioner som en uafhængig variabel i analysen af social interaktion.

Rational choice teorierne kan dog godt rumme institutionsbegrebet. Institutioner og strukturer integreres i analysen af social interaktion som mellemkommende variabler og ikke som uafhængige variabler. Den uafhængige variabel i rational choice teorierne er egeninteressen.

En anden grundlæggende kritik af rational choice teorierne går på, at antagelserne om menneskelig adfærd og motivation simpelthen er for kyniske. Mennesker er ifølge denne kritik ikke alene motiveret af ønsket om at forøge deres egennytte. Og selv hvis de er, så er opfattelsen af egennytte som værende alene egoistisk adfærd i form af eksempelvis økonomisk vinding og øget magt i hvert fald for kynisk. Kritikere af rational choice hævder således, at mennesker også handler altruistisk, at aktører agerer efter hvad de opfatter som passende adfærd (logic of appropriateness) i en given situation o.s.v.

Man må medgive kritikerne, at antagelsen om individer som egennyttemaksimerende udspringer af en kynisk opfattelse af menneskelig adfærd. Nogle gange handler mennesket uden tvivl altruistisk, selvom det potentielt kunne have handlet mere egoistisk og opnået gevinst heraf. Derfor har kritikken også vundet en vis hævd indenfor rational choice teori. Flere har forsøgt at integrere eksempelvis altruisme som en del af egennyttebegrebet. I dette speciale argumenteres dog for, at dette ikke er teoretisk frugtbart. At udvide egennyttebegrebet er blot med til at tømme begrebet for ethvert indhold. En af de absolutte styrker ved rational choice teorien er dens enkle antagelser om menneskelig motivation. Det må så være et empirisk spørgsmål, hvorvidt antagelserne kan bibringe en øget forståelse af enkelte begivenheder samt hjælpe til at producere prædiktive hypoteser og lignende om social interaktion m.m. At der så vil være områder og begivenheder, som teorien tilsyneladende ikke kan forklare (eller i hvert fald have overordentlig svært ved at forklare), er ikke et stort problem for rational choice teorierne. At identificere sådanne områder vil blot bidrage til forståelsen af den verden og den adfærd, der studeres.

I diskussionen af rational choice teoriernes antagelser og kritikken af disse antagelser blev det beskrevet, at udviklingen indenfor rational choice teori er gået fra fuldstændigt rationelle aktører til en opfattelse af aktøren som begrænset rationelt. Dette skyldtes blandt andet menneskets kognitive begrænsninger og den deraf følgende urealistiske antagelse om fuld information. Antagelsen i dette speciale vil derfor være, at individer skal opfattes som begrænset rationelle og som satisficers i stedet for maximizers.

Med definitionen af rational choice på plads er det naturligt at fokusere på, hvorfor denne teoretiske ramme er valgt som udgangspunkt for analysen af open source-paradokset. Ovenfor er der taget hul på diskussionen. Et valg af teoretisk ramme er også et normativt valg. Der kunne i princippet sagtens være valgt en helt anderledes teori som udgangspunkt. Eksempelvis kunne netværksteori også udgøre det teoretiske grundlag. Denne teori er dog ikke valgt, da en række faktorer taler dog for, at rational choice teori er et godt udgangspunkt for en analyse af de enkelte aktørers motiver til at indgå i et open source-arbejdsfællesskab. Da rational choice tilgangen fordrer, at de deltagende aktører motiveres af rene (estimerede) belønninger, synes teorien ekstra interessant, da deltagelse i Linux-projektet slet ikke involverer økonomisk kompensation af nogen art.

I dette speciale ønskes helt konkret at analysere, hvorfor individer vælger at producere gratis software til andre end sig selv. Den anvendte case i dette speciale peger på, at svaret på dette spørgsmål kan findes i en række rationelle overvejelser, som de involverede aktører har gjort sig i forløbet omkring beslutningerne. Derfor virker en aktørorienteret tilgang hensigtsmæssig i analysen af open source-participation. Desuden mangler open source-samfundet fuldstændig en formel, overordnet institution som analyseenhed. Det er altså også i høj grad de empiriske karakteristika ved den valgte case, der determinerer valget af rational choice som teoretisk ramme.

Det er således rational choice teoriens velegnethed til at forklare specifikke hændelsesforløb, hvor enkeltaktører menes at have haft betydning, der er baggrunden for valget af teori. Om dette siger Frølund-Thomsen:

Et andet argument for brugen af rational choice teori er dens enkelhed, idet teorien baserer sig på få og enkle antagelser. Styrken ligger i, at enkle og få antagelser gør det muligt at fortolke aktørers adfærd i forskellige omstændigheder (handlingssituationer) med identiske antagelser. Dermed opstår en unik mulighed for at kunne sammenligne på tværs af handlingsforløb indenfor forskellige sektorer/sociale interaktionsområder, indenfor samme sektorer over tid o.s.v. Denne viden skulle i længden gerne skabe et grundlag for at øge forskningens evne til at forudsige og forstå individuel adfærd.

For at forklare deltagermotiverne og den sociale interaktion omkring udviklingen af Linux i open source-udviklingsmiljøet, er det nødvendigt at vælge en teoretisk model, der er en operationalisering af diskussionen af den gennemgåede teori. Ved at konstruere en teoretisk model vil antagelserne indenfor rational choice blive direkte overført til fortolkningen af aktørernes valg indenfor open source-samfundet. Ved at forankre empiri i teoretiske begreber løftes den empiriske dokumentation ifølge Yin op på et højere og mere abstrakt niveau. På baggrund af den teoretiske diskussion af antagelserne indenfor rational choice teorien gennemgås derfor i dette afsnit den model, der i den efterfølgende analyse vil blive anvendt til at fortolke og forklare aktørerne og de sociale interaktioner inden for open source-samfundet.

I diskussionen af det rationelle egennyttemaksimerende individ og den metodologiske individualisme, blev Elinor Ostroms teoretiske model af institutionel analyse fremhævet. Det skyldes, at det er lykkes Ostrom på én gang at udlede en pragmatisk operationalisering af de konkrete sociale handlinger og samtidigt holde fast i de stringente grundantagelser fra rational choice teorien.

I afhandlingen "Rational Choice, Collective Action and the Paradox of Rebellion" udleder Peter Kurrild-Klitgaard udgangspunktet for Ostroms teoretiske model for handlingsarenaen. Udgangspunktet er en operationalisering af antagelserne indenfor rational choice. Ud fra disse antagelser konstrueres en model, der illustrerer aktørers adfærd. En hvilken som helst aktør antages at handle formålsbestemt. Det antages således, at der ved al adfærd er et bevidst mål samt en aktør, der forsøger at opnå dette mål. Det at målet er bevidst forudsætter, at aktøren har udvalgt sig dette mål blandt flere potentielle mål. Tæt forbundet med dette, antages det, at individer har en række præferencer, der er betingelsen for at kunne vælge mellem alternative handlinger. Endelig hører det med til en operationalisering af aktørers valg, at der findes en række begrænsninger for aktørens handlinger. Ud fra rational choice teoriens antagelser, kan det siges, at individet vælger de handlinger, som det forventer vil realisere dets præferencer bedst muligt, givet de begrænsninger og muligheder aktøren er stillet over for. Denne levendegørelse af rational choice teoriens antagelser viser Kurrild-Klitgaard i følgende behaviorale model :

Figur 1

Denne behavioralistiske model er grundlaget for Ostroms aktørmodel, der blev gennemgået i diskussionen af individuel rationalitet.

Afgørende for aktørmodellen er det som tidligere nævnt, at forskellige aktørtyper, hvis handlinger alle kan forklares ud fra den behaviorale model, alligevel kan træffe forskellige valg i konkrete valgsituationer, fordi de forskellige aktører vurderer deres handlingsalternativer forskelligt eller har forskellige informationer eller ressourcer til rådighed.

For at aktørmodellen kan anvendes til at forklare en aktørs adfærd, må modellen ledsages af en mere "tilstandspræget" model for den situation aktøren befinder sig i, når aktørens adfærdsvalg træffes. Hertil opstiller Ostrom en supplerende model for handlingssituationen. Udgangspunktet for modellen er, at der skal tages højde for formelle og uformelle regler i det omgivende miljø, når en aktørs adfærd analyseres. Ideelt set udleder Ostrom, at enhver handlingssituation er udgjort af en række variable, der tilsammen udgør strukturen for den situation, hvori aktøren træffer sit valg. Det der konstituerer situationsmodellen eller handlingsmodellen er eksempelvis oplysninger om, hvor aktøren befinder sig, de valg som aktøren har inde for rækkevidde, de mulige outcomes aktøren er stillet overfor og variable, der definerer de fordele, der vil være forbundet med alternative valg.

Med udgangspunkt i aktørmodellen og handlingsmodellen udleder Ostrom en model for handlingsarenaen, som omtales i afsnittet om metodologisk individualisme. Handlingsarenaen er den konceptuelle analyseenhed, som kan benyttes til at forklare handling indenfor en institutionel ramme, i dette speciale open source-fællesskabet.

Aktørmodellen og handlingssituationen konstituerer altså handlingsarenaen og konfigurerer et sæt af regler med gyldighed for aktørernes handlinger i handlingsarenaen. Således udvikler de forskellige individer et sæt arbejdsregler med det formål at optimere deres individuelle udbytte af participation.

Men aktionsarenaen er ikke et mikrokosmos helt afkoblet fra den øvrige verden. Derfor konstitueres reglerne heller ikke udelukkende af elementerne indenfor handlingsarenaen, også udefrakommende variable har betydning.

Ostrom påpeger, at enhver aktionsarena befinder sig i en "State of The World" altså i den omkringliggende verden. Den er også bestemmende for, hvilke fysiske muligheder og begrænsninger aktørerne har for udfoldelse, og om alle deltagere er underlagt de samme forhold o.s.v.

Her er det vigtigt, at de universelle omgivelser er helt ens for alle aktører, for at modellen kan anvendes som en generel forklaring.

Samlet kan Ostroms aktionsarena således illustreres ved denne følgende model:

Figur 2

1. Handlingsarenaen har et sæt universelle omgivelser med gyldighed for alle aktører.
2. Handlingsarenaen har desuden en række forskellige aktørmodeller, der illustrerer forskellige typer af aktører, der i givne valgsituationer vurderer valgsituationen forskelligt.
3. De forskellige aktører står i en identisk handlingssituation, der betinger deres valgmuligheder.
4. De forskellige aktørers forskellige valg giver et samlet outcome.
5. Endelig giver outcomet af aktørernes valg på mikroniveauet et kollektivt output på det overordnede niveau.

Med denne model for handlingsarenaen vil aktørerne indenfor open source blive søgt fortolket og forklaret i den efterfølgende analyse.

Open Source er i virkeligheden et simpelt begreb, som anvendes på licensbetingelserne til software. I sin enkelhed betyder open source at alle mennesker, uanset hudfarve, religion, politisk overbevisning eller geografisk placering, kommerciel eller privat bruger, skal have adgang til kildeteksten til software og adgang til at ændre denne. På en måde er open source blot genfremkosten af den oprindelige softwareudviklingsmodel.

Begrebet frit software er ikke nyt. I computerens barndom i 60'erne blev computeren primært brugt i teleindustrien og desuden anset som et forskningsværktøj. I lighed med forskningsresultater udvekslede man kvit og frit software mellem de forskellige universiteter.

Der var dårligt nok et kommercielt marked for software dengang. Det var hardwarefabrikanterne, der sørgede for, at deres maskiner blev leveret med noget fungerende software. Med udbredelsen af stadig flere computere blev inkompatibilitetsproblemerne dog så omfattende, at man begyndte at efterspørge standardiserede løsninger.

Bell Labs er pionerer i denne udvikling med Unix* operativsystemet og C*, et programmeringssprog til udvikling af applikationer. Dermed starter det egentlige marked for licensieret software.

En af nøglefigurerne bag open source-bevægelsen er Richard Stallman. I begyndelsen af halvfjerdserne arbejdede han som programmør med kunstig intelligens på Massachusetts Institute of Technology (MIT). Han var foruroliget over, at licenser forbød den frie udveksling af software, og at man ikke længere kunne tilgå kildekoden på de programmer, der anvendtes. For Stallman var der to hovedproblemer i dette, et praktisk problem og et moralsk problem. Konkret irriterede det ham, at det ikke længere var muligt at rette fejl og lave småforbedringer i softwaren. Dernæst mente han, at software skulle være frit. Ikke "frit" som i betydningen "gratis", men frit i betydningen "åben og tilgængelig for alle".

I 1985 besluttede han sig for at etablere The Free Software Foundation (FSF) med det formål at skabe et helt nyt og åbent operativsystem med dertilhørende tilbehør. Til formålet lavede han en ny licensform, "GNU General Public License" (GPL).

Baggrunden for det mærkelige navn, GNU, er, at han ville lægge distance til Unix*. Heraf NU for Not Unix. G'et kom på af fonetiske grunde - det gav den bedste lyd og gav desuden et ord, der havde betydning. Resten har med kunstig intelligens at gøre. For folk der arbejder med de sager, spiller rekursive udsagn en stor rolle. At GNU kom til at betyde Gnu's Not Unix er udtryk for en sådan leg med rekursiv logik.

GPL'en tillader ikke traditionel intellektuel ejendomsret f.eks. i form af patenter, og at copyright altid tilhører programmets ophavsmand. Et program kan slet ikke have ejere i almindelig forstand, da det efter Stallmans mening ikke er samfundsmæssigt optimalt. Software skal være frit, og udviklere skal dele programmer så de kan drage nytte af hinandens kode som i den videnskabelige verden. Kun på den måde opnår man en kollektiv optimal udnyttelse af softwareudviklingen.

Afledte programmer af et GPL-baseret program er selv underlagt GPL'en, hvilket bl.a. betyder, at man ikke kan benytte GPL-kode i et traditionelt proprietært program. I modsætning til copyright kalder Stallman denne indretning for "copyleft".

Den kommercielle IT-branche tog ikke godt imod Stallman og FSF. De var for det første bange for hans forretningsprincip, idet de opfattede "frit" som "gratis". De troede simpelthen ikke på, at man kunne tjene penge på fri software. For det andet fandt de, at Stallman var for kompromisløs. Ikke blot argumenterede han for at gennemtvinge open source overalt, men han accepterede slet ikke blandingsmodeller, hvor open source software blev benyttet sammen med almindelige closed source-systemer.

GNU-projektets andet store problem var, at man trods distancen til Unix og copyright-kulturen stadig var bundet til Unix, for GNU manglede en kerne for at kunne kalde sig et operativsystem. I hele 7 år trivedes og voksede GNU på disse betingelser. Det havde størst bevågenhed i universitetskredse verden over. Og da den finske studerende Linus Thorvald i 1991 havde sin første selvproducerede kerne klar - som var en variant af en Unix-kerne - og ledte efter et koncept at distribuere den efter, var GPL selvskrevet. Navnet Linux er en samling af Linus og Unix og det navngiver i dag hele Linux styresystemet, selv om Linus Thorvald kun udviklede selve programkernen.

For at komme noget af den kommercielle software-branches kritik i møde og sætte yderligere skub i udviklingen, startede i 1997 de to tilhængere af OS-software Eric Raymond og Bruce Perens "The Open Source Initiative" (OSI). Det var en NGO, der ville bevise, at det godt kunne lade sig gøre at tjene penge på OS-modellen. De udviklede en mere lempelig open source definition (OSD), som f.eks. tillader open- og closed source produkter i sameksistens.

I modsætning til de puritanske og til tider fanatiske elementer af FSF-kulturen, tiltaler OSI de mange mere pragmatiske hackere, der ikke var så konfrontationssøgende og markedsskræmte.

OSI bliver accepteret af det kommercielle marked, og selv meget store firmaer introducerer open source-projekter med udgangspunkt i kommercielle, lukkede produkter.

Det bliver Netscape, der for alvor gør open source-begrebet kendt, da de i januar 1998 frigiver kildekoden til deres browser. Det gjorde det muligt at tilføje til eller ændre i programmet i modsætning til de gængse binære programmer (maskinkode), som ikke kan ændres. Under navnet "Mozilla-projektet" foretager Netscape sig faktisk to afgørende ting. For det første beslutter de sig for at give Netscape Communicator gratis væk, og for det andet frigiver de kildekoden til programmet.

De væsentligste karakteristika ved General Public License er, at software skal være helt frit tilgængelig for alle, og at distributionen tilmed skal indeholde kildekoden til programmet. Argumentationen er, at når man offentliggør sin kildekode, kan andre arbejde videre med programmet, ændre det og indarbejde det i andre systemer. Adgang til kildekoden er helt nødvendig for at udvikle eller ændre i et program. Copyleft sikrer således det omvendte af den traditionelle patentlovgivning, nemlig at softwaren altid forbliver fri, mens normale patenter sikrer privatiseringen af software.

I softwarebranchen i dag er det ellers helt normalt, at kunderne kun køber retten til at anvende programmerne. Det er forbudt at ændre i software, som er producentens ejendom. Kunderne får en ydre brugsret til et indkapslet produkt. Open source giver derimod brugerne både retten til at pille i produktet, og dokumentation som understøtter denne ret.

Ideelt set har den frie software den betydning, at enhver ændring eller forbedring af et program altid kommer offentligheden til gode, dog med den undtagelse, at man ikke er juridisk forpligtet til at offentliggøre sit værk - det er helt frivilligt.

5.1 Linux i internettets basar

Det var oprindelig Eric S. Raymond, der i 1997 formulerede "The Linux Development Model", også kendt som open source-metoden. Ud fra sine empiriske studier af, hvordan Linux blev udviklet på internettet, beskrev han denne særlige arbejdsmåde.

Resultatet af hans empiriske arbejde kan læses i artiklen: The Cathedral and the Bazaar. I denne for Linux-verdenen klassiske artikel fremhæver han den særlige udviklingsmåde som værende det mest originale ved Linux. Han beskriver hvordan Linux udviklerne (og brugerne) deler en fælles viden der formidles via en intens kommunikation på internettet. Alle kan frit deltage efter lyst og evne. Denne arbejdsform kalder han basarmetoden.

Udviklingen af programmel gennem basarmetoden sker aldrig gennem den fysiske nærhed, der præger en virkelig basar, men gennem den virtuelle nærhed på internettet, hvor kommunikation uafhængig af tid og sted har skabt mulighed for at tætte netværk af tusinder af personer har kunnet deltage i udviklingen af produkterne.

Det afgørende i Linux udviklingsmodellen er, at brugerne inddrages i udviklingsprocessen. Efter open source-principperne får brugerne dokumentation, så de kan læse om programmernes opbygning og evt. arbejde med den. Brugerne benytter både endelige og eksperimentelle versioner af programmerne. Hvis de finder fejl, er det muligt for dem at specificere og eventuelt rette dem. Udviklingsmodellen bygger på, at udviklerne fører en løbende dialog med brugere via internettet. Kommunikationen mellem brugerne og udviklerne er vigtig og repræsenterer en form for arbejdsdeling. De almindelige brugeres vigtigste opgave er at rapportere alle fejl og eventuelt forslå forbedringer, så kan udviklerne efterfølgende udbedre dem.

I modsætning hertil kalder Raymond den traditionelle softwareudviklingsmetode for kathedralmetoden.

Her udspringer initiativer og styringen fra ét sted, én person og i IT verdenen fra én virksomhed. Det har i mange år været katedralmetoden, der har domineret og i de sidste 10 år er ét firma, Microsoft, blevet det altdominerende firma. Det har efter manges mening skabt en monopoldannelse med alle de ulemper, der normalt er forbundet med et monopol. Det er da ofte den finansielle og markedsmæssige styrke, der kommer til at bestemme, hvilke produkter der bliver markedsførende og i mindre omfang produkternes kvalitet. Katedralmetoden bygger på programmel, hvor producenten har ejendomsretten til produktet og køberen i realiteten køber en brugsret.

I 1990 starter Linux-projektet. Den 21 årige Linus B. Thorvalds studerer datalogi, og han er frustreret over arbejdsforholdende på Universitetet i Helsinki. Han mangler en god computer. Der er to alternativer. Enten må han stille sig i kø og vente på adgang til instituttets kostbare Unix-maskiner, eller også kan han benytte DOS på sin egen hjemme PC. Som så mange andre computerentusiaster finder han Microsofts DOS utilstrækkeligt. Det der er brug for, vurderer Linus, er et Unix-lignende styresystem til hjemmebrug, som kan afvikles på almindelig hardware.

Han falder over Minix, som er en hollandskudviklet Unix-klon til undervisningsbrug. Det fungerer på almindelig hardware, men Linus er imidlertid ikke tilfreds med Minix kvaliteter og beslutter sig for at udvikle sit eget styresystem.

På det tidspunkt er internettet for alvor begyndt at blomstre i universitets- og forskermiljøerne verden over. I foråret 1991 frigiver han derfor kilden til sit nye styresystem, Linux, med følgende ordlyd i en nyhedsgruppe* på internettet:

Responsen på Linus' udmelding var helt ekstraordinær og for Linus aldeles uventet. I løbet af de næste seks måneder slutter omkring 100 programmører sig til Linux-nyhedsgruppen. Det sker på trods af, at Microsoft på samme tid har stor markedsfremgang med sine PC-baserede produkter, og at branchen spår, at Unix*-æraen er forbi.

I 1994 udgiver Linus den første officielle version 1.0 af Linux-kernen. På det tidspunkt indeholder Linux-kernen allerede omkring 1.000.000 liniers programkode.

Når man taler om Linux skelner man mellem selve kernen, som er selve styresystemet og øvrige funktionsafhængige dele, og Linux-distributioner, som indeholder både kernen og diverse ekstra applikationer.

I dag er Linux-kerneteksten vokset til over 3.000.000 linjer, og den indeholder over 100.000.000 tegn. En moderne Linux-distribution indeholder samlet over 20.000.000 programlinier. Antallet af Linux-brugere er tilsvarende vokset til ca. 70.000.000 brugere i følge IDC.

IDC's analyser af computermarkedet viser, at antallet af Linux-installationer fordobles hvert år (i 1998 havde Linux en vækst på 212% og i 1999 166%).

Ifølge den anerkendte COCOMO beregningsmodel modsvarer softwareudviklingen af Linux omkring 8.000 programmør-år. I fald Linux var et almindeligt proprietært produkt ville det repræsentere en samlet udviklingspris på cirka en milliard dollars!

Sammenfattende kan man konkludere, at udviklingen af Linux er sket under et ekstremt højt udviklingstempo. På bare 10 år er det blevet til et af de mest anvendte styresystemer i verden, og det forventes at fordoble sin udbredelse årligt flere år frem.

Det interessante ved Linux-udviklingsmodellen er, at gruppen af brugere og udviklere i høj grad er sammenfaldende. I modsætning til den traditionelle softwareverden giver det ikke mening at adskille de to grupper. De er ikke blot sammenfaldende men også som beskrevet helt afhængige af hinanden, hvilket den senere analyse vil kaste lys over.

Der findes ingen præcise undersøgelser af folks sociokulturelle baggrund (uddannelse, indtægt, beskæftigelse, o.s.v.), men man ved, at miljøet helt naturligt tiltrækker folk fra IT-miljøer og lignende faglige kredse. Linuxbrugere og -udviklere dækker over alt lige fra helt almindelige brugere, entusiastiske hackere og i stadig større grad også de mere kommercielle agenter.

Som det oftest er tilfældet for open source-projekter, er størstedelen af de medvirkende kun løst tilknyttet og deltager uregelmæssigt i udviklingen. Kerneudviklerne i Linux tæller kun omkring 200 personer. De kaldes også for disciple, da de står i direkte kontakt med Thorvalds og en håndfuld særligt betroede udviklere og arbejder efter deres dessiner. (Se figur 3.)

Som det fremgår af figuren, har Thorvalds i dag uddelegeret ansvaret for alle delområder af kernen. Af samme grund er han ikke selv med i figuren. Den senere analyse vil belyse lederens motiver for uddelegering af ansvar og pligter.

Selve udviklingsgruppen af Linux-kernen er den dag i dag stadig sammensat af udelukkende frivillige agenter, ingen kommercielle individer deltager på dette niveau.

De to hovedpersoner, Linus Thorvalds og hans højre hånd Allan Cox, er i dag begge ansat i private virksomheder under kontraktforhold, der tillader dem at bruge arbejdstid på Linuxprojektet. Formelt set er det stadig Thorvalds, der tager alle autoritative beslutninger om Linux udvikling.

Figur 3, udviklingsgruppen i Linux-projektet

Der er i dag omkring 180.000 aktive medudviklere i Linux-projektet, hvoraf man estimerer at mellem 300 og 500 er særdeles aktive. Ser man på antallet af udviklere tilknyttet hele Linuxdistributioner er tallet formodentlig mange gange større.

Linux-samfundets bidragydere fordeler sig geografisk meget spredt. I starten af 90'erne var særlig de europæiske lande repræsenteret, mens stort set alle lande er repræsenteret i dag.

Nedenstående figur viser den geografiske tilslutning af kerne-udviklere i hhv. 1994, 1999 og 2000.

Figur 4, geografisk spredning

Som det fremgår, er tilstrømningen af udviklere konstant stigende for hele perioden. Der er stadig en overvægt af bidragydere fra de europæiske lande,

Antallet af kerneudviklere (ad figur 4) siger ikke i sig selv noget om aktivitetsniveauet, hvorfor den følgende figur er medtaget.

Det er ikke foretaget pålidelige undersøgelser af de involveredes aktivitet, men andre iagttagelser giver visse fingerpeg om de forskellige nationers aktivitetsniveau. Nedenstående figur (figur 5) er således en undersøgelse af det domænepræfiks (f.eks. .dk eller .com) som linuxudviklerne har anvendt ved indsendelse af softwareforbedringer til forskellige Linux-arkiver.

Figur 5, aktivitet efter domæne

Grafen viser det antal filer i tusinder som udviklerne fra de forskellige nationer har indsendt, og giver dermed en klar indikation af aktørernes aktivitetsniveau. Også her fremgår det, at mange lande er repræsenteret, dog med en klar overvægt af de industrialiserede lande - i særdeleshed de europæiske lande. Måske kan sidstnævnte forklares ved Linux' finske oprindelse.

Kategorien "andre" indeholder over 60 forskellige lande. Tilstedeværelsen af ikke-lande-baserede domæner, de såkaldte toplevel-adresser* som .com, .net, .org m.v., mindsker dog undersøgelsens præcision. En .com adresse benyttes f.eks. langtfra kun af amerikanske brugere, men indehaves af personer fra alle nationer. En undtagelse herfra er dog .edu domænet, der udelukkende benyttes af amerikanske universiteter.

Lande-specifikke postdomæner benyttes oftest i de rigere I-lande, eksklusiv USA, hvilket kan forklare figurens mangel på decideret fattige lande. Mange udviklere fra de fattigere nationer, som f.eks. Indien og Rusland, ejer ikke et landekodespecifikt postdomæne, men benytter en gratis kommerciel eller offentlig topleveladresse.

Ser man på den mailing-liste*, som kerneudviklerne bruger som overordnet kommunikations-redskab, udveksles der dagligt over 100 mails.

Sammenfattende kan man konstatere, at Linux-udviklingsmodellen har deltagere fordelt i hele verden. Der er dog en klar overvægt af europæiske udviklere, og denne gruppe er tilmed den mest produktive.

Linuxmodellen adskiller sig metodisk helt fra den normale kommercielle softwareproduktion ved kun at foregå på internettet i et virtuelt, frivilligt arbejdsfællesskab. Denne produktionsform benævnes bazarmetoden. I modsætning hertil betegner kathedralmetoden den interne og lukkede udviklingsmetode, som de kommercielle closed source-firmaer benytter.

Siden Thorvalds introducerede Linuxprojektet første gang på internettet i 1991 er det gået stærkt. Linux er i dag et af open source-samfundets største succeser med 180.000 aktive medudviklere og over 70.000.000 brugere. En lille del af de mange deltagere (med Thorvalds i spidsen) tager sig imidlertid af størstedelen af det frivillige udviklingsarbejde på det produkt, der i dag udgør en værdi på anslået en milliard dollars. Udviklingen pågår overalt på kloden, men rekrutterer flest aktive i Europa og i de industrialiserede lande.

Linuxorganisationens størrelse og geografiske spredning stiller store krav til kommunikationsformen og tilstedeværelsen af generelle samarbejdsregler, hvilket belyses i den senere analyse.

Den overordnede analyse af Linux-casen vil tage afsæt i det omgivende samfunds betydning for den teoretiske model.

Som teoriafsnittet beskrev, er det nødvendigt i forbindelse med analysen af handlingsarenaen at overveje det omgivende samfunds beskaffenhed. Er der ydre forhold, der påvirker handlingssituationerne i handlingsarenaen? Følgende gennemgang vil derfor se på, om der eksisterer faktorer som f.eks. overordnet lovgivning, fysiske muligheder og begrænsninger og produktets grundlæggende karakteristika, der har betydning for det endelige outcome.

For at belyse dette bedst muligt stiller analysen følgende to overordnede spørgsmål.

Kan der identificeres grundlæggende overordnede forhold, der har betydning for handlingssituationerne i handlingsarenaen?

I bekræftende fald, har disse faktorer så universel karaktér, eller påvirker det f.eks. nogle lande eller aktører anderledes end andre?

Gennemgangen fordrer som det første, at selve produktets beskaffenhed som vareguppe underlægges en analyse. Er markedet der produceres til og selve det producerede gode ens for alle de deltagende aktører? Hertil er det nødvendigt at se nærmere på OS-software som gode.

Foregående afsnit har redegjort for de licensformer, som open source software opererer under. Fraværet af restriktive licenser og eventuelle royalties betyder, at en open source-kernedistribution typisk vil være helt gratis at installere og til fri afbenyttelse for alle. Anvendelsen og forståelsen af OS-software i dette speciale kræver imidlertid en nøjere granskning af de særlige karakteristika, som den fri software udviser som et gode på markedet. Følgende gennemgang vil indkredse definitionen af OS-software og yderligere nuancere dets særlige egenskaber som offentligt gode. Dette er væsentligt for den senere analyse, da netop OS-produktets specielle varetype ændrer ved dets forudsætninger for produktion.

Operationaliseringen af Linux og tilsvarende OS-software som gode er umiddelbart helt ligetil. For det første gælder det, at godet er udpræget ikke-ekskluderende. Den særlige open source-definition fremhæver eksplicit denne egenskab. Ingen personer uanset hudfarve, religion, politisk overbevisning eller geografisk placering, kommerciel eller privat bruger, kan hindres fri adgang til godet:

For det andet er OS-software ikke-rivaliserende. Uanset hvor mange gange en person forbruger godet, slipper det aldrig op - andre personer kan uhindret bruge videre af det samme gode.

Tabel 1

Software er endvidere et informationsgode, hvilket Varian definerer således:

"Et informationsgode er ethvert gode der kan digitaliseres".

Forskellen mellem normale goder og digitale goder indebærer, at man universelt accepterer, at varebegrebet også dækker over virtuelle produkter, såsom software, da det ikke (nødvendigvis) har nogen fysisk form. Det medfører implicit, at økonomien digitaliseres, hvilket er et forholdsvis nyt begreb. Man kan argumentere for, at accepten af at økonomien digitaliseres ikke er helt universelt udbredt, jvf. lande som f.eks. Afghanistan, Iran og mange afrikanske lande. Det udgør potentielt et problem hvis man analyserede E-handels-goder som sådan, men vurderes ikke at være et problem for dette speciales analyse, da open source jo netop er gratis i traditionel økonomisk forstand.

Konkret kan man slutte, at uanset at visse marginale lande ikke accepterer, at økonomien digitaliseres, så stiller det ikke nogen open source-aktør anderledes. Open source suspenderer den almindelige økonomiske tænkning, da "ikke-økonomiske" motiver er styrende, men mere herom senere.

For informationsgoder gælder det altid, at de har stordriftsfordele. Typisk er den første udgave af godet meget ressourcekrævende at udvikle, mens kopier af produktet efterfølgende er næsten gratis at reproducere.

Man kan yderligere opdele informationsgoder i tre grupper:

1. Kunst og underholdningsgoder (bøger, musik, film og spil)
2. Videnskabelige goder såsom rapporter, etc.
3. Al software som ikke er underholdning.

Fælles for de tre grupper gælder det, at de er erfaringsgoder. Man skal prøve varen før man ved om den opfylder ens behov. Software (minus spil og underholdning) adskiller sig her ved, at det vedbliver at have et formål, en høj brugsværdi, mens f.eks. film, bøger og rapporter har en aftagende værdi ved genbrug.

Endelig har det stor betydning, at software også er et såkaldt netværksgode. Et netværksgode er karakteriseret ved, at det reelt kun har brugsværdi hvis det integreres med andre produkter, i det her tilfælde anden software og hardware. Et netværksgode isoleret set antager en ret ringe værdi, da det simpelthen ikke har noget formål, med mindre det integreres med andre beslægtede goder. Et tekstbehandlingssystem er eksempelvis ubrugeligt uden et styresystem, en browser er ubrugelig uden en internetprotokol, o.s.v.

Den senere analyse vil vise, at kombinationen af OS-software egenskaber som: 1) et netværksgode og 2) et ikke-rivaliserende gode på det nærmeste giver OS-software anti-rivaliserende karakteristika. Dette har meget stor betydning for forklaringen på den rivende udvikling af OS-produkter.

Problemet med ikke-rivaliserende goder er typisk, at tilslutningen til projektet udebliver, da agenter kan free-ride, altså benytte det offentlige gode uden selv at bære nogen omkostninger. Hvis alle agenter handler sådan, stopper innovationen af produktet helt. OS-godernes anti-rivaliserende karakteristika betyder imidlertid, at man kan argumentere for, at der er positiv nytte forbundet med free-ridere! Det er f.eks. ekstremt værdifuldt for OS-tekstbehandlingsprogrammer, at de har en stor udbredelse, også selv om mange blot benytter produktet uden at bidrage med udvikling. Stor udbredelse giver nemlig mange afledte positive netværkseksternaliteter. Stor udbredelse af et specifikt tekstbehandlingsformat giver f.eks. selve systemet mere værdi og berettigelse, det giver potentielt et større forhandlernetværk, flere tilbehørspakker, osv.

Sammenfattende kan man konkludere, at OS-software er et offentligt gode, der udviser særlige karakteristika. Det er ikke-ekskluderende og ikke-rivaliserende, idet alle agenter har helt fri adgang til produktet, og produktet slipper aldrig op. Det betyder, at både brugere og medudviklere formelt set er underlagt helt samme vilkår hvad angår adgangen til produktet, og deltagelsen i udviklingsprojektet.

Det kan derfor konkluderes, at der ikke er formelle begrænsninger som følge af produktets grundlæggende karakteristika, der stiller de deltagende aktører ulige, endsige har betydning for det endelige outcome.

Ser man derimod på globale fysiske forhold med betydning for aktørernes handlemuligheder i casen, må man nødvendigvis inddrage internettets betydning. Internettet er det fysiske netværk, der muliggør open source-projekter overhovedet. Uden internettet vil omkostningerne forbundet med udveksling af software sandsynligvis være alt for ineffektive og bekostelige. Man kan argumentere for, at det trods alt godt kunne lade sig gøre at benytte det almindelige postsystem til udveksling af disketter eller CD'er, men det ville afføde to problemer. De regionalt spredte aktører ville være underlagt forskellige nationale postsystemers skiftende effektivitet og troværdighed. Det ville stille de deltagende agenter meget forskelligt. Det ville gøre det svært at arbejde med stiliserede aktørmodeller og kompromittere den benyttede teori.

For det andet ville en meget væsentlig arbejdsmetode ikke kunne realiseres, nemlig real-time programmering. Metoden uddybes senere, men kort fortalt realiserer den funktionel spredning i forbindelse med en udviklingsproces. Det betyder, at internettets opløsning af tid og sted kan bruges til at arrangere fælles udviklingsseancer, hvor programmører spredt over hele kloden kan arbejde parallelt om den samme opgave næsten synkront, hvilket ofte styrker løsningen af komplekse problemer.

Den efterfølgende analyse vil fokusere på vigtigheden af de uformelle regler, internettet som virtuel institution har for aktørerne.

Man kan med en vis ret hævde, at internettet ikke er hver mands eje. En personlig internetopkobling udgør måske nok en moderat udgift for personer i I-landene men er stadig uopnåelig for mange personer i østen og den tredje verden. Et afgørende forhold begrænser dog dette problem.

Open source-deltagelse stiller faglige krav til de deltagende medudviklere. Der er typisk tale om programmører, datamatikere, ingeniører, e.l. Uanset om personerne er under uddannelse eller har et traditionelt job, hører det til undtagelserne, at disse aktører ikke har adgang til internettet. De vil næsten altid have internetadgang, om ikke fra deres private bopæl, så fra arbejdspladsen eller uddannelsesinstitutionen. Gennemgangen af personerne bag Linux-projektet viser også, at alle verdensdele - og stort set alle lande - bidrager med medudviklere. Og det er ikke kun et privilegium for de rigeste lande. De gamle østbloklande, Rusland og Indien har f.eks. mange deltagere, selv om aktørerne ofte gemmer sig bag en .com eller .org adresse.

Ud over internettets fysiske udbredelse bør man tilmed inddrage den forståelsesmæssige barriere, som internettet har på mange. Selv om man fysisk har adgang til internettet, kan man argumentere for, at selve brugen af og adfærden på nettet kræver en ikke uvæsentlig human kapital, som først skal indlæres. Internettets struktur og funktionsmåde fordrer en vis teknisk indsigt, og særligt den virtuelle kommunikations uskrevne spilleregler for god opførsel er en læreproces, der kræver noget fra de medvirkende. Tager man open source-deltagernes baggrund og faglige kunnen i betragtning, er det dog et overkommeligt problem, som i øvrigt til stadighed mindskes som følge af internettets stadig større udbredelse.

På den baggrund synes det rimeligt at antage, at internettets fremkomst som sådan har minimeret transaktionsomkostningerne for open source-aktørerne. Samtidig betyder internettets universelle form og meget store udbredelse, at aktørerne kan siges at være underlagt omtrentligt samme fysiske deltagelsesvilkår. Selv om brugen af internettet som kommunikationskanal kræver en del viden og erfaring fra de enkelte deltagere, må man formode, at netop aktørerne i open source-projekter besidder disse evner.

Sammenfattende viser analysen af det omgivende samfunds betydning for den teoretiske model, at der ikke er afgørende ydre forhold, der stiller deltagerne i projektet forskelligt.

Open source-software (OSS) er et udpræget kollektivt gode, idet det er ikke-rivaliserende og ikke-ekskluderende. Samtidig er godet et informationsgode, der udviser stordriftsfordele. Endelig er det et netværksgode, hvilket medfører, at det reelt kun har værdi, hvis det integreres med andre produkter. OSSs beskaffenhed som netværksgode (eller anti-rivaliserende gode) betyder, at antallet af brugere af godet får produktets samlede værdi til at stige, også selv om en stor del af brugerne free-rider og ikke selv medvirker til udviklingen af det.

Formelt medfører de licensregler open source er underlagt, at det kan tilgås af alle individer uden undtagelse, uanset geografisk eller social oprindelse.

Fysisk fungerer internettet som det netværk, eller den kommunikationskanal, der omkranser hele projektet. Internettets globale udbredelse sikrer lave transaktionsomkostninger og samme deltagelsesvilkår for tilnærmelsesvis alle deltagerne. Endelig betyder deltagernes faglige baggrund, at de må forventes at have fornøden kendskab til internettets funktionsmåde og de uskrevne regler for participation.

Det forhold at internettet minimerer transaktionsomkostningerne og samtidig nedbringer tærsklen for at medvirke (entry-conditions) i open source-projekter, forklarer dog ingenlunde deltagelse som sådan. Hertil kræves en mere detaljeret analyse af individernes egne motiver for at deltage og open source-institutionens betydning hermed. Det vil den følgende gennemgang påbegynde.

Processuelt bør enhver rational choice model tage udgangspunkt i analysens mikroniveau, idet det antages, at de individuelle præferencer er determinerende for det kollektive outcome, også selv om institutionelle faktorer har betydning hermed.

Derfor begynder analysen med at identificere casens aktørmodeller, deres handlingssituation, og efterfølgende analyseres den omkringliggende handlingsarena, som konstituerer de institutionelle forhold med betydning for det endelige outcome.

En aktørmodel er som beskrevet baseret på et sæt teoretiske antagelser om aktørerne (som en metodeforskrift i form af den metodologiske individualisme og en adfærdsantagelse (aksiom) i form af den individuelle rationalitet.)

Som tidligere omtalt bruger Ostrom aktørmodeller til at studere aggregeringer af grupper - samme fremgangsmåde benyttes i denne analyse.

Teoretisk antager rational choice skolen, at kollektiv handling (bredt formuleret) skal forklares ved at se på individernes handlinger, som er udledt af de rationelle valg agenten træffer på baggrund af dennes præferencer og begrænsninger i forsøget på at maksimere egen nytte.

Derudover er en aktørmodel kombineret med en empirisk eller deskriptiv analyse af modellens individer. Specialets case benyttes i den forbindelse til at supplere aktørmodellen.

For at afdække aktørernes handlinger og situation vil analysen primært se på den information aktørerne har til rådighed, deres magt og/eller ejerskab, og i særdeleshed de forventede omkostninger og goder som aktørerne imødeser i forbindelse med deltagelse.

Som det blev gennemgået i teoriafsnittet, har en aktør sjældent fuldstændigt overblik over de fulde konsekvenser af en given adfærd og besidder derfor en inkomplet informationsmatrice. På den baggrund forventes det i denne analyse, at en aktør vil opgøre de forventede fordele samt de forventede omkostninger, når konsekvenserne af en given adfærd vurderes. Denne adfærd hos aktøren blev i teoriafsnittet kaldt for procedural rationalisme. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at indskrænke analysen af de deltagende aktørers handlinger til at være et resultat af deres øjeblikkelige nytte. I stedet vil analysen sondre mellem aktørernes øjeblikkelige og forventede fordele.

Med udgangspunkt i de teoretiske antagelser må man forvente, at alle casens aktører ideelt set deler den samme individuelle rationalitet. Men det er væsentligt at bemærke, at individerne ikke nødvendigvis har samme mål med deres deltagelse. I forlængelse heraf kan man heller ikke umiddelbart udlede noget 100% generelt om, hvad de foretager sig for at få opfyldt deres mål. Individernes mål er fortolkede situationer, som opfattes subjektivt af aktørerne, og de forholder sig derfor til betydningen af de forskellige mål, som de kan opnå qua deres handlinger.

Man kan sige, at hver aktør har et forventet pay-off af en handling. For at nå dette rangordner aktøren sine præferencer og udleder heraf en nyttefunktion.

De fordele eller belønninger som en deltager nyder godt af bliver derfor formuleret meget bredt, primært fordi de fordele som open source-deltagelse under normale omstændigheder afføder ikke er finansielle goder. (Hvis de gør, er det oftest afledte effekter). Det betyder, at man skal se på alternative former for belønning, som det deltagende individ er parat til at subsidiere i stedet for økonomiske goder. I analysen vil de identificerede goder opdeles i hhv. materielle og ikke materielle goder.

Alt i alt betyder det, at det ikke synes ambitiøst nok kun at betragte alle aktørerne i casen som helt ens handlende individer. Det er tværtimod formålstjenligt at identificere flere logisk opdelte analysegrupper, hvilket netop er indbygget i specialets analysemetode.

De udvalgte tre grupper repræsenterer ikke en for open source-verdenen "bruger-konvention", men udtrykker derimod den analytiske logik, som forfatteren til dette speciale har valgt.

Selve udvælgelsen af aktørerne kræver grundige overvejelser. Principielt kunne man jo sammensætte en helt vilkårlig aktørmodel med irrelevante agentpræferencer. For at undgå dette, bør man med udgangspunkt i casen udvælge forståelige og dækkende aktørmodeller.

Fritz Machlup kalder dette "Requirement of understandability" og beskriver det således, at:

Det at udvælge relevante aktørmodeller er altså per definition en normativ proces, som derfor skal foretages så realistisk som muligt. I gennemgangen af de tre aktørmodeller vil analysen derfor indledningsvis redegøre for agenternes udbredelse, rolle og antal.

7.2 De tre aktørmodeller

Operationelt udgør de følgende tre aktørmodeller:

Normalgruppen ~ en gruppe der består af almindelige brugere, og programmører der deltager moderat i udviklingsarbejdet.

Hackergruppen ~ en gruppe bestående af de meget entusiastiske og mest aktive programmører.

De professionelle ~ en gruppe bestående af aktører der har en kommerciel, eller professionel tilgang til udviklingsarbejdet.

For at opnå så god en forklaring som mulig af aktørernes mål og oplevelser af egne handlingssituationer vil analysen efter gennemgangen af de tre aktørmodeller samle de fælles, generelle individ-karakteristika, der kan udledes heraf.

Rational choice-skolerne er kendt for en ofte meget omfattende matematisk formalisering af stokastiske spil mellem de analyserede aktører. Formuleringen af en spilteoretisk model kan være meget relevant i beslutningsprocessor, der involverer mange aktører med meget modstridende interesser og kun én løsning.

Dette speciales genstandsfelt, Linux-casen og open source-projekter i det hele taget, er mindre interessante at angribe analytisk på den måde, da udfaldet af en open source-deltagers beslutning om at deltage kun i mindre grad er påvirket af andres beslutninger og alternative handlinger. Man kan argumentere for, at alle deltagerne er ‘vindere' i større eller mindre grad, i forhold til den indsats der ydes, og det formål den enkelte aktør har. Deltagelse i et OS-projekt er i stor grad noget man gør ‘for sig selv', og beslutningen træffes af den individuelle deltager idet vedkommende vurderer sin egen nyttefunktion heraf og derpå maksimerer sin nytte.

Denne gruppe er talmæssigt langt den største af de tre aktørmodeller og udgør over 80% af den samlede organisation.

Gruppen er primært sammensat af almindelige private brugere men med en hovedvægt af studerende og fagligt interesserede personer. Et vigtigt argument for individerne i "normalgruppen" er den frihed som brugen af Linux giver dem. Linux fungerer som en legeplads for de deltagende, hvor alt er tilladt. For det første er der ingen brugsmæssige restriktioner på softwaren, der begrænser anvendelsen af det. For det andet fungerer den fri software som et redskab til at opøve færdigheder og til at forbedre sine programmelle talenter.

Netop disse argumenter er grunden til, at studerende og forskere hyppigt anvender open source-software. Uden at skulle bekymre sig om hverken økonomi eller licenser får de et stærkt redskab til fri afbenyttelse, som kan udveksles helt omkostningsfrit.

Karakteristisk for denne gruppe er det, at aktørerne er mere brugere (af det udviklede Linux-produkt) end deciderede udviklere. Medlemmerne agerer en slags super-brugere for produktet og anvender typisk megen tid på at skræddersy systemet til forskellige behov.

Via den intense omgang med den udviklede software, er gruppens vigtigste funktion at være testkørere. Aktørernes meget forskellige brug af systemet udsætter godet for en systematisk stress-test, som nådesløst afslører fejl, mangler eller uhensigtsmæssigheder. Styresystemer er som beskrevet meget komplekse systemer, hvis funktioner kan kombineres på næsten ubegrænset mange måder.

De forskellige aktører deltager derfor mest med fejlfinding (debugging). Ikke sådan at forstå, at de systematisk tester et udvalg af funktioner igennem og efterfølgende udvikler de fornødne rettelser og sender dem ind. Tværtimod er deres deltagelse ofte mindre omkostningskrævende.

Der er typisk tale om, at en specifik aktør falder over en fejl i forbindelse med den daglige brug af programmet. Aktøren selv har en interesse i at afhjælpe fejlen og kan gøre to ting. Enten kan han give sig i kast med at lave en rettelse, eller alternativt kan han blot indberette fejlen i håb om, at en anden vil løse problemet.

Aktørens brug af systemet, og relativt begrænsede omkostninger forbundet hermed, er en del af forklaringen på, at han eller hun overvinder det kollektive handlingsparadoks og vælger at producere til det offentlige gode, som alle kan benytte.

Fælles for normalgruppens medlemmer gælder det, at de ikke får direkte materielle goder ud af deres anstrengelser til at producere til det offentlige gode Linux.

Man skal dog ikke undervurdere det forhold, at aktørerne opnår en økonomisk besparelse ved at bruge open source-programmel i stedet for alternativet, nemlig proprietær software.

Der kan derimod identificeres mange direkte ikke-materielle goder for normalgruppens medlemmer, der kan kaste lys over deres handlinger.

Det forventede pay-off for en aktør i normalgruppen giver nemlig kun dårlig mening, hvis man analytisk anvender en traditionel økonomisk logik. Det forventede afkast for en deltager forklares i stedet væsentligt bedre, hvis man analyserer det ud fra en økonomisk logik tilpasset informationssamfundet.

Rishab Aiyer Ghosh, en kendt repræsentant for de frivillige nyhedsbrevs-forfattere på internettet, beskriver sin egen og kollegernes motivation således:

Citatet gør op med det almindelige pengegode som målestok for den subjektive opfattelse af værdi for et individ, til ikke-materielle goder som f.eks. anerkendelse og social status.

Helt parallelt hermed kan man analysere en open source-deltager i normalgruppen. Personen har altid et formål med det producerede open source-produkt. Men formålet er langtfra altid penge. Hvis vedkommende er studerende, letter det måske opgaveskrivningen, er vedkommende ansat som programmør, løser det en reel udviklingsopgave eller fungerer som et nyttigt redskab i hverdagen. Formålet er at optimere sin egen nytte.

Uanset formål har agenten formodentlig en indkomst, en SU, en fast månedsløn eller tilsvarende. Udviklingen af det fælles gode, open source-godet, behøver derfor ikke at dække vedkommendes direkte omkostninger i form af forbrugt tid. Suspenderes det økonomiske motiv som væsentligste motivationsfaktor kan man i stedet identificere en anden for aktørerne væsentlig drivkraft.

Som en del af informationssamfundets økonomiske logik er gavemotivet en tilpasning til overflod fremfor knaphed. Gavemotivet opstår i fællesskaber, der ikke har betydelige materielle knaphedsproblemer med eksistentielle varer. Her er social status ikke bestemt af, hvad man ejer, men hvad man giver væk. Ser man på de overordnede, globale strukturer, har specialet allerede vist, at der i dag ikke er alvorlig mangel på overlevelsesnødvendigheder i open source-verdenen, såsom diskplads, netværksbåndbredde og computerkraft.

Denne overflod skaber et andet langsigtet pay-off for de deltagende aktører og en anden handlingssituation. Prestige er den eneste måde at tiltrække opmærksomhed og samarbejde fra andre. Hvis man er kendt for generøsitet, intelligens og fairness, er det meget nemmere at overbevise andre om, at de vil have fordele ved at arbejde sammen med én.

Motivet til at deltage i open source-produktforædlingen er for den enkelte at få så godt et produkt som muligt, som samtidig honorerer de produktkrav, deltageren selv har. Ved at udvise initiativ og give noget til fællesskabet (gavemotivet) får deltageren samtidig en betydningsfuld status og anseelse, der hjælper vedkommende til at optimere produktet til eget brug.

Mange medudviklere af Linux påpeger, at udviklingsarbejde under open source-vilkår er særligt motiverende, fordi det giver dem en kunstnerisk frihed. Fraværet af begrænsende licenser og urimelige kunder giver bedre mulighed for at angribe en problemstilling på netop den måde, der findes mest hensigtsmæssig. Der er hverken tale om held eller tilfældigheder, når en programmør udvikler "state of the art" kode. Det kræver talent og er en intellektuel udfordring. Mange deltagere forklarer netop den intellektuelle udfordring som udslagsgivende motivationsfaktor.

I forlængelse heraf fremhæver mange deltagere eksistensen af et konkurrenceaspekt som betydende motivationsfaktor. I de parallelle udviklingsforløb der ofte igangsættes under Linux-modellen, konkurrerer de forskellige agenter ofte om at komme først med en intelligent og funktionel løsning. ‘Vinderne' modtager ikke økonomiske gevinster men for dem endnu vigtigere ting - nemlig anerkendelse og magt.

Endelig kan man identificere helt kortsigtede fordele ved deltagelse, nemlig lyst og fornøjelse. For ‘nørderne' er det et ikke uvæsentligt motiv, når de estimerede goder skal rangordnes.

Når den enkelte deltager i normalgruppen skal rangordne sine præferencer, er det derfor primært de helt langsigtede interesser, frem for de helt kortsigtede, han eller hun plejer.

Sammenfattende viser ovenstående analyse, at langt størstedelen af medlemmerne i Linux-miljøet er alm. brugere. De har en vigtig dobbeltrolle, idet brugen af godet effektivt genererer diverse fejl og uhensigtsmæssigheder. Indberetning af fejl, eller direkte fejlrettelser kommer ikke kun den enkelte bruger, men alle brugerne til gode. Det er imidlertid ikke en nævneværdig større omkostning for den enkelte, da mangfoldiggørelsen af programopdateringer er "gratis" - digitale reproduktioner sker uden omkostninger for den enkelte.

Analysen viser også, at aktørerne i normalgruppen motiveres af primært ikke-materielle variable. Informationssamfundets sciale logik betyder, at social status også ses som en del af det man giver væk, og ikke kun hvad man besidder.

Alt i alt kan man argumentere for, at analysen af normalgruppens individuelle præferencer til en vis grad kan forklare opretholdelsen af det offentlige gode Linux. Man kan imidlertid så tvivl om, hvorvidt de forventede fordele en aktør har ved participation er stærke nok til ligefrem at initiere et open source-projekt eller alternativt bruge store ressourcer i forbindelse med projektdeltagelse. Med andre ord ser det ud til, at aktørernes nytte i normalgruppen kun overstiger omkostningerne, fordi der i forvejen er adgang til et produkt af høj kvalitet, som struktureres og forædles af andre "ressourcepersoner". Dette understreges af, at mange i "normalgruppen" ikke direkte udvikler på det fælles gode, men kun tester det og indberetter eventuelle fejl.

Man kan sige, at analysen på tilfredsstillende vis forklarer, hvilken nytte de deltagende har af produktet men mindre godt, hvorfor deltagerne frivilligt overvinder Linux-paradokset, og ofrer ressourcer på selve udviklingen af det fælles gode.

Af den foregående gennemgang af "normalgruppen" fremgik det, at kombinationen af store fordele og (næsten) neutrale omkostninger kunne forklare, at en egennyttemaksimerende agent vælger at overvinde Linux-paradokset og udvikle egne småforbedringer til offentligheden.

Denne forklaring synes derimod ikke at kunne forklare de meget store anstrengelser, som andre agenter i Linux-projektet leverer.

Hackergruppens medlemmer tæller de meget dedikerede frivillige programmører, som ofrer store summer af tid og talent til udviklingen af det fælles gode Linux. Blandt gruppens deltagere finder man bl.a. de ansvarlige for vitale områder af udviklingsprojektet, og dermed de aktører der tegner ejerskabet.

I gruppen finder man også initiativtagerne, eller entreprenørerne, af diverse delprojekter. Entreprenør- eller ejerskab er dog ikke en nødvendighed for at indgå i denne gruppe, idet kun få udvalgte har de roller. Størrelsesmæssigt repræsenterer gruppen kun op til omkring 1% af den samlede udviklerskare. Ikke desto mindre er gruppen ansvarlig for op mod 80% af den samlede produktion af selve Linux-kernen.

Det kan være på sin plads indledningsvist at indkredse ejerskabsbegrebet i Linux-casen, idet det umiddelbart kunne se ud som om, at der hersker en form for anarki i alle open source-projekter. Det er imidlertid langt fra tilfældet, for selv om alle parter er lige i et evolutionært spil ifølge open source-licenserne, er strukturen et nøje tilpasset kompromis mellem ansvar og pligter.

Ejerskabet giver med andre ord ejeren magten til at foretage den nødvendige udvælgelse mellem gode og mindre gode indsendte forslag til forbedringer af det udviklede produkt. Det man skal bemærke ved ovenstående definition er, at den er tømt for såvel fysisk tvang som økonomisk dominans eller eneret. Ejerskab i traditionel forstand giver simpelthen ikke mening, når det ejede er frit tilgængeligt, kan replikeres i det uendelige, og er stærkt modulérbart.

Ejerskab er derimod en (uformel men stærkt forankret) foranstaltning, som hjælper alle de involverede aktører til at koordinere og samle al nyudvikling i den evolutionære forædlingsproces. Ejerens rolle er derfor at foretage en autoritativ beslutning om, hvad der skal hhv. benyttes og kasseres ved det fælles produkt.

Ejeren har derfor en betydelig uformel rolle i ethvert open source-projekt. Ikke blot er det ejeren, der bestemmer, hvilke versioner der benyttes i den løbende produktforædling, men det er også lederens anbefalinger, der sædvanligvis determinerer udviklingen af produktet. Det vil sige formålet/endemålet med det udviklede gode, planlagte milestones, timing og udførelse af medieomtale, godets licensform, m.m. Med andre ord er ejeren en "gatekeeper", der opretholder den virtuelle "institution".

Forståelsen af ejerskabet er en væsentlig faktor til at forklare den sammenhængskraft, Linux - og andre open source-projekter har. Som det vil fremgå i den senere del af analysen, hersker der en del institutionelle regler, der determinerer ejerens autoritet. Disse regler er formuleret og accepteret af de deltagende individer ud fra en forventning om, at det mindsker deres omkostninger og samtidig fremmer deres eget udbytte af at deltage.

I dette afsnit er fokus imidlertid på ressourcer og motiver for aktørerne i hackergruppen. På individniveauet spiller netop ejerskab ind som en vigtig motivationsfaktor med høj prioritet i aktørernes sæt af præferencer.

Med udgangspunkt i den anvendte teori må man gå ud fra, at den enkelte hacker motiveres stærkt af ejerskab, uanset om ejerskabet giver direkte økonomiske fordele eller ej.

Linus Thorvalds udtaler meget præcist om sit ejerskab over Linux, at:

Erik Raymond, en meget aktiv open source-hacker, beskriver ejerskabsforholdet ved hjælp af en historisk analogi til den anglo-amerikanske sædvaneret om adkomst til og ejerskab af jord.

Med parallellen til nybyggertiden i Amerika identificerer han tre måder at erhverve ejerskab over jord. Man kan som det første erhverve ejerskab ved nybyggeri, sætte hegn op omkring den ejerløse jord, og forsvare den. Dernæst kan man få overdraget land ved at modtage skødet af den tidligere ejer. Endeligt kan man kræve ejerskab med henvisning til manglende eller forladt ejerskab.

Denne analogi tilsvarer helt de legitime måder at erhverve sig ejerskab i open source-kulturen på. Den mest umiddelbare måde er naturligvis at påbegynde et projekt. Initiativtageren har typisk et personligt ønske til en softwareapplikation og er interesseret i at opfylde dette behov. Han eller hun vil opnå størst tilslutning til sit projekt, hvis vedkommende nyder respekt og tillid fra andre udviklere eller "disciple" som aktive medudviklere ofte kaldes.

En anden mulighed er at man "afleverer stafetten", hvilket betyder, at man får tildelt ejerskabet over et eksisterende projekt. Endeligt kan man, på eget eller andres initiativ, overtage et fungerende projekt. Det kan kun ske, hvis der er håndfaste beviser på, at det er forladt eller forsømt af sin ejermand.

De to sidstnævnte metoder tages kun sjældent i anvendelse, hvilket den senere gennemgang af reglerne i den virtuelle institution, open source-fællesskabet, vil klarlægge.

Sammenfattende kan man sige, at ejerskab giver store fordele i form af indflydelse og prestige for aktørerne i denne gruppe. Man kan derfor undre sig over, hvorfor alle aktørerne ikke opprioriterer ejerskab, og alle forsøger at initiere et projekt frem for "blot" at medudvikle på et?

Her er det en vigtig pointe, at ejerskab kun gælder for offentlige redistributioner og ikke private, som ikke kommer alle til gode. Det giver i sagens natur hverken prestige eller magt at udvikle og redistribuere modificerede versioner til sig selv eller til en lukket brugergruppe. Der er derfor en naturlig grænse for, hvor mange projekter der er opbakning til at initiere, og da ejerskab kræver anerkendelse fra de øvrige aktører, kan man ikke snyde sig til denne titel.

Stor anerkendelse kan desuden godt nås uden at man indehaver et ejerskab. En deltager kan f.eks. vælge at perfektionere en specifik delfunktion og derved demonstrere sin faglige kunnen. Her betyder graden af valgfrihed til at beskæftige sig med netop det, man har lyst til, meget. Med open source-spillereglerne kan enhver aktør, der vil opnå anerkendelse, vælge netop det indsatsområde, der vurderes at tjene den enkelte bedst muligt.

Egotilfredsstillelse.

I Linux-projektet hersker der en udbredt opfattelse af, at hackerne motiveres af ego-boosting. en engelsk term, der på dansk f.eks. kan oversættes med egotilfredsstillelse.

Udviklingen af software er en udpræget faglig opgave, som kun et fåtal af ikke-programmører kan vurdere kvaliteten af. For en ægte hacker er programmering et håndværk, som kan udføres med stor kvalitetsforskel. Hackere oplever en nærmest kunstnerisk tilfredsstillelse ved at designe smuk software med overlegen funktionalitet. Denne forklaringstype er for mange hackere den primære motivation til at ofre tid og flid på at udvikle åben kildekode.

Den faglige begejstring i sig selv er altså en udpræget motiverende faktor for det enkelte individ. Men hvorfor, kunne man spørge, udvikler den dygtige programmør så ikke blot et kvalitetsprogram underlagt en almindelig licens, som vedkommende samtidig kan tjene penge på?

Forklaringen er bl.a. den, at traditionel software, i modsætning til open source-software, som bekendt ikke leveres med kildekode men kun med maskinkode som computere kan forstå. Det betyder, at andre interesserede simpelthen ikke har mulighed for at vurdere "den kunstneriske udførelse".

I forlængelse af "håndværkermodellen" konkurrerer hackerne også på kreativitet. De ondsindede af slagsen, crackerne, forsøger at overgå hinanden i fantasifulde destruktive hackerangreb, mens de mere fredelige computerentusiaster, hackerne, animeres af originale og kreative løsninger. En forklaring på Linux-systemets store succes kan måske tilskrives Thorvalds appel til kreativ programmering i den første offentliggørelse af Linux på nettet (se afsnit 3). Herved motiverer han til leg og kreativ udfoldelse mere end kun hårdt arbejde og debugging.

Hackerne motiveres også af mere ideologiske motiver, f.eks. udprægede "anti-microsoft-motiver". Det er en kendt sag, at Microsofts de facto verdensmonopol på software, baseret på licensieret closed source, vækker harme og stærk utilfredshed hos mange af de aktive i open source-kulturen. Der eksisterer ligefrem en uformel konkurrence mellem Linux-kerneudviklerne og Microsoft. Hver gang der introduceres et nyt styresystem fra Microsoft tages der initiativ til sammenlignende test mellem de to systemer. De potentielle sejre som hackerne ofte har hermed, tjener både til at tilfredsstille deres ego og forstærke deres anerkendelse.

De "ideologiske motiver" opstår derfor ikke som følge af en lyst til at gøre andre glade men tjener derimod til at optimere de deltagende aktørers nyttefunktioner. Det som umiddelbart kan synes som ideologiske motiver kan nemlig forklares ved en personlig tilfredsstillelse for de deltagende aktører.

Der er yderligere andre goder forbundet med open source-deltagelse. En væsentlig sidegevinst for hackerne er de afledte økonomiske gevinster, deres anstrengelser ofte fører med sig. Mange hackere kalkulerer ligefrem med, at udmærkelse i open source-kulturen optimerer vedkommendes avancementsmuligheder på ‘det almindelige' arbejdsmarked. Uanset om den enkelte hacker belønnes eller ej, så udvikler deltagelsen talentet og giver erfaring, hvilket er en personlig tilfredsstillelse.

Endelig kan succes i et open source-projekt kanaliseres over til andre livsområder for en programmør.

Det leder analysen videre til en ligeså væsentlig forklaringstype som håndværksmodellen, nemlig anseelse. For de professionelle hackere er der stort set ikke andre måder at finde faglig anerkendelse på end gennem anseelse fra ens ligemænd. Almindelige brugere er formodentlig ikke i stand til at skelne god fra dårlig kode, men det er andre computertalenter. Open source-projekter virker af den grund som en magnet på hackere, der individuelt ønsker at fremme egen anseelse ved at indgå i et anseelsesspil mellem ligesindede

Omskrevet kan man formulere det således, at:

Citatet forklarer, at hackerne i deres stræben efter anerkendelse ikke blot kan nøjes med at optimere egen nytte i forhold til helt individuelle præferencer. Den enkelte deltager befinder sig i en mere kompleks handlingssituation, hvor aktøren ved rangordningen af sine præferencer både må optimere egen nytte og bruge ressourcer på at vinde i anseelsesspillet.

Det forhold at hackerne eller entreprenørerne frivilligt vælger at lægge meget store kræfter i et offentligt projekt modificerer ikke den grundlæggende rationalitetsantagelse. Individet handler stadig rationelt i den forstand, at han eller hun vælger det alternativ, der giver størst mulig - forventet - værdi/nytte.

Ikke desto mindre må man formode, at den risikovillige entreprenør også forventer at opnå et stort udbytte, som kan stå mål med den kalkulerede risiko.

Forskellen på en almindelig aktør (som i normalgruppen) og en entreprenør må være, at sidstnævnte i større grad er parat til at tage chancer på baggrund af (større) forventede gevinster. Ikke bare kan der være tale om kendte, men usikre muligheder, men også om ukendte og potentielle muligheder.

Hackergruppen repræsenterer under 1% af den samlede mængde af deltagere i store open source-projekter, som f.eks. Linux-projektet. Agenterne eller entreprenørerne er meget entusiastiske og står for størstedelen af den samlede udvikling.

Det stiller spørgsmålet om, hvorfor denne gruppes medlemmer vælger at ofre uforholdsmæssigt mange ressourcer på en opgave, hvor det umiddelbart ville være mere rationelt at free-ride? Som teoriafsnittet klarlagde, indebærer næsten alle beslutninger enten individuelle omkostninger eller gevinster - eller begge dele samtidig - behæftet med en vis usikkerhed. Derfor handler det instrumentielt rationelle menneske for at maksimere sin forventede nytte.

Analysen viser, at hackergruppens medlemmer både har store omkostninger men også store forventninger til deres deltagelse. Programmørerne drives af magt og egotilfredsstillelse . I bedste fald anerkendes de som ejere af et projekt, hvilket indadtil giver dem bestemmelsesfrihed og udadtil berømmelse og anerkendelse. Men det er også forklarligt, at aktørerne motiveres til at deltage blot som "disciple". Det giver betydelige fordele at lade "ligesindede" anerkende ens arbejde, idet kun fagmænd kan vurdere kvaliteten af det udførte arbejde. Dertil kommer, at udviklingen af krævende programmel sammen med fagfæller er en intellektuel udfordring, som har stor underholdningsværdi for de deltagende.

Desuden giver den store arbejdsindsats betragtelige personlige udbytter: Programmeringserfaring og succes giver afledte effekter i form af (senere) jobtilbud, potentielt større indkomst, mere prestige og anseelse, o.s.v.

I aktørernes handlingssituation indgår de imidlertid i et anseelsesspil, som fordrer, at de opnår de øvrige medvirkendes anseelse. Denne anseelse kan repræsentere mange former, såsom "ære", "respekt", "intelligens", o.s.v. Sammenfattende kan man konkludere, at aktørerne egennyttemaksimerer ved at maksimere tilskyndelsen til egen anseelse.

Til forskel fra normalgruppen er det klart, at hackergruppen langt fra alene lader sig motivere "for produktets skyld". Andre - primært ikke-materielle - motiver har større primat. Hvor normalgruppens medlemmer primært finder fejl og laver smårettelser til det offentlige gode Linux, vier hackergruppen sit liv til udviklingen. Anseelse betyder alt og kan i bedste fald sikre dem ejerskab og dermed autoritativ magt over de beslutninger der træffes.

Gennemgangen forklarer imidlertid ikke følgende faktorer så tilbundsgående:

1. Hvorfor er aktørerne i hackergruppen villige til at ofre så store anstrengelser til fællesskabet, når kun så få af dem bliver projektejere?
2. Hvorfor betyder ejendomsretten og tilskyndelse til anseelse ikke, at der sker en forgrening (forking) af open source-projekter?
3. I fraværet af formelle regler, hvad hindrer så en aktør i at påberåbe sig ejerskab over andres projekter og i det hele taget respektere spillereglerne i open source-fællesskaber, hvor mange ønsker at fremme egne præferencer?

Gennemgangen af de uformelle samarbejdsregler i handlingsarenaen i analysens anden del vil analysere disse spørgsmål tilbundsgående.

Den sidste aktørgruppe består kun af nogle få procent af de samlede deltagere. Den professionelle gruppe som sådan er et relativt nyt fænomen, da det først er i de senere år, at kommercielle virksomheder har bidraget med udvikling i open source-samfundet.

Gruppen er imidlertid vigtig for analysen, da gruppens medvirkende afviger fra de normale open source-udviklere.

For det første har agenterne en direkte kommerciel motivation til at deltage i samarbejdet.

For det andet er gruppen afvigende derved, at agenterne ofte poster store udviklingssummer i open source-projekter uden nødvendigvis at kræve ejerskab, endsige forsøge at opnå ejerskab. Det kan primært forklares ved, at lederskab som sagt kræver tillid og opbakning fra open source-offentligheden. Lederskab er ikke noget man tager, men noget man får.

Hvis en kommerciel agent bliver for egoistisk handlende og søger at internalisere alle de offentlige fordele ved open source-godet, svigter tilslutningen fra open source-samfundet.

Ved i stedet at dele ud af "magten" og demonstrere at man er parat til at give noget igen, sikrer virksomhedsejerne sig maksimale betingelser for tilslutningen til deres projekt.

Det er et godt eksempel på, at open source-bevægelsens forskellige aktører i udgangspunktet alle nyttemaksimerer, men de rangordner deres præferencer forskelligt som følge af forskellige forventede nyttefunktioner.

Deltagerne er typisk repræsentanter for softwarevirksomheder eller andre kommercielle virksomheder, der gør brug af det udviklede software til drift in-house eller i salgsøjemed.

Ofte ser man eksempler på, at virksomhederne ansætter en kendt open source-programmør til at hjælpe sig med udviklingsprojektet. Virksomhedernes motiver til dette er flerstrengede. For det første kan de forvente, at vedkommende har de rigtige faglige kvaliteter til jobbet. Dernæst kan firmaet håbe på en vis reklame- og brandingeffekt, som dels kan give dem en bedre indtjening og dels forbedre virksomhedens rekrutteringsmuligheder. Endelig kan valget af en person fra open source-samfundet tilskynde til den altafgørende anseelse, som er nødvendig for at stimulere til frivillig deltagelse.

Et relevant eksempel på tilsvarende ansættelsesforhold er skaberen af Linux, Linus Thorvalds, der p.t. er ansat ved det amerikanske firma Transmedia.

Der er flere motiver, der forklarer, hvorfor en virksomhed vil vælge at indgå i et open source-projekt, hvor det udviklede software skal benyttes in-house.

En programmør ansat i et kommercielt firma har ofte flere forskellige opgaver, der alle indebærer omkostninger og goder. Den rationelle virksomhed giver medarbejderen netop den arbejdsopgave, der bedst opfylder virksomhedens behov i forhold til de omkostninger opgaven fordrer. I det omfang medarbejderen vælger ikke at arbejde med den "optimale" opgave men i stedet engagerer sig i suboptimale opgaver mister virksomheden profit. Ud fra den logik kan man undre sig over, at mange virksomheder vælger at lade en eller flere medarbejdere udvikle til open source-samfundet, i stedet for blot at lukrere på det gratis gode uden at give noget igen.

Ifølge Cusumano regner man med, at udgifterne til fejlfinding og fejlretning af software udgør hele 82% af de samlede udgifter forbundet med nyudvikling af software. Udviklingen af software isoleret set er altså væsentlig billigere end test og fejlretning af samme. For en virksomhed, der søger at optimere det udviklede produkt og samtidig afholde så få udgifter som muligt, kan det derfor være økonomisk efficient at lade en eller flere programmører medvirke i et open source-projekt. Uanset hvor mange programmører en virksomhed råder over, er det for intet at regne imod de potentielle programmører, som internettet kan udvise. Og netop fejlretning (debugging) fungerer særdeles effektivt i open source-miljøerne p.g.a. nærmest uendeligt mange potentielle brugere og udviklere (ad normalgruppen). Der kan derfor være store besparelser for virksomheder i at gå ind i open source-projekter, også selv om de har visse udgifter forbundet hermed. Virksomheden må nemlig kalkulere med, at deres udbytte fra open source-samfundet ikke er helt "omkostningsfrit". De er f.eks. ofte nødt til at ofre ressourcer på kode-sanering, altså forskellige tilrettelser af det udviklede gode, et arbejde de egoistisk betragtet måske godt kunne spare. Ligeledes kan de i jagten på anerkendelse fra open source-samfundets side blive nødt til at udlåne serverkapacitet og båndbredde* til medudviklerne. Endelig betyder den anvendte licensform meget for forholdet mellem den private virksomhed og de frivillige udviklere. En tendentiøs fortolkning eller en decideret omgåelse af gældende open source-licenser kan forårsage manglende opbakning fra open source-samfundet.

For virksomhederne er deltagelse i open source-projekter et spil, hvor det hele tiden gælder om at finde balancen mellem tilførslen af ressourcer i forhold til det estimerede afkast af goder. Udviser firmaet egoistiske tilbøjeligheder, svigter de frivillige udviklere og dermed det forventede outcome, og bruger firmaet flere ressourcer end nødvendigt, handler firmaet suboptimalt og risikerer, at omkostningerne ikke står mål med det forventede outcome. Virksomhedernes handlingssituation besværliggøres af, at de for det første ikke har fuld information, og for det andet må de primært se på de forventede goder af deres engagement og ikke de øjeblikkelige.

Ved internt brug af det udviklede software risikerer virksomhederne dog forholdsvis lidt. Uanset hvor mange personer der får adgang til at benytte deres software kvit og frit, berører det ikke virksomhedens salgssituation direkte. I Danmark er CyberCity et fremtrædende eksempel på en sådan virksomhed. Televirksomheden benytter i stor stil open source-styresystemet FreeBSD*, og den forædling de måtte tilføre produktet tilbageføres altid til kerneudviklerne.

Der er ikke desto mindre også en række gode grunde til at indgå i open source-samarbejdet selv om - eller netop fordi- det involverer virksomhedens kommercielle produkter til salg.

Som det fremgår herunder, er der flere forretningsmodeller for kommerciel brug af open source. Inden gennemgangen af dem er det relevant først at karakterisere de tre typer af økonomisk værdi, traditionel software typisk udviser:

• Brugsværdi - er den økonomiske værdi, som programmet udgør som redskab for brugeren
• Markedsværdi - en den pris som godet repræsenterer som vare.
• Monopolværdi - er den ekstra værdi godet har, fordi konkurrenten ikke har det.

Open source-software har i modsætning hertil hverken en økonomisk markedsværdi eller en monopolværdi. Derimod udgør det en meget høj brugsværdi for brugeren, idet produktets kvalitet er høj - det er stabilt og yderst fejlfrit. Desuden er kunden helt frit stillet til fremover at lægge videreudvikling ud til andre leverandører.

Et firmas motiv til at gå open source-vejen er derfor baseret på en tiltro til, at der er bedre indtjeningsmuligheder i at optimere det producerede godes brugsværdi, fremfor at profitere spredt på et godes brugsværdi, markedsværdi og monopolværdi. Desuden tæller det med i regnskabet, at free-rider-problematikken absolut også er forekommende for kommerciel, licensieret software! Virksomheder bag licensprodukter er dagligt ofre for store tab som følge af ulovlig brug af deres software, og bestræbelserne på at identificere de kriminelle er omkostningstunge.

Der kan overvejende identificeres fire open source-forretningsmodeller:

Servicesælgere er open source-softwarevirksomheder, der vælger at gå kompromisløst ind i open source-markedet. Servicesælgerne giver deres software væk gratis mod at tjene penge på kundeservice og udvikling. I traditionelle closed source-virksomheder andrager indtægten på software i gennemsnit 60%, mens 40% dækkes af service. Open source-modellen ændrer dramatisk på dette, da software udgør 0% og service 100% af indtægterne.

Motivet for servicesælgeren er især to ting: 1) den frie software vil tiltrække flere brugere, og 2) servicefirmaet vil drage nytte af de positive eksternaliteter, som open source-samfundet vil tilføre godet i form af fejlrettelser og forædling.

Gyngerne og karrusellen -modellen

Denne forretningsmodel medfører, at en virksomhed vælger at frigive et produkt under open source-vilkår for at øge salget af firmaets øvrige (closed source) produktportefølje. Modellen er eksempelvis benyttet af Netscape Communications Corporation i 1998, da de frigav kildekoden til deres webbrowser Netscape Communicator for at "brande" deres hovedprodukt, nemlig webserver-software. Et andet meget kendt eksempel er Google, der tilbyder en gratis webbaseret søgemaskine men lever af at sælge søgesoftware.

Denne model benyttes primært af hardwarefirmaer, som nødvendigvis må levere drivere* med deres produkter. Udviklingen af drivere er udelukkende en udgift for firmaet og ikke en indtægt, idet drivere altid leveres gratis med det solgte produkt.

Motivet for at lægge produktionen af drivere under open source-vilkår er tosidet for forhandlerne: For det første sparer de udviklingsomkostninger ved at lade frivillige udvikle på deres software, og samtidig opnår de en højere kvalitet, idet flere udviklere finder flere fejl.

For det andet kan virksomheden regne med, at der vil være frivillige udviklere, der har en interesse i at skræddersy en specifik driver til en marginal produktgruppe. En produktgruppe, som virksomheden ellers ikke kunne have nået. Dermed kan open source-modellen faktisk skabe et større marked for en hardwarevirksomheds produkter med større omsætning til følge.

Efter samme model indgår hardwarefirmaet IBM i dag direkte i Linux-udviklingen. IBM's primære forretningsområde er salg af store serverløsninger. IBM har annonceret, at de i år 2001 forventer at bruge hen ved en milliard dollars på at forbedre Linux til netop disse systemer. (Det tilsvarer godets nuværende anslåede værdi, ad 5.3) Motivet er naturligvis, at deres produkter kan forventes at få en endnu større markedsandel, hvis det benytter det bedst mulige styresystem. IBM's konkurrenter såsom SUN og IRIX producerer både hardware og software til deres high-end produkter, så IBM har en dobbelt fordel ved at støtte Linux. Ud over et større hardwaresalg, vil et stærkt Linux-styresystem udkonkurrere konkurrenternes proprietære og dyre alternativer.

Den sidste model repræsenterer virksomheder, der opnår profit ved at sælge en række tilbehørsprodukter, der vedrører open source. Typisk er der tale om virksomheder, der samler såkaldte Linux-distributioner. D.v.s. selve Linux-kernen og et udvalg af tilbehørsprogrammer og applikationer. Dernæst udvikler de en brugervenlig installationsprocedure til hele program-suiten, producerer installationsmanualer, o.s.v.

Andre virksomheder producerer litteratur om open source, open source-tekstiler, o.s.v. o.s.v. O'Reilly & Associates, Inc. er et eksempel på et open source-forlag, der driver forretning ved udelukkende at producere bøger om open source.

Sammenfattende identificerer gennemgangen af de kommercielle agenters motiver til at arbejde med open source-projekter en bred vifte af faktorer. Motiverne er direkte materielt begrundede, idet de typisk er økonomisk funderet. Ostroms aktørmodel forklarer, at individer satisficer fremfor optimizer. Det kan i høj grad siges om de professionelle agenter. I fraværet af fuld information vælger de en forretningsmodel, som de forventer sikrer dem de optimale goder i forhold til omkostningerne forbundet hermed.

For at få det fulde udbytte fra open source-samfundet i form af produktforædling, fejlfinding og udviklingshastighed må en virksomhed hele tiden bevise sit engagement. Det sker enten ved at gå forrest med udvikling til offentligheden på udvalgte delprojekter eller ved at uddelegere ejerskab (og dermed magt) til repræsentanter fra open source-samfundet (ad hackergruppen). Fremkomsten af de kommercielle agenter er et nyere fænomen i open source-verdenen og kan ikke påstås at være en nødvendighed for at open source-projekter initieres og opretholdes.

Analysen af de tre aktørgrupper giver et komplekst billede af aktørernes motiver og handlingssituation. Fælles for flertallet af individerne i de tre aktørmodeller gælder, at de i høj grad motiveres af, og handler ud fra de samme forhold, nemlig ikke-materielle belønninger. Den professionelle gruppe repræsenterer dog en mindre men absolut undtagelse herfra.

Nedenstående skema opsummerer kort ovenstående gennemgang:

Tabel 2

Analysen viser klart, at der er stor forskel på, hvilke incitamenter programmørerne har i open source-miljøet i modsætning til i de mere traditionelle programmeringsmiljøer.

Da det gennemgående træk hos de deltagende er, at de øjensynligt ikke motiveres af materielle goder, kunne man umiddelbart få den idé, at der kunne være tale om en gruppe mennesker med en særlig altruistisk indstilling. Altså en kreds af personer, der lider afsavn kun for at hjælpe andre individer.

For det første accepterer den benyttede teoretiske model ikke altruismebegrebet (snævert betragtet) som et handlingsalternativ, der stiller den deltagende agent dårligere. For det andet kan man hævde, at softwarebranchen ikke just er kendt for almisser og frivillig arbejdskraft. Tværtimod er den udskældt for at operere med ret store profitter til egen fordel. Det skulle derfor undre, om branchen og diverse private programmører pludselig ændrer afgørende på dette. Endelig forekommer aktørernes stræben efter anerkendelse mærkværdig, hvis de blot er drevet af rene altruistiske motiver.

De tre analyser af open source-aktørernes motiver giver da også en god forklaring på, hvorfor de vælger at udvikle til et fælles open source-gode som f.eks. Linux af egen personlig vinding. Aktørerne er drevet af mere eller mindre kendte pay-offs ved deres bidrag, og alt efter individuelle mål tilpasser de deres arbejdsindsats derefter. Tilstedeværelsen af meget entusiastiske hackere og entreprenørtyper, der påtager sig hovedansvaret for udviklingen, og en stor "normalgruppe", der tester og fejlretter det udviklede produkt, sikrer de nødvendige ressourcer i udviklingsprocessen. De forskellige aktørers handlingssituationer giver derfor i sig selv en effektiv arbejdsdeling, som medvirker til at højne det udviklede godes kvalitet.

Et meget vigtigt motiv for de mest aktive udviklere er den uformelle magt til at lede udviklingsprocessen, som de potentielt kommer i besiddelse af - autonomt eller i ledtog med en mindre "elite" - hvis deres talent og arbejdsindsats anerkendes af ligestillede. For de deltagende udviklere er netop anseelse blandt ligestillede meget motiverende, da kun fagfæller har indsigt i den komplekse software.

Analysen af de kommercielle agenters motivationsfaktorer med udgangspunkt i deres egennytte synes også at kunne forklare deres deltagelse. Softwarebranchens største udfordringer i forbindelse med nyudvikling af software er 1) test og fejlretning og 2) udviklingshastighed (time to market).

Ved at inddrage internettets nærmest uudtømmelige udviklingsressourcer, kan firmaerne håbe på, at netop disse hurdler overvindes.

En stor normalgruppe er en nødvendig men ikke tilstrækkelig gruppe til at overvinde open source-paradokset. Kun tilstedeværelsen af hackergruppen kan forklare initieringen og opretholdelsen af et OS-projekt. En vigtig pointe er, at open source-processen som sådan slet ikke behøver de kommercielle agenter.

Det kan derfor konkluderes, at forekomsten af udelukkende ikke-materielle motiver blandt de deltagende aktører er tilstrækkeligt til kollektivt set at overvinde open source-paradokset.

Store firmaer som IBM og Netscapes "blåstempling" af udviklingsmetoden afføder helt givet yderligere opbakning bag OS-tankegangen, men de kan ikke siges at være nødvendige medspillere.

En anden vigtig iagttagelse er den, at de enkelte (frivillige) aktørgrupper isoleret set ikke kan siges at være i stand til at overvinde "Linux-paradokset". Men netop samspillet mellem de to grupper (normalgruppen og hackergruppen) skaber den fornødne arbejdsdeling og den korrekte interessesammensætning mellem de involverede nyttemaksimerende aktører.

7.7 Vigtige forudsætninger for et vellykket OS-projekt

Med udgangspunkt i analysens gennemgang af aktørernes motiver til at overkomme open source-paradokset kan man opstille en syvpunkts model, der beskriver forudsætningerne for et vellykket open source-projekt som f.eks. Linuxmodellen.

Den mikroorienterede teori-tilgang fordrer, at et vellykket projekt kun kan realiseres, såfremt den enkelte deltager har et (estimeret) nettooverskud heraf. Det tilsvarer den øjeblikkelige belønning (minus øjeblikkelige omkostninger) plus evt. forsinket belønning (minus forsinkede omkostninger).

Modellen skal både tage højde for aktørernes motiver til deltagelse, den handlingssituation de befinder sig i, og de (uformelle) regler, som aktørerne arbejder efter for at mindske transaktionsomkostninger og optimere egen nytte.

Modellen fungerer derfor som en analytisk overgang fra den rene aktørmodel, til handlingsrummet i handlingsarenaen.

Open source-samfundet har aldrig selv søgt at formalisere forudsætningerne for open source-projekter, men flere forskere og iagttagere har gennem tiden bidraget med alternative forslag. Raymond, lederen af open source-projektet Fetchmail*, er en anerkendt udvikler, der har udarbejdet nogle generelle forudsætninger for vellykkede OS-projekter. Med afsæt i hans bidrag og dette speciales Linux-case vil nedenstående model blive udredt.

1) En stor drivkraft bag mobiliseringen af deltagere til et projekt er, at projektet skal have nyhedsværdi og i øvrigt repræsentere et spændende problem. Projektet skal med andre ord være en udfordring for de deltagende og gerne udgøre en "killer-application", som det hedder i branchen. Det udviklede produkt behøver ikke nødvendigvis være nyt - en uset elegant eller teknisk raffineret måde at løse et kendt behov på er også attraktivt. Her spiller projektlederen en stor rolle i forsøget på at udstille opgaven så spændende som mulig.

2) En lige så vigtig forudsætning for succes er, at man vælger et projekt, som løser et (gerne akut) behov hos de deltagende agenter. Da man må formode, at udviklerne søger rationelt at maksimere de forventede fordele, de har ved deltagelse i et specifikt projekt, er de forskellige open source-projekter også i konkurrence med hinanden (og dermed en del af agentens alternativomkostninger). En rationelt handlende agent vil i en valgsituation mellem to lige interessante projekter altid vælge det, vedkommende har mest forventet nytte af.

3) Genbrug så meget som overhovedet muligt. I open source-miljøet er man altid meget interesseret i at producere så effektivt som muligt, hvilket skyldes flere ting.

Hvis et almindeligt softwarefirma skal udvikle en specifik løsning, vil firmaet maksimere dets egen nytte ved at presse så mange udviklingstimer ind i en kontrakt som overhovedet muligt. Derved tjener firmaet mest samtidig med, at det forøger sin softwareportefølje og maksimerer knowhow in-house. Det samme vil et konkurrerende firma gøre.

I open source-verdenen derimod, er strategien den modsatte. Her gælder det om at udnytte eksisterende frembringelser bedst muligt, for de deltagende aktører har ikke et direkte økonomisk incitament til at udvikle "den dybe tallerken" mere end en gang. Af samme grund er etableringen og overholdelsen af fælles standarder af stor betydning. Men mere herom senere.

4) Benyt parallel udvikling og fejlfinding til at løse problemer. Udviklingen af software handler primært om to ting, kreativitet og fejlfinding. Linus benytter det princip, at han udbeder sig flere alternative forslag til den samme løsning. Man kan argumentere for, at det er et urimeligt forlangende, men det styrker konkurrenceaspektet i open source-kulturen og producerer meget stærke løsninger. Man skal hæfte sig ved, at dette princip kræver en stærk ledelse af ethvert open source-projekt, hvilket er relevant i forhold til dette speciales problemstilling.

5) Med et tilstrækkeligt antal øjne er alle fejl banale. Vitalt for Linux-processen er det at lade så mange aktører som muligt deltage i test- og fejlfindingsprocessen. Som det fremgår af afsnit 7.6.1, repræsenterer test og fejlfinding 82% af udviklingsomkostningerne i forbindelse med kommerciel softwareudvikling. Her er open source-metoden den traditionelle kathedralmetode klart overlegen, idet internettet rummer næsten ubegrænset mange aktører. Et styresystem som f.eks. Linux er så kompleks en størrelse, at intet enkelt firma har mulighed for at teste det i alle situationer.

Linus fandt ud af, at ikke mindst i fejlfindingssituationer er almindelige brugere mindst ligeså relevante som programmører. Almindelige brugeres handlingsmønstre og generelle betjening af et program er ofte helt anderledes end programmørers måde at benytte det på. Det gør almindelige brugere mindst ligeså vigtige som udviklerne. Thorvalds finder desuden ud af, at det sjældent er den samme aktør, der opdager en fejl, som efterfølgende retter den. Det argument bestyrker ham i troen på den parallelle fejlfindingsprocedure og understreger vigtigheden af en god "organisation" til at administrere den nødvendige korrespondance.

6) Dokumentér godt. Linus Thorvalds finder ud af, at Linux-processen er helt afhængig af en grundig dokumentation for at fungere. Udviklingsmiljøets åbne karakter som tilbyder hurtig "entry" er basal for at mobilisere den fornødne arbejdskraft, og her betyder god dokumentation alt. Uden fuldstændig kortlægning af alle programmets funktioner må nye brugere benytte såkaldt reverse-engineering for at få et overblik over programmets funktionalitet og udvikle videre på det. Det er meget tidskrævende, og det er en udviklingsmetode der kun anvendes i nødstilfælde.

7) Frigiv programversioner tidligt og ofte. Thorvalds finder ud af, at det er afgørende vigtigt for ham at inddrage de deltagende medudviklere på et meget tidligt tidspunkt - gerne i idéfasen og ikke kun i udviklingsfasen. Det der motiverer flertallet af Linuxprojektets programmører er bl.a. autonomi og medansvar, og det opnår Thorvalds f.eks. ved at uddelegere opgaver og ansvar. Thorvalds tanke er, at princippet om at benytte parallel udvikling medvirker til at den bedste løsning opnås, mens hyppige versionsfrigivelser giver optimale incitamentsvilkår for de deltagende. Her støder han imidlertid på et problem, for mens de meget aktive programmører animeres af hyppige frigivelser, ønsker de "almindelige brugere" ofte det modsatte. De har et mere konkret ønske om funktionalitet og driftssikkerhed, hvilket de eksperimentelle testudgaver ikke kan indfri.

Dette trade-off mellem maksimal program-funktionalitet og optimale arbejdsbetingelser for medudviklerne løser Linux-samfundet selv på en snedig måde. Man deler udviklingsprocessen op i to parallelle udviklingsspor og introducerer et "stable" og et "unstable/testing" -spor. Det giver projektets deltagere et klart valg: Softwaren fra "stable" er gennemprøvet og fejltestet, mens softwaren fra "unstable/testing" sporet indeholder de nyeste og eksperimentelle funktioner men er mindre stabil, da den udsættes for massiv udvikling.

Sammenfattende fremgår det klart, at Linux-udviklingsmodellen fordrer en fremgangsmåde, der processuelt animerer de deltagende aktører optimalt. Ved at vælge spændende udviklingsobjekter der interesserer deltagerne og samtidig uddelegere opgaver og ansvar, sikrer ejeren en stabil tilslutning til projektet.

Analysen af de tre aktørmodeller har vist, at aktørernes motiver til at deltage i Linux-projektet er forskelligartede (præference-asymmetriske) alt efter deres situation og mål hermed. Analysen har været mikroorienteret, idet det er antaget, at aktørerne motiveres af den individuelle nytte, de har af det udviklede produkt.

Analysen har imidlertid ikke i tilstrækkelig grad givet svar på, hvordan det kan være, at Linux-projektet og andre tilsvarende store open source-projekter overhovedet kan hænge sammen?

Software er utrolig komplicerede produkter, og udviklingen af dem er altid baseret på store kompromisser. Udviklingen af software kræver også massiv kommunikation, hvilket den "virtuelle netbårne institution" vel ikke kan honorere så godt som fysisk kontakt mellem udviklere?

Desuden må man formode, at egennyttemaksimerende brugere altid har helt forskellige opfattelser af brugen og dermed funktionerne af det udviklede produkt. Hvordan forhindres f.eks. forking, altså at nogen deltagere på et tidspunkt kræver (uberettiget) ejerskab over et program og derefter kun optimerer det til eget brug? Og hvordan indretter de deltagende agenter spilleregler, der tildeler rettigheder og pligter i den rigtige dosis?

For at behandle disse spørgsmål vil den efterfølgende analyse se på initieringen og opretholdelsen af de uformelle arbejdsregler og skikke, som eksisterer i open source-handlingsarenaen.

I det følgende vil analysen udstrækkes til at indrage handlingsarenaen, som er den analytiske enhed, der strukturerer aktørmodellerne og deres handlingssituation ved hjælp af institutionens (individuelt aggregerede) regler og skikke.

Den tidligere analyse af de tre aktørmodeller har givet en forklaring på hvilke individuelle motiver open source-modellens aktører har, og hvilken handlingssituation de befinder sig i.

Handlingsarenaen løfter analysen op på et mere overordnet niveau og inddrager skikke og konventioner og ikke mindst regler mellem aktørerne for at få den fulde forståelse for det kollektive outcome.

Analysen har indtil nu haft svært ved at forklare den indre sammenhængskraft i open source-samarbejdet - hvorfor vælger en stor mængde individer at dele anerkendelsen i stedet for at forsøge at tage den selv (forking)?

Et lige så påtrængende spørgsmål har været, hvorfor individer, der primært søger at fremme egen nytte vælger at ofre store kræfter på "organisationen", altså arbejdsdeling, kommunikation, regelpleje og regelsanktionering, etc. Endelig kan det undre, at kompleksiteten forbundet med at udvikle software i et virtuelt netværk ikke direkte truer projektets overlevelse. Sammenfattende kan man konstatere, at rationalet bag at skabe og vedligeholde en arbejdsorganisation kan synes vanskeligt at forklare med udgangspunkt i de enkelte aktørers egennyttemaksimeringsantagelser.

Men som det fremgår af Ostroms teoretiske apparat, kan fremkomsten og opretholdelsen af en institution godt forstås ud fra en individbaseret nyttekalkule. Institutioner kan nemlig helt konkret løse eventuelle kollektive problemkomplekser i forbindelse med et projekt og dermed maksimere den enkelte deltagers nytte.

Ostrom siger med et citat af Hardin om dette, at:

Linux-casen er et godt eksempel på en arbejdsorganisation hvor primært uformelle regler er direkte medvirkende til at maksimere de deltagendes udbytte af det frivillige arbejde.

Parallel debugging, arbejdsdeling, revisionskontrol, m.m. kan ikke forekomme i kaotiske, anarkistiske strukturer men snarere under velorganiserede former. Eller som Frolich, Oppenheimer og Young udtaler:

8.1 Ostrom og reglerne i handlingsarenaen.

I Ostroms model udledes som bekendt regler som afhængige variable med betydning for det producerede outcome. Om reglernes betydning for aktørernes handlemåder påpeger hun, at:

Det er vigtigt at hæfte sig ved, at regler betragtes som afhængige variable. Herved understreger Ostrom, at den primære variabel er det enkelte individ, og reglerne strukturerer blot handlingerne, de determinerer aldrig individets handlinger. Endvidere understreger hun, at regler definerer det tilladte valg i en aktørs handlingssituation.

I det følgende vil analysen identificere de (uformelle) regler, eller den sædvane, som aktørerne bevidst underlægger sig for at få organisationen til at fungere.

Analysen er todelt og vil tage udgangspunkt i følgende problemstillinger for at besvare specialets problemstilling bedst muligt:

De organisatoriske regler dækker over skikke for ejerskab og opsplitning (forking) og reglerne for ansvar og pligter, m.m. Reglerne i denne gruppe knytter an til anerkendelsesregler.

Kompleksitetsproblemerne kan inddeles i to grupper, nemlig kompleksitet i produktet, og kompleksitet og koordination indenfor samarbejdsrelationerne i institutionen. Reglerne i denne gruppe knytter an til transaktionsomkostninger.

Open source-miljøet har flere ligheder med traditionelle forskermiljøer. Som det allerede er blevet vist, motiveres aktørerne primært af ikke-materielle værdier og især begreber som anerkendelse og udbredelse (af det producerede gode) har stor betydning for deltagerne. Open source-organisationsformen er kendt for at benytte sig af princippet om parallel debugging, altså mange konkurrerende individer, der søger at løse den samme udfordring bedst muligt.

Det kunne tænkes at give grobund for en del personlige uoverensstemmelser og afstedkomme samarbejdsproblemer.

Da al kommunikation i open source-projekter er skriftligt dokumenteret, studeres konflikter og uenighed lettest ved at gennemgå den korrespondancekanal, medudviklerne benytter som dagligt talerør. I Linux-verdenen er det som beskrevet en postliste med omkring 200 kerneudviklere tilmeldt. Kommunikationen bærer absolut ikke præg af ubetinget enighed, faktisk bliver der ofte "råbt højt". Det der er interessant er derfor ikke fraværet af konflikter men derimod open source-processens måde at kontrollere uenighed på.

Tilstedeværelsen af behaviorale mønstre og normer er for en stor dels vedkommende skyld i at uenigheden ikke kulminerer. Et godt eksempel er Linux-metodens "rummelighed"; Det er lykkedes at skabe et sæt anerkendelsesregler, der tillader ros og anerkendelse til de aktører der udmærker sig med udsøgt kode til projektet uden samtidig at smadre ego-boosternes selvopfattelse, hvis deres kode bliver frasorteret af projektlederen. For at løse dette problem, efterlever man i open source-modellen den fasttømrede regel, at ros altid går til personen, mens ris altid knytter sig til koden og ikke til kodens ejermand.

Specialet har tidligere efterlyst en bedre forklaring på, hvorfor aktørerne i hackergruppen er så lidt risikoaverse, at de er parate til at ofre meget store ressourcer til medudviklingen af det offentlige gode Linux. Analysen af normalgruppens aktører viser en rimelig sammenhæng mellem omkostninger og forventet udbytte, mens hackergruppens omkostninger synes overvældende.

En særlig adfærd der udspringer fra hackergruppen i open source-samfundet bringer os måske nærmere en forklaring på dette fænomen. Ved at studere kerneudviklernes kommunikation fornemmer man en vis påberåbelse af "eksklusivitet" eller forsøg på "autonomi" fra de mest entusiastiske udvikleres side. Med udgangspunkt i definitionen af offentlige goder (tabel 1) ser man tegn på, at de toneangivende udviklere søger at transformere godet fra at være et almindeligt "offentligt gode" til at være et "klubgode".

Dette skal formodentlig tilskrives især tre forhold. For det første giver det hackergruppens deltagere en ekstra tilskyndelse til at bruge store ressourcer på at blive indlemmet i "eliten". Det styrker analysens gennemgang af hackergruppens motiver. For det andet må hackergruppen og projektejeren til stadighed sørge for at tiltrække nok medudviklere til opretholdelsen af den løbende test og fejlretning foretaget af normalgruppen.

Tilstedeværelsen af en vis hierarkisk struktur, hvor ansvarlighed og medbestemmelse følger senioritet, gør det mere attraktivt for udenforstående at deltage.

Endelig kan man argumentere for, at en kollektiv tilslutning til princippet om belønning efter engagement giver en (helt uformel) magtstruktur, der mindsker risikoen for konflikter.

Man kan altså identificere et sæt af normer, der medvirker til at forklare, at OS-samfundet kan rekruttere nok (fredelig sameksisterende) arbejdskraft til at opretholde parallel debugging som metode, uden at de mange aktører, der ikke vinder i anseelsesspillet, taber ansigt med konflikter til følge.

Ser man på udviklingen af Linux, har der til dato aldrig været eksempler på direkte kapringsforsøg (forking), hvor uvedkommende har forsøgt at overtage projektet. Hele open source-historien som sådan rummer da også kun få eksempler på uberettigede overtagelsesforsøg. Den foregående analyse har stillet spørgsmål ved dette forhold. Hvordan kan det være, at aktører, der netop motiveres af anseelse, ikke vælger at erobre det fulde ejerskab, frem for at nøjes med vandbærer-posten?

Der er alternative måder at forklare aktørernes modstand mod forking på. Når alle deltagende aktører tilslutter sig én ansvarlig hovedperson, er det for at optimere det forventede outcome. Den enkelte medudvikler har en interesse i, at netop vedkommendes produktive adfærd bliver belønnet bedst muligt.

Forestiller man sig en forgrening, hvor en projektleder pludselig udfordres af en konkurrerende aktør, stiller det de øvrige deltagere i en risikofyldt valgsituation.

For det første medfører det global skade på projektets samlede legitimitet, hvilket i teorien vil ramme alle de deltagende agenter. For det andet betyder en forgrening, at man potentielt halverer antallet af udviklere i miljøet til skade for den samlede innovation. I forlængelse hermed løber deltagerne den risiko, at de kan havne på den "tabende side". Som det før er blevet vist, er et open source-projekt ikke bæredygtigt, hvis det ligger for tæt op ad tilsvarende projekter. Man må formode, at to næsten ens produkter vil være hinandens værste konkurrenter, så kun et af dem ender med at vinde "markedet". Risikoen for at man satser på det forkerte projekt er statistisk set ret høj.

På længere sigt bør den rationelle aktør også overveje "værdien" af egen anerkendelse. Hvis han eller hun f.eks. vælger at omgå de almindeligt vedtagne regler og medvirke til udviklingen af uautoriserede fejlrettelser (hvilket kendetegner et forking-projekt), blåstempler aktøren samtidig denne fremgangsmåde som legitim. Det kan i værste fald betyde, at den samme person bliver offer for tilsvarende adfærd, hvis vedkommende på et senere tidspunkt bliver afhængig af medudvikleres bidrag.

Sammenfattende kan man sige, at både den almindelige udvikler og hovedpersonen bag et forking-forsøg har estimerede store omkostninger ved at forgrene et open source-projekt.

Aktøren der forsøger at forgrene et projekt - eller måske ligefrem kuppe et projekt - vil øjensynligt mangle opbakning og anerkendelse fra udviklersamfundet, og udviklersamfundet vil vægre sig mod at deltage i en forgrening, da det halverer den samlede innovation, "stempler" medløberne som uvederhæftige og øger risikoen for "markedssvigt"

Skikken om at undgå forgrening er altså langtfra en form for uegennyttig "gentleman-aftale", hvis nogen udenforstående kunne få den tanke. Det er i høj grad en institutionel arbejdsregel i open source-fællesskabet, de enkelte deltagere har en rationel interesse i at forsvare og videreføre.

Som det fremgår af analysen af hackergruppen, indgår aktørerne i et anseelsesspil for at opnå anerkendelse. Uanset talent og gerning er det en stærkt forankret regel, at man har gjort sig fortjent til at bestride rollen som projektejer. Ingen rationel deltager ønsker at bruge kostbar tid på at udvikle under en leder, der forvalter det udviklede produkt suboptimalt.

Thorvalds udtrykker det selv på den måde:

Man kan identificere en form for overenskomst i store open source-projekter som Linux-casen mellem den absolutte leder og de medudviklere (fra hackergruppen) der har ansvaret for delprojekter i udviklingen af godet.

Den kloge leder sørger for at dele ud af ansvaret og dermed den anseelse, som animerer de deltagende aktører. Man kan konstatere, at selv om ejeren principielt har den fulde autonomi over sit projekt, så indgår vedkommende i et spil med projektets øvrige medudviklere. Det indebærer, at han eller hun bytter andele af projektets totale anseelse væk for andres participation. Ved at uddelegere ansvar og pligter kan den kloge ejer derved opretholde sin egen eksistensberettigelse og samtidig sikre sig en entusiastisk skare af udviklere, der hver især får deres belønning for det udførte arbejde. Det er ligeledes afgørende, at ejeren demonstrerer, at dennes objektive motiver er i overensstemmelse med deltagernes forventede udbytte. Hvis ejeren virker mere optaget af potentielle, forsinkede afkast på det økonomiske marked, selvpromovering og egoadfærd, svigter tilslutningen fra udviklingssamfundet.

En anden vigtig lederrolle er at bevare overblikket over det udviklede godes homogenitet.

Et latent problem for open source-projekter som f.eks. Linux er faren for, at produktet bliver for komplekst p.g.a. tilførsel af uhensigtsmæssigt mange funktioner. At det så at sige sejrer sig selv ihjel. Det er en kendt sag, at netop kompleksitet i software giver flere fejlkilder, og dermed reduceret funktionalitet. Man skulle forvente, at det udgør et potentielt stort problem for især de mest populære projekter, som har mange brugere og udviklere. Principielt kan alle og enhver udvikle ekstra funktionalitet efter behov og derved påføre godet fór mange marginale features.

Ejerens opgave er derfor at tilse, at produktet bevarer sin integritet. Det gør han eller hun ved at belønne de der påtager sig de "kedelige" opgaver, såsom dokumentation og kodesanitet, i stedet for kun at anerkende nye funktioner. Denne adfærd er i dag en iboende konvention i de åbne udviklingsmiljøer, da den åbenlyst tjener alles interesse. Arbejdsregler som "Better less than chrome" og "Do one thing and do it well" illustrerer denne pointe.

Reglerne omkring tilegnelse af ejerskab er tilsvarende gode eksempler på konventioner, der tjener til at optimere flertallets nytte. Der er som tidligere nævnt tre måder at tilegne sig ejerskab over et projekt på.

For det første kan man selv påbegynde et projekt, hvilket i udgangspunktet ikke kræver tilladelse fra nogen. Hvis ikke projektet er taget, kan man uden videre sætte i gang. Et open source-projekt er imidlertid kun en succes, hvis det kan mobilisere nogle frivillige deltagere. Er projektet for uinteressant, eller ligger det for tæt op ad eksisterende projekter (forudsat at der er en rimelig grad af information), vil projektet helt naturligt blive en fiasko.

Det forklarer, hvorfor ego-boosters ikke blot påbegynder et open source-projekt; de må først være sikre på, at det kan bære.

Hvis man i stedet vil overtage et allerede eksisterende projekt, kan man identificere et andet sæt af regler. Projektovertagelser sker typisk af to årsager. Enten fordi et projekt er blevet forladt af sin oprindelige ejermand, eller fordi en specifik aktør vurderes (af andre eller en selv) at være mere velegnet. Det skal imidlertid være meget synlige grunde til at tage pladsen fra en anden. Der skal være tale om, at vedkommende direkte har forsømt sit projekt, eller gentagne gange har vist sig ikke at respektere sine medudviklere. Den sociale dynamik i tilskyndelseskulturen er især følsom overfor udpræget egoistisk handling. Hvis der kan mobiliseres opbakning til at skifte en leder ud, sker det dog ikke uden videre.

Den nye kandidat skal meddele sine planer i god tid og gerne i forskellige fora på nettet. Herefter skal vedkommende tålmodigt vente på eventuelle kommentarer og høfligt argumentere for sin ret. Man kan sige, at jo større synlig indsats man gør af sine planer, jo større opbakning kan man forvente at få.

Endelig er der overdragelse af ejerskab i forbindelse med forladte projekter. Her tilsiger et uformelt regelsæt også, at man ikke bare uden videre kan overtage et sådant projekt. Først og fremmest skal man gøre et stort arbejde for at spore den forsvundne ejermand. Det regnes for absolut upassende kun at gøre et enkelt forsøg. Gode manerer tilsiger, at man forsøger flere gange og lader en rum tid passere mellem hvert forsøg.

Uanset om man overtager et fungerende projekt eller tager et forældreløst projekt, så bliver man mødt med krav fra medudviklerne om at beskrive sine planer for projektets fremtidige udvikling. Herved kan omgivelserne vurdere kandidatens faglige kvalifikationer og generelle planer for produktet.

Den tidligere analyse af aktørernes motiver har stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor alle ikke forsøgte at tilkæmpe sig ejerskab over et givet OS-projekt. Analyserer man reglerne omkring ejerskabsbegrebet, står det dog klart, at det ikke umiddelbart er rationelt fornuftigt altid at gå efter lederrollen. Decideret egoistisk adfærd belønnes ikke af de øvrige medudviklere, da den vil ske på bekostning af deres individuelt estimerede "belønning". Lederskab er slet ikke noget man tager, men noget man får tildelt af det øvrige udviklermiljø efter en passende anseelsesproces.

Man kan derfor konkludere, at det er individuelt rationelt at følge visse skikke som kandidat til en "lederpost". Ved at overholde de uskrevne regler for god opførsel og uddelegering af ansvar, forsvarer den enkelte aktør en gevinst ved sin indsats, som logisk set vurderes til at være mere betydelig end omkostningerne forbundet hermed.

I modsætning til ovenstående gennemgang af de regler der udsprang af anseelsesspillet, har specialet tidligere identificeret et andet problemkompleks ved open source-projekter, nemlig faren for kompleksitets- og koordinationsproblemer. Kompleksitetsproblemerne kan knytte sig til det udviklede gode som sådan og til deltagerstrukturen.

Hvordan er det lykkes for Linux-projektet at opretholde den nødvendige sammenhængskraft og styring som et virtuelt, netværksbaseret udviklingssamarbejde fordrer? Uden et egentligt regelsæt kan det undre, at egennyttemaksimerende agenter, der ikke engang plejer fysisk omgang med hinanden kan blive enige om en bestemt udviklingsmodel. Deltagerne er ikke underlagt nogen formel hierarkisk struktur, og der findes ingen fysiske sanktioner, der kan tages i brug over for eventuelle afvigere.

For at besvare det spørgsmål vil følgende analyse fokusere på den vifte af institutionelle forhold, der kollektivt mindsker den enkelte deltagers transaktionsomkostninger. Udgangspunktet er den særlige kommunikationsmodel som alle deltagerne i Linux-modellen nyder godt af.

Transaktionsomkostningerne er særdeles relevante for aktørernes incitament til at medvirke i et open source-projekt. Hvis der medgår for mange omkostninger for den enkelte aktør til at opretholde den nødvendige kommunikation, står dennes anstrengelser ikke mål med udbyttet.

Som det tidligere er blevet vist, har internettets udbredelse afgørende betydning for open source-kulturen. Det forhold, at internettet i dag næsten er blevet tilgængeligt for alle, og at kommunikation på nettet fungerer ved hjælp af åbne standarder uden begrænsende kompatibilitetsproblemer m.v. betyder, at der er meget lave transaktionsomkostninger forbundet med selve samarbejdet i et open source-projekt. Internettets ophævelse af sted gør det muligt for udviklerne helt "gratis" at arrangere virtuelle møder i real-time, hvis der er et behov for massiv samtidig kommunikation i forbindelse med en særlig problemstilling.

Endvidere har det stor betydning, at internettet skalérer på en anden måde end omfang gør i den fysiske verden. F.eks. har de abonnérbare email-lister der anvendes af open source-udviklingsteams vist sig at være meget effektive, selv om antallet af deltagere stiger fra 100 til måske 1000 personer. I den virkelige verden vil en tilsvarende stigning af personer i et rum give store kommunikationsproblemer.

Det er imidlertid vigtigt at understrege, at internettet ikke i sig selv afstedkommer open source-processer. Internettet er en nødvendig men ikke i sig selv en tilstrækkelig forudsætning for at open source-projekter fungerer.

Brooks lov benyttes ofte i IT-miljøer til at forklare forsinkelser og effektivitetsproblemer ifm. udviklingsprojekter. Loven postulerer, at det forventede udbytte af hver programmør (N) der tilføres et udviklingsprojekt er 0(N), altså proportionalt med N. Reelt medfører øgede kompleksitets- og kommunikationsomkostninger imidlertid, at udbyttet af hver ekstra programmør er 0(N^2), altså proportionalt med kvadratet af N.

Brooks lov er meget omdiskuteret i IT-forskningsmiljøer og har da også både tilhængere og modstandere. Dette speciale vil ikke behandle lovens matematiske forudsætninger eller empiriske reliabilitet men inddrager Brooks for at belyse det potentielle kompleksitetsproblem, som et stort open source-projekt som Linux-projektet kunne tænkes at rammes af.

For at bekæmpe kompleksitet i "basaren" har de deltagende Linux-udviklere gjort brug af teknologisk modularitet.

For at mindske den tekniske kompleksitet produceres Linux-godet i utallige opdelte moduler. Det fordrer, at anlægsfladerne mellem de producerede komponenter er baseret på standarder, der er anerkendte og helt åbne. Open source-projekter er af princip altid baseret på velkendte standarder, hvilket dermed tjener et dobbelt formål.

For det første er det en medvirkende årsag til at løse kompleksitetsproblemerne i basaren. Modulariteten mindsker interdependens mellem de sameksisterende udviklingsgrupper - kun anlægsfladen, eller interfacet, hvorved de forskellige moduler interagerer, er et kollektivt anliggende. Det betyder helt konkret, at den gruppe udviklere i Linuxprojektet der f.eks. arbejder med filsystemet ikke er tvunget til at kommunikere massivt med gruppen, der beskæftiger sig med hukommelsesstyring.

For det andet betyder brugen af anerkendte standarder, at open source-udviklere ofte har et permanent forspring fremfor udviklere, der fra opgave til opgave skal sætte sig ind i helt nye proprietære protokoller. Den "palette" af værktøjer en open source-udvikler behersker, er så at sige nøglen til utallige andre projekter, hvilket må forventes at motivere en rationel, nyttemaksimerende open source-aktør.

Tilstedeværelsen af mindre udviklingsteams eksisterer naturligvis også i lukkede udviklingsmiljøer indenfor den kommercielle verden. Her er problemet imidlertid mange gange suboptimal ressourceanvendelse - at det ikke nødvendigvis er de rigtige opgaver, der tildeles de rigtige personer. Det skyldes, at kommercielle programmører i private virksomheder ofte er underlagt en rigid arbejdsstruktur, der samlet afføder en suboptimal anvendelse af den humane kapital.

Den særegne arbejdsdeling i open source-projekter er som bekendt kendetegnet ved, at det ikke nødvendigvis er den samme person, der identificerer en fejl (ad normalgruppen), som efterfølgende retter den (ad hackergruppen).

Den åbne struktur har ingen overordnet myndighed til at placere en specifik udvikler et bestemt sted i udviklingsprocessen. Det er altid den enkelte udvikler selv, der efter lyst og evne vælger projekt. Man kan argumentere for, at muligheden for at "shoppe" mellem de forskellige udviklingsopgaver i open source-projekter er medvirkende til det hastige udviklingstempo og den intensive fejlretning.

Den enkelte frivillige aktør, der søger at optimere sin nytte, må formodes at vælge netop den opgave, der bedst fremmer vedkommendes talent med et samlet optimalt resultat til følge. Man kan med andre ord sige, at open source-deltageren organiserer sig selv (og via anseelsesspillet andre) for at opnå maksimal produktivitet gennem selvudnævnelse.

Specialets teoretiske antagelser om arbejdsregler som mellemkommende variable initieret af de deltagende individer, stemmer helt overens med analysen af Linuxmodellens modulære udviklingsstruktur. Modellen er ikke determineret af ejeren, Linus Thorvalds, men snarere blevet til i et samspil af de involverede agenters interessevaretagelse.

Thorvalds refereres således ofte for udtalelser som denne:

8.3.2 Linux-projektets kommunikationsmodel

Den modulære udviklingsstruktur er ikke den eneste variabel til at forklare løsningen på kompleksitetsproblemet i open source-projekter som Linux. Selve kommunikationen i open source-modellen indeholder et eksakt sprog (den åbne kildekode), som medvirker til at forbedre aktørernes kommunikationseffektivitet.

Linux-modellens kommunikationsform afviger som bekendt væsentligt fra traditionelle netværksmodeller, idet ikke alle deltagere behøver at korrespondere direkte med hinanden. Gængse netværksmodeller identificerer typisk en række variable med betydning for den samlede organisationseffektivitet, nemlig: Projektets samlede størrelse og kompleksitet, spredningen af kompetencer, graden af arbejdsdeling, den generelle udviklingshastighed o.s.v. Fælles for disse faktorer er det, at der er en overgrænse for, hvor meget kommunikation mellem de deltagende agenter der er formålstjenlig, førend den har en aftagende nytteeffekt. Uanset kommunikationens kvalitative karaktér vil for meget kommunikation belaste deltagerne unødigt.

Som det er blevet beskrevet tidligere, er det væsentligt, at deltagende aktører har så optimale arbejdsforhold som muligt. Er det for besværligt at deltage, står den enkelte aktørs omkostninger (bredt defineret) ikke mål med det forventede udbytte. Kommunikationen i den "virtuelle institution", der definerer rammerne for ethvert open source-projekt, skal ideelt set medføre, at så få tvungne korrespondancer finder sted som muligt, og hver meddelelse skal overbringe modtageren så fyldestgørende viden som muligt.

Som det fremgår af den historiske gennemgang udveksles open source-software i modsætning til proprietær software altid i to former, som kildekode (objektiv viden i et sprog som programmører forstår), og som programkode (for mennesker ubrugelig viden, som kun maskiner forstår). Udover de to programformer udveksler deltagerne naturligvis diverse idéer og forslag sprogligt - typisk på engelsk (subjektiv viden).

Når to eller flere programmører i fællesskab skal udveksle viden i en almindelig proprietær verden, har de ikke et eksakt sprog eller en objektiv vidensbase, da programmet ikke er open source. De kan kun overlevere viden skriftligt. Denne proces er meget tidskrævende, da den subjektive viden skal tolkes og forstås intuitivt, før den kan objektiveres til et eksakt sprog.

Open source-kommunikationen er altså karakteriseret ved en iboende objektiv viden, som formaliserer et eksakt sprog mellem aktørerne. Det gør det mere rationelt at koordinere og begrebsliggøre den subjektive viden og øger dermed nytteværdien af den udvekslede korrespondance.

Sammenfattende viser analysen, at Linux-modellens aktører i handlingsarenaen har udviklet et sæt af arbejdsregler til at modvirke eventuelle organisations-, kompleksitets- og koordinationsproblemer.

Gennemgangen viser også lidt overraskende, at det faktisk er lidt en tilsnigelse at sige, at open source-modellen er helt anarkistisk. Tværtimod kan man identificere en relativt topstyret model, hvor ejeren og de mest entusiastiske udviklere motiveres af en vis grad af eksklusivitet og et stort ansvar for godets udvikling.

Der er heller ikke tale om en særlig demokratisk konstruktion, da regler om ejerskab, ansvar og senioritet fordrer, at magt og indflydelse tilfalder de mest ambitiøse og dygtigst producerende deltagere.

Netop tilstedeværelsen af individuelle incitamenter er vigtige til at forklare de enkelte individers motiver til at deltage i udviklingsprojektet.

Dernæst kan man udlede, at den fælles opbakning bag et sæt af uformelle arbejdsregler øjensynligt medvirker til, at medudviklerne generelt belønnes optimalt og straffes moderat.

I open source-projektet benyttes overordnet modularitet som arbejdsprincip for at reducere de kompleksitetsproblemer som den almindelige softwarebranche kun kender alt for godt. Hertil er udprægede standardiseringsbestræbelser helt essentielle, idet et fælles anerkendt "sprog" afhjælper eventuelle kompleksitetsproblemer og grænsefladeproblemer, idet det giver folk en fælles bevidsthed om, hvad de arbejder på.

Open source-modellens åbne og selvkonstituerende udviklingsgrupper har endelig den fordel, at kompleksitets- og kommunikationsniveauet holdes nede samtidig med, at alle de deltagende individer kan tilvælge netop den arbejdsopgave, de skønner giver det største afkast.

Udviklingsmodellens kommunikation lettes af, at den både indeholder et eksakt sprog (den åbne kildekode) og så den intersubjektive skrevne dialog mellem de deltagende personer. Det forbedrer aktørernes kommunikationseffektivitet og mindsker de flaskehalsproblemer, som ofte kendetegner store grupper, der arbejder med et fagligt komplekst projekt.

Man kan sammenfattende slå fast, at adfærden og arbejdsreglerne i open source-handlingsarenaen udtrykker en individskabt optimal social organisering, der har det altoverskyggende formål at modvirke egoisme og free-ridingsbestræbelser og samtidig tildele individuelle incitamenter efter en indsocialiseret fordelingsnøgle.

Hovedopgaven med dette speciale har været at forklare, hvorfor nyttemaksimerende aktører vælger at udvikle til det fælles gode Linux fremfor blot at tilgodese sig selv. Derudover har analysen søgt at kaste lys over open source-metoden, dens udbredelse og funktionsmåde.

Det valgte teoretiske udgangspunkt viser, at rational choice teori er bygget op som en metodeforskrift samt et aksiom. Metodeforskriften er den metodologiske individualisme, der indebærer, at studiet af enhver kollektiv handling skal have individet som den primære analyseenhed. Dertil knyttedes det aksiom, at individets adfærd og præferencer kan fortolkes ud fra, at individet altid handler rationelt i forfølgelsen af sin egeninteresse.

For at kunne fortolke samtlige aktørers adfærd blev Ostroms institutionelle metode benyttet, bestående af aktørmodeller, deres handlingssituationer og en omkransende handlingsarena, hvori aktørerne definerer et sæt af arbejdsregler til at optimere deres egen nytte.

Analysen har primært fokuseret på de deltagende aktørers individuelle motiver og på de regler, de benytter sig af til at strukturere (og dermed optimere) deres arbejdsindsats.

Som ovenstående analyse har vist, er det operationelt formålstjenligt at opdele de deltagende aktører i tre aktørgrupper, der hver repræsenterer individuelle interesser og strategivalg. De mest interessante for specialets problemstilling er hhv. normalgruppen og hackergruppen. Som det fremgår, motiveres aktørerne i disse grupper af primært ikke-materielle goder. Aktørerne er derimod drevet af estimerede pay-offs ved deres bidrag, og alt efter omkostninger og risikovillighed tilpasser agenterne deres arbejdsindsats derefter.

Med andre ord strukturerer de deres arbejdsindsats efter en kompliceret kalkule af, hvordan de opnår mest (forventet) nytte i forhold til de omkostninger, de må bære ved deltagelse.

Aktørerne befinder sig derfor i nogle handlingssituationer, som fordrer en effektiv arbejdsdeling: En stor gruppe af "prosumers", dvs. brugere og udviklere af Linux-godet som kun deltager moderat i selve udviklingsarbejdet men bidrager med test og fejlretning og en decideret hackergruppe som ofrer store ressourcer på samarbejdet.

Analysens tredje aktørgruppe, de kommercielle agenter, udmærker sig ved slet ikke at være nødvendige for open source-processens initiering og/eller opretholdelse. Naturligvis skaber det ekstra innovation og udvikling men open source-licensvilkårene og generelle funktionsmåde betyder, at virksomheder er underlagt de (uformelle) spilleregler som defineres af projektets ejer (gatekeeperen) og nærmeste medudviklere.

Mange, inklusive enkelte af branchens egne repræsentanter, hævder, at open source-modellen er en helt magtfri, demokratisk og anarkistisk konstruktion, der tilsyneladende finder sin drivkraft i altruistisk adfærd.

Dette speciale viser, at det langtfra er tilfældet. Open source-projekter er snarere kendetegnet ved at være anti-demokratiske og elitært opbygget med en autonom leder i spidsen omkranset af en snæver forsamling af særligt udvalgte delegerede. Deltagelse er naturligvis helt frivillig, men analysen identificerer en relativt fasttømret overenskomst mellem kerneudviklerne (ad hackergruppen) og de mere løst tilknyttede agenter (ad normalgruppen), som positionerer og determinerer de enkelte agenters handlingsmuligheder.

Sammenfattende viser analysen, at open source-modellen dækker over en kompleks konfiguration af unikke agenter og gyldige arbejdsregler og normer, som samlet set giver den enkelte aktør flere forventede goder end omkostninger ved deltagelse.

Det er interessant at konstatere, at ingen enkeltstående aktør eller aktørgruppe isoleret set må formodes at ville overvinde open source-paradokset ud fra den forventede nytte heraf. Aktørernes motiver må nødvendigvis forklares i et samspil mellem de forskellige interesser, de medvirkende har, og de strukturer individerne henholder sig til.

Man kan derfor med en vis ret konkludere, at aktørerne må siges at handle rationelt indenfor specialets teoretiske afsæt.

Som det fremgår, vælger langt de fleste brugere af Linux-godet helt egoistisk at bruge produktet uden at give noget igen (hvilket også må siges at være mest rationelt for denne gruppe). Analysen identificerer tilmed flere forhold som i værste fald kan giver manglende opbakning til et projekt - dårligt udført lederskab, projekter hvor indsatsen ikke står mål med udbyttet, manglende muligheder for avancement, osv.

En vigtig iagttagelse er imidlertid den, at softwares særlige karakteristika som et netværksgode med nærmest anti-rivaliserende egenskaber betyder, at stor udbredelse og anvendelse af det udviklede gode bidrager positivt til produktet, al den stund der er et vist minimum af aktive medudviklere (kritisk masse). Det gør godet ret robust overfor free-rider tendenser. Softwares specielle karakteristika som et informationsgode og internettet som arbejdsredskab og kommunikationskanal må siges at være nødvendige men ikke tilstrækkelige forudsætninger for både initieringen og opretholdelsen af OS-projekter.

Ser man isoleret på de enkelte individers motiver til at deltage i udviklingsmodellen, må man give klassikeren Mancur Olson ret i, at især tilstedeværelsen af individuelle incitamenter (ad afsnit 3.2.2) synes at forklare en hel del.

Olson har helt givet også ret i, at individer ikke automatisk vælger at handle kollektivt. Denne analyses gennemgang af arbejdsregler og institutionens betydning for Linux-deltagerne viser imidlertid, at rationelle aktører ikke nødvendigvis har større omkostninger end goder som følge af kompleksitetsproblemer ved kollektiv handling. De enkelte agenters samspil i "handlingsarenaen" genererer i netop denne case kollektiv handling.

Som det er fremgået er Ostroms model ganske rummelig, idet den tillader, at man inddrager sociale konstruktioner og strukturer i analysen af agenternes motiver for kollektiv handling.

Analysen viser da også helt klart, at mere og andet end blot godets beskaffenhed og aktørernes helt individuelle motiver har betydning for initieringen og opretholdelsen af open source-projekter som f.eks. Linux.

Uanset hvor rummelig Ostroms model synes at være, fastholder den dog, at analysen af fremkomsten og opretholdelsen af regler og strukturer er udelukkende individskabte, og dermed mellemkommende variable.

Netop normer, sædvaner og uformelle arbejdsregler viser sig at have stor betydning for at mindske kompleksitets - og organisationsproblemer i den virtuelle Linux-institution.

Med udgangspunkt i rational choice institutionalisme opfatter Ostrom institutioner som værende både formelle og uformelle regler og normer, der sætter rammen for individuelle interesser og strategivalg.

Teoriens anerkendelse af "institutionens" betydning er imidlertid også dens svaghed. Man kan argumentere for, at analysen på det grundlag kunne underlægges en sociologisk kritik:

Den fordrer, at præferencer, rationalitet og information er sociale konstruktioner og strukturer, der mange gange determinerer aktørernes handling og dermed skal analyseres som uafhængige variable.

Man kan tilsvarende problematisere Ostroms model, idet man med en vis ret kan stille spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt at antage at præferencer altid er eksogent givne, og dermed helt uafhængige af den konkrete kontekst?

Omvendt må man sige, at specialets fokus på primært mikroorienterede motiver til forståelse af open source-paradokset frembyder en god forklaring på, hvorfor aktører (initielt) vælger at deltage i udviklingsmodellen. Ligeledes giver Ostroms model med tilstedeværelsen af samarbejdsregler i handlingsarenaen en god forståelse af det nødvendige samspil mellem agenterne, som open source-processen kræver for at overvinde Linux-paradokset (free-rider problematikken).

Ser man på dette speciales problemstilling, har det primært været hensigten at identificere aktørernes motiver til deltagelse, og i mindre grad at analysere open source-kulturens samfundsmæssige potentialer.

I det lys forekommer rational choice-approachen at være et tilfredsstillende valg, idet den har givet en god forklaring på, hvad der motiverer de deltagende agenter.

Som modstykke til rational choice teoriens meget intentionelle forklaringer, der betoner de individuelle aktørers rationelle nyttemaksimerende adfærd, ville mere strukturalistiske og funktionalistiske forklaringstyper måske være bedre egnet til at analysere open source-kulturens samfundsmæssige forståelsesramme og potentiale til at markere overgangen fra industrisamfundet til servicesamfundet.

Linux-casen i dette speciale er som bekendt en kritisk case, hvilket fordrer, at den bør have strategisk betydning i forhold til den overordnede problemstilling og dermed en stor generalisérbarhed til ethvert open source-projekt.

Som den ovenstående analyse har vist adskiller Linux-casen sig ikke nævneværdigt i hverken organisation eller fremgangsmåde fra andre open source-projekter, men repræsenterer netop et meget succesrigt open source-projekt. Linux-casen må derfor siges at være meget repræsentativ for open source-metoden som helhed uanset det udviklede softwaregode.

Open source-casen demonstrerer, at samarbejde mellem private og kommercielle grupper kan være et profitabelt og nyttemaksimerende valg for begge parter. Hvis det lykkes at forhindre eventuelle organisations- og kompleksitetsproblemer ved hjælp af fælles regler, er frembringelse af direkte monetære goder ikke engang afgørende for et "forretningsgrundlag".

Den særegne open source-model har imidlertid endnu ikke set dagens lys indenfor andre traditionelle industrier, og spørgsmålet er om den kommer til det?

Et omdiskuteret område kunne være bioteknologi, der ligesom IT er et udviklingsområde i kraftig vækst.

Det bliver hele tiden billigere og billigere at lave genmodificering. Gener kan beskrives som en række tegn, der kan sendes som en email - man kunne kalde det den digitale opskrift.

Det medfører, at man ved at kombinere forskellige genetiske unika kan frembringe andre alternative varianter og derved sammensætte et utal af individuelt personaliserede genetiske opskrifter.

Som jeg ser det, er der imidlertid tale om to ret forskellige "udviklingskulturer". Spørgsmålet er, om ikke den bioteknologiske udvikling er langt vanskeligere at opdele i modulære, selvregulerende forskningsenheder? Desuden er det et fagområde, der fordrer mere udstyr og specialkompetence end open source-modellen, der ikke kræver andet end en almindelig pc og en internetopkobling.

Meget taler for, at det udviklede gode nødvendigvis må være et informationsgode karakteriseret ved at være ikke-rivaliserende og ikke-diskriminerende.

Forfatteren til dette speciale ser netop informationsområdet som det mest lovende marked for open source-modellen. Vi begynder allerede i dag at se den spæde start på, at filosofien bliver adopteret på andre områder: Bøger, musik og fotos for at tage nogle eksempler.

Skribenter, musikere og fotografer, der har et ønske om at ernære sig indenfor netop deres område, lægger i dag egne og fælles produktioner på internettet i håb om, at det kan skabe kendskab til og anerkendelse af deres faglige kvaliteter. Det giver ikke i sig selv en indkomst, men frem af dette opstår der en profitabel følgeindustri: Trykning af bøger og blade, fremkaldelse af film og billeder og livemusik og koncerter.

Open source-metoden er stadig et ret nyt begreb, og dens potentiale er stadig ukendt. I det danske Folketing har et næsten enigt Forskningsudvalg i beretning B114 besluttet, at give en klar støtte til open source, og til at staten skal give gode rammer for en udvikling af open source. Det skal fremover være en del af statens IT-politik. Desuden anbefales det, at staten fremover udvikler eget programmel som open source, at staten ved IT-udbud skal give mulighed for tilbud med open source-programmel, og at staten informerer om erfaringer med open source.

Det rejser naturligvis det interessante spørgsmål, om open source-metoden overhovedet kan overleve på et kommercielt marked hvor der hersker en 'merkantil forretningslogik', og i bekræftende fald, om det etablerede IT-erhvervsliv overhovedet er interesseret i at frigive egne produkter under en åben licens?

Som omtalt indledningsvist ligger det uden for dette speciales rækkevidde, at analysere alternative IT-forretningsmodeller, men det er et oplagt område for yderligere forskning.

Tilsvarende ville en tilbundsgående undersøgelse af den nugældende patentlovgivning på softwareområdet være ønskelig, eftersom meget tyder på, at den ikke nødvendigvis giver den rette kombination af hhv. incitament og beskyttelse til at sikre den optimale IT-innovation.

Tværtimod peger dette speciales resultater i retning af, at der for den enkelte agent kan identificeres en række rationelle grunde til at udvikle software under åbne standarder - også selv om der ikke er direkte finansielle goder forbundet hermed.

(De beskrevne ord refererer til de med * markerede ord i specialet)

Apache

Verdens mest udbredte open source-webserver. Ifølge Netcraft.com's opgørelse juli 2001, benytter over 73 millioner servere Apache, hvilket udgør 62,42% af alle verdens webservere.

Alle kan deltage i udviklingen af produktet, som kontrolleres af 'The Apache Group'. Den er selvsupplerende, og nye medlemmer optages ved afstemninger.

Båndbredde

Er adgangen til internettet. Jo større båndbredde jo større kapacitet (data pr. tidsenhed) kan der udveksles.

C

Et omfangsrigt programmeringssprog, fra hvilket mange moderne sprog er afledt.

Domænenavn

Angiver en adresse på internettet. Et almindeligt domænenavn angiver oprindelsesland med udgangspunkt i landets initialer, eks. vis: .dk = danmark. Se evt. Toplevel-adresse.

Driver

Et stykke software, som får et hardwarekomponent som f.eks. en harddisk eller en printer til at kommunikere med en computers styresystem.

Fetchmail

Et open source-baseret postoverførselssystem mellem servere forbundet via internettet. Projektet er oprindeligt startet af Eric Raymond.

FreeBSD

Et open source-baseret Unix operativsystem. Systemet er afledt af den kommercielle 'BSD Unix' udviklet af University of California, Berkeley. I protest over at Universitetet kommercialiserede 'BSD Unix' begyndte en gruppe aktive studerende at udvikle FreeBSD, ved at omskrive - og derved åbne - alle licencierede passager af den opringelige kode.

Linux

Unix-lignende open source-baseret styresystem startet af Finnen Linus Thorvalds i 1991.

Sendmail

Er en såkaldt MTA (mail transfer agent), dvs. et program til at flytte e-post fra en postserver til en anden. I mange år var Sendmail den MTA, alle brugte, men i de sidste par år har det vist sig, at Sendmail ikke kan leve op til de sikkerhedskrav, man typisk stiller. Open source-projektet Postfix er i dag den mest udbredte MTA.

Server

Er en kraftig computer, der kan betjene mange brugere, og udføre mange forskellige opgaver samtidig. Servere bruges f.eks. til at afvikle hjemmesider på.

Toplevel adresse

Er de ældste domænenavne på nettet oprindeligt navngivet efter formål. .org = organisationer (ikke kommercielle), .com = kommercielle organisationer, .edu = universiteter og øvrige uddannelsesinstitutioner, .net = tele- og netværksbranchen, mv. Ud over toplevel adresser benyttes landespecifikke domæner, såsom .dk, .se, de, osv.

Unix

Fællesbetegnelse for store operativsystemer der alle overholder Posix-standarden. Unix-systemer er kendetegnet ved at være dyre og komplicerede, men også meget skalérbare og driftssikre.

Abell, Peter: Rational Choice Theory, Elgar 1991.

Andersen, Ib: Valg af organisations-sociologiske metoder - et kombinationsperspektiv, Samfundslitteratur, 1990.

Arrow, Kenneth A.: Social Choice and Individual Values, Yale UP, Haven, Conn. & London 1963.

Buchanan, James: `The Domain of Constitutional Economics', Constitutional Political Economy, vol. 1, no. 1, 1990.

Buchanan, James M. & Gordon Tullock: The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy, University of Michigan Press, 1962.

Campell, John L.: `Institutional Analysis and the Role of Ideas', Internet Political Economy Paper, Harvard University, 1991.

Chikofsky, E.J. & J.H. Cross: `Reverse Engineering and Design Recovery: A Taxonomy', IEEE Software, 7(1), 1990, pp. 13-17.

Christensen, Jørgen Grønnegård: Den usynlige stat, Gyldendal, København 1991.

Christiansen, Peter Munk: Det frie marked -den forhandlede økonomi, DJØF, København 1993.

Cusumano, Michael A: Japans Software Factories: A Challenge to U.S. Management, Oxford University Press, New York 1991.

Dahl, Robert A.: Democracy and its Critics, Yale University Press, New Haven 1989.

Dalsgaard-Hansen, Poul: René Descartes, Munksgaard, København 1991.

Danmarks Statistik: Statistisk årbog, 1990-1998, Danmarks Statistik, 1990-1998.

Downs, A.: An Economic Theory Democracy, Harper & Row, New York 1957.

Dunleavy, Patrick: Democracy, Bureaucracy and Public Choice, Harvester, London 1991.

Dunleavy, Patrick & Brendan O'leary: Theories of the State, The Macmillan Press, 1987.

Flyvbjerg, Bent: Rationalitet og magt -Det konkretes videnskab, bd. 1 og 2, Akademisk forlag, København 1991.

Flyvbjerg, Bent: Det konkretes videnskab, Akademisk forlag, København 1992.

Foucault, Michel: Archaeology of Knowledge and the Discourse of Language, Harper 1969.

Frederiksson: Wittgenstein, Munksgaard, København 1994.

Hall, Peter A. & Rosemary C. R. Taylor: `Political Science and the Three New Institutionalisms', Political Studies, XLIV, 1996, pp. 936-957.

Hardin, R: Collective Action, The John Hopkins University Press, Baltimore 1982.

Harsanyi, John: `Rational Choice Models of Behavior versus Functionalist and Conformist Theories', World Politics, no. 22, 1969, pp. 513-538.

Hartnack, Julius: Immanuel Kant, Munksgaard, København 1991.

Heap, Shaun Hargreaves, Martin Hollis, Bruce Lyons, Robert Sugden & Albert Weale: The Theory of Choice -A Critical Guide, Blackwell Publishers, 1992.

Jørgensen, Per Schultz: `Om kvalitative analyser - og deres gyldighed', Nordisk Psykologi, vol. 41, Akademisk forlag, København 1989.

Knight, Jack: Institutions and Social Conflict, Cambridge University Press, 1992.

Knudsen, Christian: Økonomisk metodologi: Om videnskabsidealer, forklaringstyper og forskningstraditioner, Økonomforbundets forlag, 1991a.

Knudsen, Christian: `Modellering af rationalitet, institutioner og processer i økonomisk teori', Økonomi og Politik, nr. 4, Årgang 64, 1991b, pp. 4-29.

Kurrild-Klitgaard, Peter: Rational Choice, Collective Action and the Paradox of Rebellion, Institute of Political Science, University of Copenhagen, København 1997.

Lakatos, Imre: `Falsification and the Methodology of Scientific Research Programmes', in: Lakatos & Musgraves: Criticism and the Growth of Knowledge, Cambridge University Press 1970, pp. 91-196.

Lane, Jan-Erik & Torgeir Nyyen: `Towards an Economic Organization Theory of the State', Statsvetenskaplig Tidskrift 1995, pp. 359-375.

Lynne, Zucker: `The Role of Institutionalization in Cultural Persistence', in: DiMaggio & Powell: The New Institutionalism in Organizational Analyses, University of Chicago Press, Chigaco 1991, pp. 83-107.

Machlup, Fritz: Essays on Economic Semantics, Prentice Hall, Englewood Cliffs 1963.

Margolis, Howart: Selfishness, Altruism and Rationality, Chicago 1982.

North, Douglass C.: Institutions, Institutional Change and Economic Performance, Cambridge University Press, Cambridge 1990.

Nørgaard, Asbjørn Sonne: `Rediscovering Reasonable Rationality in Institutional Analysis', European Journal of Political Research, nr. 29, 1996, pp. 31-57.

Olson, Mancur: The Logic of Collective Action: Public Goods and the Theory of Groups, Harvard University Press, Cambridge & Mass. 1965.

Ostrom, Elinor: `A Method of Institutional Analysis', in: F. Kaufmann, G. Majone & V. Ostrom (ed.): Guidance, Control and Evaluation in the Public Sector, W. de Gruyter, Berlin & New York 1985.

Ostrom, Elinor: An Agenda for the Study of Institutions, Martinus Nijhoff Publishers, Dortrecht, 1986.

Shepsle, Kenneth A.: `Studying Institutions', Some Lessons from the Rational Choice Approach, vol. 1, 1989, pp. 131-147.

Simon, Herbert A.: `Rationality as Process and as Product of Thought', American Economic Review, no. 68, 1978, pp. 1-16.

Smith, Mikkel Sune: Fra rationalitet til identitetsløshed, rapport nr. 48, Institut for Administrasjon og Organisasjonsvitenskab, Bergen 1996.

Stallman, Richard: The GNU Operating System and the Free Software Movement, Open Sources - Voices from the Open Source Revolution, O'Reilly, January 1999.

Thomsen, Jens Peter F.: `Ny-institutionalismen', Grus, nr. 43, 1994.

Tullock, Gordon: The Vote Motive: An Essay in the Economics of Politics, with Applications to the British Economy, Institute of Economic Affairs, 1976.

Wilson, James Q.: Bureaucracy -What Government do and Why They do It, Basic Books inc., 1989.

Winter, Søren: Implementering og effektivitet, Systime, 1994.

Yin, Robert K: Case Study Research -Design and Methods, Sage Publications, 1989.

Bowman, Ivan: Conceptual Architecture of the Linux Kernel, [http://plg.uwaterloo.ca/~itbowman/CS746G/a1/] 1998.

Cubranic, Davor: Open-Source Software Development, [http://sern.ucalgary.ca/~maurer/ ICSE99WS/Submissions/Cubranic/Cubranic.htm] 1995.

Dempsey, Bert J. et al.: A Quantitative Profile of a Community of Open Source Linux Developers, School of Information and Library Science, University of North Carolina at Chapel Hill, [http://www.ibiblio.org/osrt/develpro.html] 1999.

Hecker, Frank : Setting Up Shop: The Business of Open-Source Software, [www.hecker.org/writings/setting-up-shop.html] 1998.

Kaisla, Jukka: Constitutional Dynamics of The Open Source Development, [http://www.cbs.dk/staff/jukka/jukka] 2001.

Lerner, Josh & Jean Tirole: The Simple Economics of Open Source, [http://papers.nber.org/papers/w7600] 2000.

Masse, Roger E.: Abstract, University of Maryland, [http://www.python.org/~rmasse/papers/software-metrics/] 8.6. 1997.

Meij, Maarten van der: The Economics of Using Open software, Vrije Universiteit Amsterdam, [http://www.vka.nl/award/The Economics of Using Open-Source Software.pdf] 2000.

Potter, Shawn W.: `Opening Up to Open Source', 6 RICH. J.L. & TECH. 24, [http://www.richmond.edu/jolt/v6i5/article3.html] 2000.

Prakash & Rishab: The Orbiten Free Software Survey, [www.firstmonday.dk/issues/issue5_7/ghosh] 2000.

Raymond, Eric S.: Homesteading the Noosphere, [http://www.tuxedo.org/~esr/writings/ cathedral-bazaar/homesteading/] 2000.

Raymond, Eric S.: The Cathedral and the Bazar, [http://www.tuxedo.org/~esr/writings/cathedral-bazaar/cathedral-bazaar/] 2000.

Rishab, Aiyer Ghosh: Cooking Pot markets: an Economic Model for the Trade in Free Goods and Services on the Internet, [www.dxm.org/fm/cookingpot] 1998.

Varian Hal R.: Markets for Information Goods, [http://www.sims.berkeley.edu/~hal/Papers/japan/] University of California, Berkeley 1998.

Wheeler, David, A.: More than a Gigabuck: Estimating GNU /Linux's Size (june 2001), [http://www.dwheeler.com/sloc/] 2001.

Alvestrand, Harald Tveit: The Linux Counter, [http://counter.li.org/] grundlagt 1999.

Auther, Charles: `The Man Who Can Smash Windows', The Independent, London 28.7. 1999.

Børre, Peter: Linux gør klar til kamp, [http://www.it-avisen.dk/nyheder.asp?id=2361] 5.7. 2001.

Ellegaard, Morten: Forbrugerinformationens open source-strategi,

[http://www.fi.dk/forbrugerinformationen/opensource] 2001.

Free Software Foundation (FSF): What is Copyleft?, [http://www.gnu.org/copyleft/copyleft.html] 2001.

IDC, IT media, research, and exposition company, [http://www.idc.com] marts 2001.

O'Reillys: [http://www.oreillynet.com/pub/a/mediakit/overview.html].

Patent og Varemærkestyrelsen (PVS): Open Source i Danmark – udvikling og anvendelse,oktober 2001.

Raymond, Eric: The Jargon Dictionary, [http://info.astrian.net/jargon/terms/b/Brooks_s_Law.html] Raymond, Eric: The Jargon File, [http://tuxedo.org/jargon/jargon.html] 2001.

Sitaker, Kragen: [kragen@pobox.com], `Re: nice Linus interview saw at slashdot', i mailinglisten: Clug Cincinnati Linux User Group [clug-user@clug.org], (webificeret på: [http://www.dnaco.net/~kragen/named-msgs/linus-attitude-argument]) 11. 9. 1998.

The linux-kernel mailing list FAQ, [http://www.tux.org/lkml/].

The Mozilla Organisation, [http://www.mozilla.org/mission.html].

The Open Source Definition, version 1.8, [http://www.opensource.org/docs/definition.html]

Thorvalds, Linus B. [torvalds@klaava.helsinki.fi]: `What Would You Like to See Most in Minix?', Nyhedsgruppen [comp.os.minix], 25.8. 1991.

Specialet består af 31.844 ord. Optællingen er eksklusive forside, indholdsfortegnelse, resumé, figurer, noter, litteraturliste og bilag.

Version 1.8

The indented, italicized sections below appear as annotations to the Open Source Definition (OSD) and are not a part of the OSD.

Introduction

Open source doesn't just mean access to the source code. The distribution terms of open-source software must comply with the following criteria:

1. Free Redistribution

The license shall not restrict any party from selling or giving away the software as a component of an aggregate software distribution containing programs from several different sources. The license shall not require a royalty or other fee for such sale.

2. Source Code

The program must include source code, and must allow distribution in source code as well as compiled form. Where some form of a product is not distributed with source code, there must be a well-publicized means of obtaining the source code for no more than a reasonable reproduction cost?preferably, downloading via the Internet without charge. The source code must be the preferred form in which a programmer would modify the program. Deliberately obfuscated source code is not allowed. Intermediate forms such as the output of a preprocessor or translator are not allowed.

3. Derived Works

The license must allow modifications and derived works, and must allow them to be distributed under the same terms as the license of the original software.

Rationale: The mere ability to read source isn't enough to support independent peer review and rapid evolutionary selection. For rapid evolution to happen, people need to be able to experiment with and redistribute modifications.

4. Integrity of The Author's Source Code

The license may restrict source-code from being distributed in modified form only if the license allows the distribution of "patch files" with the source code for the purpose of modifying the program at build time. The license must explicitly permit distribution of software built from modified source code. The license may require derived works to carry a different name or version number from the original software.

5. No Discrimination Against Persons or Groups

The license must not discriminate against any person or group of persons.

6. No Discrimination Against Fields of Endeavor

The license must not restrict anyone from making use of the program in a specific field of endeavor. For example, it may not restrict the program from being used in a business, or from being used for genetic research.

7. Distribution of License

The rights attached to the program must apply to all to whom the program is redistributed without the need for execution of an additional license by those parties.

8. License Must Not Be Specific to a Product

The rights attached to the program must not depend on the program's being part of a particular software distribution. If the program is extracted from that distribution and used or distributed within the terms of the program's license, all parties to whom the program is redistributed should have the same rights as those that are granted in conjunction with the original software distribution.

Rationale: This clause forecloses yet another class of license traps.

9. License Must Not Contaminate Other Software

The license must not place restrictions on other software that is distributed along with the licensed software. For example, the license must not insist that all other programs distributed on the same medium must be open-source software.